Hvad nu?

Kan ikke finde ud af mig selv længere…

Her for en uge siden sagde jeg til min kæreste at jeg ville flytte fra ham.
Men han græd helt vildt og bad om en chance mere. Dagen efter kom hans mor over til mig mens han var på arbejde, og “bearbejdede” mig grundigt. Vi kom så frem til at han skulle have den chance mere.
Men jeg følte mig faktisk lidt presset af at hun kom og tog den snak med mig.

Grunden til at jeg ville gå fra ham vil jeg ikke komme ind på her, han har ikke været mig utro, men har svigtet mig ligeså alvorligt mindst 3 gange i løbet af vores forhold. Jeg kan ikke rigtig fortælle min familie om disse svigt eller at jeg har lyst til at gå fra ham, i tilfælde af at vi bliver sammen. Synes ikke de behøver vide sådan nogle dumme ting om ham.

Hans familie ved det nu, efter hans mor kom den dag. Hun kunne godt forstå mig, men begyndte at græde og talte kraftigt FOR at jeg skulle blive boende indtil HVIS han dummer sig igen. Hans mor er bange for at han går til hundende (bogstavelig talt) hvis vi flytter fra hinanden. +hun ikke bryder sig om at Jonathan og jeg skulle flytte 200 km væk herfra hvor de bor.

Jeg har fortalt ham at hans dummerter har ødelagt noget inde i mig, vi tungekysser ikke og har ikke haft sex i lang tid, da jeg ikke har lyst til sex (heller ikke til onani eller andre -INGEN sexlyst).

Vi krammer og hyggenusser rimeligt tit efter min skala, men han beder tit om mere og virker såret hvis jeg ikke rører ham. Det bliver jeg frustreret over og føler mig presset af.

Når jeg ser på ham synes jeg at han er sød og flot (bliver sødere og sødere og ser bedre og bedre ud), så jeg kan ikke direkte sige at jeg intet føler for ham. Han er jo osse far til mit barn og vi har MANGE både rigtig gode og rigtig dårlige oplevelser sammen.

Før jeg blev gravid og i starten af min graviditet (og i første halvdel af vores forhold) var der rigtig mange voldsomme skænderier, mistillid og ligefrem slåskampe mellem os. Der har været skænderier siden, men vi har lært at styre os og får det ordnet på en ordentlig måde.

Han er mere attraktiv end nogensinde fordi: han har længe haft fast arbejde, vi har hus, vi har bil, vi har barn sammen, han er meget kærlig, han er smuk og velplejet, måske elsker jeg ham stadig.

Han er ikke attraktiv mere fordi: måske elsker jeg ham ikke mere, jeg er begyndt at få øjnene op for hvor mange konflikter og besværligheder jeg ville undgå ved at bo alene med Jonathan. Jeg har LYST til at få min egen lejlighed og HELT selv bestemme over mit liv (på Jonathans præmisser selvf.). Han altid har været bange for at miste mig/usikker/jaloux i en grad jeg føler hæmmer mig i kontakten til andre mennesker -selv min egen familie. Jeg har INGEN venner her, og savner frit at kunne finde veninder og lave hvad jeg har lyst til med dem og snakke med dem om hvad jeg har lyst til. Jeg vil gerne tilbage til vestjylland hvor jeg flyttede fra for at flytte sammen med ham for 2 år siden, og hvor min familie bor.

Sidst jeg var igang med at skrive sådan et indlæg her kom han gående ind midt i det hele og læste noget af det, og blev enormt såret og ked af det.

Han har virkelig opført sig eksemplarisk de sidste 2-3 måneder, og alt har virket som om det har kørt på skinner, siden samtalen med han mor i sidste uge.
Jeg er stadig dybt i tvivl, men det siger jeg ikke til ham. Jeg har lover at jeg kun går fra ham hvis han dummer sig, og jeg siger dagligt at jeg elsker ham.
Men jeg føler at jeg indeni bygger videre på min drøm om at bo i vestjylland alene med jonathan.

Hvad skal jeg gøre? Hvad synes I er det rigtige at gøre?