Hvordan oplevede I det? (PKS)

Hej

Jeg fik planlagt kejsersnit i mandags pga. underkropsstilling. Da det er så nyt har jeg alle detajlerne i fuld erindring, så du får lige den rigtig lange version fra mig. Bare spørg løs, hvis du vil vide mere.

Jeg mødte fastende klokken 7 om morgenen, var til skanning klokken 8 for at sikre at barnet stadig ikke havde vendt sig. Det havde det ikke.
Min kæreste og jeg fik en stue på barselsgangen og sad så bare og ventede. Jeg ville komme til når der ikke var nogle akutte patienter, sandsynligvis i løbet af formiddagen.
Klokken 10.30 kom de og sagde at vi skulle klæde os om, lige efter kom portøren og jeg blev kørt ned til operationsstuen. Vi ventede lige uden for mens de gjorde alt klar. Jeg fik lagt drop og fik iltslange i næsen og målt blodtryk og blev bedøvet. Før selve spinalblokaden fik jeg lokalbedøvelse hvor de skulle stikke; det og så droppet var egentlig det værste, lidt som et insektstik. Bedøvelsen virker hurtigt, jeg nåede kun lige at vende mig om på ryggen igen så kunne jeg ikke mærke mine balder og ben. De lagde urinkateteret efter bedøvelsen virkede, jeg mærkede intet.

Jeg blev sprittet af to gange og der kom et klæde op foran mit bryst. Min kæreste sad hele tiden på min højre side og holdt i hånd. Så sagde de nu er vi klar og begyndte at skære. Jeg kunne mærke en meget let berøring af huden men intet ubehag eller smerte. Det tog ganske få minutter før de sagde nu kan vi se en numse og så sagde de at det helt bestemt var en pige. Jeg havde fået at vide at det er ubehageligt når de trykker på maven for at få barnet ud men det lagde jeg slet ikke mærke til. Min kæreste gik med jordemoderen ud og så vores datter blive suget og tørret og undersøgt og så kom de tilbage med hende. Min kæreste sad med hende mens jeg blev syet sammen. Det tog cirka en halv time. Jeg blev kørt på opvågningen en time efter de havde sat kniven i mig. Der lå jeg ca. 3 timer til jeg kunne styre mine ben, lillepigen blev også målt og vejet mens vi var der. Så blev vi kørt tilbage til barselsgangen, og jeg var oppe og gå og på toilettet 17.30.

Jeg sad op i en stol resten af aftenen og kunne både sove på ryggen og på siden om natten. Da vi skulle hjem fra hospitalet i går gik jeg. Der er alligevel kun 1100 meter. Jeg kommer nemmere ud af sengen nu end som gravid og jeg kan pusle min datter og sørge for mig selv fuldstændigt, blot kan jeg ikke løfte mere end 3 kg uden at det trækker i en del af arret. Alt det er for at fortælle dig at hvis alt er gået godt og man får taget sin smertestillende medicin, kan man virkelig meget efter et pks. Mere end jeg selv troede.

Ulemperne/ubehaget ved operationen: Mange kommer til at ryste af bedøvelsen. Jeg rystede vildt meget og frøs også, selvom jeg ikke kunne registrere det pga. bedøvelsen. På opvågningen fik jeg medicin imod det og en varmelampe. Det hjalp med det samme.
Man kan blive dårlig og få kvalme af bedøvelsen og fordi lægerne roder en i maven. Der skal man trække vejret dybt og sige til hvis det bliver for meget. Ikke spille helt. Jeg blev også dårlig på opvågningen da hovedgærdet blev løftet og efter jeg fik morfin men begge dele er normalt og man skal bare igennem det.
Endelig er det meget normalt at få ondt i skuldre og nakke, igen pga. bedøvelsen som på en eller anden måde sender luft derop. Det begyndte allerede under operationen og er næsten væk nu.
Det kan måske være rart for dig at vide, at 80 % af mødrene ikke synes det er rart at få barnet over på brystet mens de stadig ligger og bliver syet. Man er bedøvet fra lige under lungerne, har armene og hovedet fuldt af slanger, er måske dårlig og skal i forvejen koncentrere sig om sin vejrtrækning, så et spædbarn på lungerne er ikke lige sagen. Det er ok at sige nej til at få barnet over før man er på opvågningen.

