Kort fødsel, men lang FB ;-)

Fødselsberetning.

Mandag 6/7-09:

Møder kl. 07.30 til igangsættelse. Havde fået afvide at jeg ville blive sat igang ved at få prikket hul på fosterhinderne, men da JM undersøger mig, opdager hun at der er en lille smule livmoderhals tilbage, som normalt ikke er nogen forhindring, men på mig vender den bagover, og kan give besvær når hovedet skal bevæge sig ned og lægge pres på livmodermunden, da hovedet så vil lægge tryk et forkert sted, og derved trække fødslen i langdrag og være mere smertefuld. Vi bliver enige om at en stikpille vil være en god ide, så den kan udslette den sidste lille del at livmoderhalsen. Jeg er lidt skuffet, da det jo betyder at der er længere tid til vi kommer “ordenligt” igang, men kan godt se at en lang og sej fødsel heller ikke er noget at stile efter.

Første stikpille bliver lagt omkring kl 9, og jeg skulle så ligge ned i 45 min og så kunne jeg ellers bevæge mig rundt… kl. 14 ville JM så tjekke om stikpillen havde virket. Tiden føltes meget lang, og jeg forsøgte hele tiden at mærke om der skulle være “gang i noget”, men ingenting skete der…kun nogle enkelte små plukkeveer uden betydning. En ny JM tjekkede mig kl 14.30, og intet overhovedet var der sket… frustrerende!!

Jeg fik kørt CTG i 45 min og får så lagt en ny stikpille. Skal igen ligge 45 min så pillen kan virke. Stadig kun nogle småplukkeveer. Pga lille fosteraktivitet, vil JM køre endnu en CTG og det ender hun så med at gøre 2 gange, så der ligger jeg i ca 1½ time. Plukkeveerne kommer med 6-7min mellemrum, men gør ikke ondt… de niver en smule.
Vi bliver sendt hjem med besked om at komme igen tirsdag morgen 7.30, til en ny omgang stikpiller. Hvis jeg begyndte at få lidt ondt skulle jeg bare tage nogle panodiler og et varmt bad.

Vi tager hjem til min mor (som bor i Gladsaxe), hun har børnene hos sig og bor noget tættere på end vi selv gør (vi bor i Karrebæksminde). Jeg er dybt frystreret, nu havde jeg jo lige sat mig op til at nu skulle det være, og så bliver vi bare sendt hjem…. øv! hos min mor får vi lidt at spise og sætter os ind at se fjernsyn. Jeg synes at plukkeveerne niver lidt, så jeg vælger at tage et par panodiler og lægge mig i min søsters seng og hvile mig… men der går ikke længe før jeg må rejse mig med voldsom tissetrang. Jeg lunter ud på toilettet og i det øjeblik jeg har tisset bliver jeg ramt af en meget slem ve… som bare ikke vil stoppe igen. Jeg får kæmpet mig vej ind til stuen, og kan huske at jeg brokker mig til min mor over at der ikke kommer nogle pauser… bare en lang ve! Min mor mener at vi hellere må komme tilbage på fødegangen, og Jonas forsøger at hjælpe mig i et par bukser, men jeg når kun lige at få dem op, da jeg pludselig føler at jeg står og tisser. Jeg siger at jeg vidst lige skal ud og tisse igen. Jeg når lige at sætte mig på toilettet,da jeg pludselig mærker pressetrang… jeg kan ikke tro det, og bliver ved at sige til mig selv, at presseveer ikke bare lige pludselig kommer.

Min mor opfanger hurtigt at noget ikke er helt som det skal være, og ringer efter en ambulance. Jeg sidder stadig på toilettet, jeg kan ikke rejse mig, da jeg ikke mærker veer, bare konstant smerte og pressetrang. Jeg kan høre ambulancen nærme sig, men det føles som evigheder før de er oppe i lejligheden. Båren kan ikke komme ind i lejligheden, så jeg er nødt til at komme ud til båren, der er placeret i opgangen. Den ene falckmand forsøger at møve sig ud på toilettet, men jeg sidder i vejen så længe jeg sidder på toilettet. Med en falckmand stående halvt oppe i en kurv med toiletruller og hygiejnebind, bliver vi enige om at tælle til tre,og så må jeg lave et lille ryk, så han kan komme ind. Det var smertefuldt,men det lykkedes. Den anden falckmand har fundet en kontorstol, som han vil køre mig ud til båren på, men jeg mener godt selv at jeg kan gå, når først jeg kommer op at stå. Jeg når lige akkurat ud i opgangen, før jeg må råbe at jeg mine ben ikke kan bære mig mere. Så der stod jeg så, med en falckmand i hver arm og fuldstændig splitter nøgen på understellet i en offentlig opgang…det kunne have været kønt hvis en af naboerne havde åbnet døren.

