Jeg kender også en som..

I har sikkert alle prøvet det – der sker noget i ens liv, godt, skidt, midt imellem og når man forsøger at dele sine glæder og sorger bliver man mødt af et “jamen jeg kender også en som…”

For at tage to forskellige eksempler.

Jeg fortalte glad og lykkeligt (jaja små hjerner, så fornøjelser) at Tristan er helt vild og tosset med at taste på mit keyboard og så siger manden:
“Ja det var min min søsters søn også”

og

Jeg fortalte min stedsvigermor at vi har fået konstateret at Tristan er døv på det ene øre hvor til hun svarer “Ja det er min bror også.”

Det er alt sammen sagt i god mening, men helt ærlig.. er det for meget at man for en gangs skyld for et “Haha ej hvor godt” eller “Nej det er jeg da ked af at hører.”

Hvorfor er man tvangsindlagt til andre menneskers historier når man forsøger at dele en nyhed? Men er jeg den eneste der finder det irrterende?

Det værste er, jeg gør det selv! Helt ufrivilligt og bagefter undrer jeg mig; hvorfor æskede jeg op med det? H*n er nok pænt ligeglad med om min storetå også er 2.5 mm større end den anden!

Jeg undres ❓ _ ❓