Kejsersnitbørn kan godt sove meget det første døgn, de skal lige finde ud af at de rent faktisk er blevet født, fordi det jo går så stærkt. Men min datter har til gengæld det fineste runde hoved uden et eneste mærke fordi hun fik den komfortable udgang:)

På hvilket hospital skal du have kejsersnittet? Man plejer jo at komme til et informationsmøde dagen inden operationen, og efter den dag havde jeg ingen spørgsmål tilbage mht. kejsersnittet, så det skal du se frem til.

Jeg kan også anbefale “Bogen om kejsersnit” af Christa Lykke og Rikke Korshøj Theill, der er også gode billeder.
Fordelen ved at få et planlagt kejsersnit er jo, at man kan pakke sin taske i ro og mag, vaske i bund, sørge for pasning af børn og husdyr, postkasse og potteplanter samt fylde sin fryser og sine skabe med mad til den første tid. Udnyt endelig den fordel.

Held og lykke. Og jeg håber ikke du nåede at falde i søvn undervejs.

Jeg kom til scanning 10 dage over termin, hvor de opdagede at hun lå i sædestilling og der var for lidt fostervand. Så 6 timer efter fik jeg planlagt kejsersnit, skulle ellers have været sat igang 3 dage efter. Så kejsersnittet var jeg ikke forberedt på.

Jeg fik lagt kateteret før operationen (åbebart forskelligt for hvornår det gøres) og det var meget ubehageligt/gjorde ondt, så det skal du lige være forberedt på, hvis du ikke allerede er blevet fortalt om det.

Operationsstuen føltes som en fryser, der var iskoldt! Fik 3 små bedøvende stik imens jeg sad med krummet ryg, og fik derefter lagt spinalblokade. Mærkede faktisk intet da jeg fik de bedøvende stik fordi der var så pokkers koldt. Men lagt ned på operationsbordet, som er lidt skråt. Mit ben faldt ned (selvom de havde spændt det fast, bare ikke godt nok) fortalte dem at jeg altså kunne mærke at mit ben var faldet ned, men lægerne sagde (uden at kigge) at det var det ikke, men det kunne godt føles sådan. MEN mit ben VAR faldet ned, selvom jeg ikke burde kunne mærke det. Havde fået at vide at jordemoderen, at man i lyslampen kunne se hvad der foregik bag skærmen, så jeg havde håbet på at kunne følge med i det. Men næh nej, jeg kunne intet se. Snydt. Heh.
De gik så igang, mærkede ikke så meget andet end nogle tryk. Men da de tog hende ud, gjorde det simpelthen så ondt at jeg fik tåre i øjnene og gav min kæreste blå mærker da jeg holdt ham i hånden. De ignorede at jeg sagde, at det virkeli gjorde ondt, for det skulle jeg jo ikke kunne mærke. Men ud kom der en grædende Fleur, og de sagde det var en pige (vi vidste ikke hvad køn det blev) og efter min kæreste klippede navlestrengen og hun blev tørt kom hun over til min kæreste. Og så blev hun lagt på mit bryst så jeg kunne se og røre hende. Blev syet sammen, og kørt til opvågning og fik en dejlig sprøjte med morfin, fordi jeg havde pokkers ondt.

Fortalte min læge om min oplevelse med at det gjorde ondt, at det altså ikke bare var noget jeg havde bildt mig ind! Han sagde, at det der nok var sket, var at spinalblokaden var blevet lagt for lavt, og så jeg derfor ikke var bedøvet nok.

Så for mig gik det ikke helt perfekt desværre. Men ud kom en perfekt pige, og det var det vigtigste. Vil altså ikke skræmme nogen, men det er desværre ikke gode historier hver gang- men da heldigvis for det meste.