Mig op på båren, der bliver hurtigt aftalt at Jonas tager min bil og kører ud til hospitalet selv. Jonas tager en anden elevator ned,og kører i forvejen, for det krævede lidt at få mig på båren placeret ordenligt i elevatoren… dørene ville ikke lukke. Jeg ville så gerne ligge ned, men det kunne jeg ikke, for så kunne båren ikke være i elevatoren og derudover måtte falckmændene stable deres tasker ovenpå mig, for at vi kunne være der.

Vi når ud i ambulancen, og den ene falckmand giver sig til at måle blodtryk og puls, imens den anden forsøgte at give mig en maske med ilt… jeg endte vidst nok med at splitte det hele ad, og de blev hurtigt enige om at de nok bare måtte se at komme afsted. Jeg bliver ved at sige til den falckmand omme ved mig at det presser helt vildt, han siger at jeg ikke må presse… Jeg siger noget i retning af “det er sgu da ikke mig der presser DET presser!”… han løfter tæppet og kigger mellem mine ben, han ser helt forskrækket ud og råber til falckmanden der kører at han altså kan se hovedet… og så skal jeg ellers love for at der kom fart på ambulancen… Falckmanden bliver ved at kigge under tæppet, og tæller ned, til hvornår vi er der… da vi er nået ca halvvejs overvejer falckmændene et øjeblik at stoppe ambulancen og så må jeg føde hvor vi er, men jeg bliver bare ved at gentage at jeg ikke vil føde i en ambulance… de forstsætter så, og mig og falckmanden gør vores ypperste indenfor vejrtrækningsøvelser.

Efter 8 min hastig ambulance kørsel ankommer vi til glostrup sygehus, og jeg tror at falckmændene glemte at man skal hive i nogle sore for at åbne døre, for de løb bare ind i dørene, så de åbnede… da vi kommer op på fødegangen begynder falckmændene bare at råbe efter personale, og pludselig kommer der jordemødrer løbende alle steder fra. Jeg bliver kørt ind på en fødestue, en JM kiggerpå mig og siger at jeg nok bare hellere må blive på båren… pludselig kommer der EN PAUSE… men første pause siden det her helvede startede… den varede ca 1 min, men var lige nok til at 4 mand fik hevet mig hen på fødebriksen istedet for båren. Døren går op en masse gange, og mennesker render ud og ind, hver gang døren åbner kigger jeg over indtil jeg ser et par sandaler jeg kender… Jonas er kommet, han nåede det. Fosterhinden springer og ud kommer Meliza i et enkelt pres. JM ligger hende op på mit bryst og bliver ved at sige “er hun ikke fin”, “nej hvor er hun sød” osv… Men det eneste jeg kan sige er at jeg altså slet ikke kan forholde mig til det lige nu! Mit hovedet var slet ikke med…

Jeg ankom kl 21.40 og kl 21.43 er Meliza født.

Der bliver tilkaldt børnelæge til Meliza, som skalder helt vildt i huden, og de mistænker at forstevandet har sevet over en længere periode, så hun skal have lavet en infektionstest, men den kan de først lave dagen efter, så der røg den ambulante fødsel… men det havde den gjort alligevel, for da moderkagen fødes mangler der et stykke, så jeg skal overvåges minnimum natten over for feber. Vi venter omkring 2½ time på at få Meliza målt og vejet, da der er travlt på fødegangen… hun vejer 3550gr og er 53 cm lang. Efter 4 timers ventetid kommer vi på barselsgangen. Meliza sover næsten hele det første døgn, og sover stadig meget… jeg har haft nogle slemme efterveer, som jeg fik en masse smertestillende for ude på sygehuset, men efter 1½ døgn var det værste overstået.

Meliza sover meget, og sutter godt… hun skal dog holdes vågen når hun bliver ammet, for ellers lægger hun sig bare til atsove med det samme. Hun har sine vågne øjeblikke, hvor hun er meget VÅGEN, og rigtig kigger rundt og studerer alting… indtil videre et meget nemt barn.

Min ældste (Phillip) fik lidt “krisehjælp” af min mor, da han havde været vidne til alt det hjemme hos min mor… han holdt sig vågen til at besøge os på fødegangen efter fødslen, såhan kunne være sikker på at alting var helt ok! Og så synes han at det var enormt sejt at hans mor var kørt med udrykning i en gul ambulance med grønne “målstreger” på siderne… he he

Begge store søskende er meget stolte over den nye lillesøster. Phillip var den mest besøgende på hospitalet og Cille jublede over at Meliza også skulle med hjem… Meliza blive møsset og krammet hele tiden… det er rigtig dejligt! Synes det er lidt hårdt, når man ammer, så det er rart med lidt ekstra hjælp (Jonas,Meliza’s far) her de første 14 dage…

Det var lige en FB herfra… en meget kort fødsel blev til en meget lang FB… utroligt…*G*

---

PICS! (bare lige lidt fra mobilen…)

det første billede af Meliza ca 45 min gammel…

5 dage gammel…

første bad…