Jeg har mistet en søn

Jeg har mistet min søn Lucas i 20. uge.
Det hele startede mandag d. 29. januar i år, jeg var ved at lave aftens mad og imens maden simrede lå jeg på gulvet og legede med min datter.

Pludselig er der noget der løber ud af mig og jeg tænker i første omgang at det er blod, da jeg knap en måned forinden begyndte at bløde, og jeg fik dengang at vide at jeg kunne forvente at bløde et godt stykke tid.

Der var dog blod, men bindet var tungt og der var en underlig lugt.
Jeg fik skiftet bind og fik tisset af og ringede så til min søster for at fortælle at jeg var bange for at der sev noget fostervand.

Hun bad mig om at ringe til fødegangen, det gjorde jeg så, men fordi jeg ikke var så langt henne så var det ikke dem jeg skulle snakke med, men med vagtlægen.

Jeg valgte dog at ringe direkte til akut gynækologisk afdeling og de bad mig komme derud, min kæreste blev hjemme ved ungerne og jeg tog min mor og onkel med.

Imens vi sad og ventede sev det stadig, det sev så meget så mine bukser blev våde og det gjorde stolen jeg sad på også.
Jeg fik min mor til at finde en sygeplejerske, så jeg kunne få et større bind og og et underlag at sidde på.

Kort efter blev jeg kaldt ind og min mor gik med ind, jeg blev scannet og der var normal mængde fostervand.
De valgte at tage en urinprøve og sende den til dyrkning og tage en blodprøve, jeg skulle så komme igen dagen efter.

Tirsdag tog min kæreste med og jeg blev scannet igen og der var mindre fostervand inde hos Lucas, men det kunne jeg ikke forstå for det havde jo ikke sevet siden aftenen før.

De tog så endnu en blodprøve og blev sendt hjem med beskeden om at vi skulle komme igen dagen efter.

Onsdag tog vi derind igen, og med det samme vi kom derind blev vi vist ind på en stue hvor der stod en seng med mit navn på.

Vi kom så ind og blev scannet og resultatet var det samme som dagen før, så de syntes at vi skulle have sat fødslen igang, det var jeg dog ikke klar på.

Vi blev så sendt tilbage til vores stue med beskeden om at vi skulle tage en beslutning, jeg ville gerne vente og min kæreste støttede mig i den beslutning.

Men så lige pludselig begyndte fostervandet at sive igen, jeg var grædefærdig og sagde til min kæreste at nu synes jeg at vi skulle stoppe nu.

Vi ringede efter sygeplejersken og fortalte vores beslutning, og kort efter kom lægen ind og sagde at hun synes at det var en rigtige beslutning vi havde taget, selvom det var svært.

Jeg blev så sat igang med stikpiller samme eftermiddag og dette fortsatte de så med indtil fredag morgen og der skete bare intet, men så fredag morgen kom der en overlæge og snakkede med os.

Han ville lige lægge to stikpiller mere op og hvis der ikke var sket noget indenfor de næste 3 timer skulle jeg have lagt et kateter op hvorpå der sad to balloner der skulle fyldes med saltvand.

Der skete intet, så jeg fik lagt kateteret op og et par timer senere får jeg veer, jeg har så veer hele aftenen og natten og kl. 4 om natten ringer jeg efter sygeplejersken og fortæller at jeg har haft veer hele natten og at epiduralen ikke virker, men hun kan ikke give mig noget, så jeg må bide smerterne i mig.

Kl ca 4.45 ringer jeg efter min kæreste som ligger derhjemme og sover, han kommer så ca 20 minutter senere, og da han var kommet stoppede veerne og jeg fik blundet de næste 3 timer.

Så kommer der en læge og en sygeplejerske ind for at høre hvordan natten var gået, og jeg fortæller så at jeg ikke har haft veer de sidste 3 timer, men at jeg godt kan mærke at det trykker lidt forneden.

Lægen undersøger mig så og siger at han også er på vej ud, hun får så tømt ballonerne og hevet kateteret ud og så skal jeg lige give det sidste pres og så var Lucas født.

Han kom over til min kæreste med det samme og han var helt som han skulle være, ingen misdannelser eller noget.
Moderkagen sidder fast, så jeg bliver kørt over på operationsgangen og får en udskrabning.

Det er den mest ubehagelige oplevelse jeg har haft, jeg kunne mærke at de var helt oppe omkring navlen og det var som om jeg ikke kunne få luft og jeg blev dårlig og kastede op.

Da det så var overstået kom jeg tilbage på stuen hvor min kæreste ventede på mig og Lucas var blevet svøbt i et tæppe.
Vi fik taget billeder af ham og jeg havde ham også oppe ved mig, sygeplejersken tog hånd og fodaftryk af ham.

Vi valgte at få ham begravet på de ukendtes gravplads, jeg kunne ikke klare det, jeg var i chok.

Jeg tænkte på mine to andre unger og ville bare gerne hjem til dem.
Jeg kom hjem samme eftermiddag og græd meget, men mest når ungerne var kommet i seng for så kunne tårene få frit løb.

Det er det sværeste jeg nogensinde har måtte gøre, han var min søn og han skulle være blevet i min mave og have vokset sig stor i 4 måneder endnu.

De næste dage kunne jeg ikke spise og jeg græd meget, men følte ikke at jeg fik hjælp, heller ikke selvom min kæreste godt kunne se at jeg græd kom han ikke hen til mig og trøstede mig og det gør han faktisk stadigvæk ikke.

Han nævner ikke engang Lucas og fejer mig ligesom af hvis jeg nævner hans navn, jeg ved godt at det er svært for ham også, men jeg har brug for at han er der og fortæller at han stadig elsker mig.

Jeg tror at jeg har brug for noget hjælp, en at snakke med for jeg har mange uløste ting jeg bare går med og ikke får snakket om.

Knus Laila – Mor til Nicolai 260603, Sara 260905 og englen Lucas 030207