Jeg har mistet min moster og svigermor

Jeg har lige brug for luft.

i oktober mistede jeg min svigermor. Hun faldt pludselig om en morgen med en blodprop i hjernen. Hun blev 60 år gammel. Det var alt for tidligt. Jeg savner hende voldsomt og kan indimellem blive helt sur på hende fordi hun “bare skred” når vi var så mange der havde brug for hende selvom min fornuft godt ved hun jo ikke havde planlagt det..

I fredags falder min moster om med en hjerneblødning. Hun kommer på sygehuset da hendes søn (min fætter på 19 år) er kommet ind af døren 3 minutter tidligere og derfor giver førstehjælp og ringer 112. På sygehuset bliver hun erklæret hjernedød.
Jeg bliver ringet op kl 01.40 og får det af vide af min søster. kl 14.45 lørdag slukker vi for respiratoren. Det var så surrealistisk for hun var jo stadig varm og hendes hjerte slog! Men hun ville aldrig vågne igen. Der var ikke noget blod eller skrammer. Hun lignede bare sig selv og jeg ventede bare på hun slog sine kæmpe store hasselbrune øjne op igen.

Vi er en MEGET lille familie (min mormor, moster, fætter, mor, søster og jeg) og derfor har min moster været en ligeså stor del af mit liv som min mor og min fætter har altid været min lillebror.
Lillebror står nu alene uden forældre eller søskende i et købt hus der skal afvikles og med en bil der er lån i og ALT det andet kaos, som 19 årig ! Det er fandme ikke fair !
Min moster blev 55 år. Jeg savner hende så meget at jeg har fysisk ondt og slet ikke fungerer lige nu..

Min morfar døde i 1995 af en aneurisme i maven og nu er min moster så død af det samme bare i hjernen. De er arvelige.
Jeg er pludselig blevet SÅ bange for at miste alle omkring mig. Jeg har sendt min mor til lægen og krævet at hun bliver scannet for at se om hun har samme fejl i sine hovedpulsårer i hjernen eller i maven og så skal både jeg, søster og lillebror også undersøges og blive det med ca. 5 års interval pga. arvelighed.
Jeg har pludselig fået en kæmpe frygt for min mor er “den næste”. Om natten kan jeg vågne ved jeg ligger og holder så hårdt fat i min kæreste at han vågner af det fordi jeg er bange for han forlader mig. Jeg er bange for at stå i den situation som hans far stod i i oktober og efterlade vores børn i den situation min lillebror står i nu. JEg kan slet ikke være i min krop nogengange af angst for at skulle igennem det hele igen.

Min farmor ligger på hospice så jeg VED jo det ikke varer flere år før jeg skal igennem hele møllen en gang til, men jeg tror ikke jeg kan.

D. 18. oktober 2013 bar jeg min svigermor ud af kirken
D. 18 januar 2014 bærer jeg min moster ud af kirken.

Jeg har ikke brug for ynk eller gode råd som sådan. Nok bare brug for at høre at det er okay jeg har det som jeg har det og at det er forståeligt. Og en helveds masse kram.. :græder:

– En meget trist Katti