-
Indlæg
-
Ja hvordan tacklede din kæreste fødslen??
Græd han? Besvimede han?
Ja fortæl fortæl hvordan han støttede og bakkede dig op, og hans reaktion bagefter??Dumt spørgsmål men synes jeres mænd ikke at i var helt vildt seje bagefter og beundrede jer?
Meget køligt græd ikke, men var rørt 😉 Han tog det hele fint og afslappet og forsøgte, at behage mig vidt muligt
@Noname wrote:
Dumt spørgsmål men synes jeres mænd ikke at i var helt vildt seje bagefter og beundrede jer?
Jo, Jonas var meget stolt.. Mest fordi jeg ikke brokkede mig, ingen smertelindring fik og bare tog det hele i stiv arm.
Han har også sagt her efter vi er gået fra hinanden, at han stadig “praler” med mig.. Haha 😆
Så vildt er det jo ikke, der er jo mange kvinder der føder hver dag uden nogen probs 😀
Min kæreste var ærligt talt en skuffelse… 🙁
Mens jeg havde udvidelsesveer og lå i badekarret og kæmpede (jordemoderen var der ikke, så vi var helt alene) sad han op af væggen og sov. Jeg havde virkelig brug for en der støttede mig og sagde at det gik godt osv.
Han vågnede først op da jordemoderen kom ind med noget morgenmad til ham.Heldigvis kom min mor inden presseveerne. Hun sad ved min side og holdt mig i hånden og bakke mig op. Manden sad bare på den anden side af karret og var tavs som graven…
Da Alexander så var kommet til verden, var han dog helt anderledes. Han var bare så stolt af den lille klump der var kommet ud og sad ligeså forsigtigt med ham og gav ham også det første tøj på.
Meeen – kunne godt have brugt noget mere støtte og opmærksomhed fra ham under forløbet. Godt jeg havde min mor med…
Ved Emil´s fødsel var min mand meget støttende og lidt stille. Jeg tror bare han sad og sugede det hele til sig. Han var rigtig god til at hjælpe mig når jeg bad ham om noget og han holdt mit ene ben da jeg skulle presse. Han var god til at få mig op igen når jeg ikke mente jeg kunne mere.
Da Emil kom ud var det min mand der fortalte mig, at vi havde fået en dreng og han klippede selv navlestrengen.
Men det største var dog da Emil havde fået tøj på og lå ved mig. Så kom min mand hen, bøjede sig ned over mig og hviskede “Tak” i mit øre. Dét var stort!Da Mathilde blev født gik det hele så stærkt, at han kom til at stå lidt i baggrunden inde på fødestuen. Men inden vi kom så langt var han helt super til at hjælpe mig med mit tøj og massere min lænd.
20369 Indlæg@Noname wrote:
Dumt spørgsmål men synes jeres mænd ikke at i var helt vildt seje bagefter og beundrede jer?
Jo min mand var rigtig stolt af mig. Han siger at han begyndte at elske mig paa en helt anden maade efter han saa hvad jeg gik igennem.
Min mand tog begge fødsler rigitg flot 😀 Under kørslen til hospitalet var han meget bekymret for mig, og nussede mig under hele køreturen så godt han jo nu kunne med 180 km. i timen på motorvejen… 😀
Og begge gange har han været på fødestuen under hele fødslen, hvor han har opvardet mig, og givet mig lige hvad jeg ønskede, så som vand, kold klud på panden osv. 😀 Han har været alletiders støtte for mig begge gange, og har også været meget følelsesladt begge gange 😀 Kunne ikke forstille mig en bedre støtte til mig under en fødsel 😀Emil var rigitg godt til at støtte og rolige mig i hånden når veerne var værst.. og holde om mig når jeg ude og gå rundt.. 🙂
Men da det endte i kejsersnit ville han ikke med ind, så det var i mor.. Og det har vi det alle fint med..Under selve veerne sov han 🙂 trætte trætte mand.. men der havde jeg så min mor, men da presseveerne kom, stod han ved min side, og roste mig osv 🙂 da marcus endelig kom ud, græd han self af glæde 🙂
min kæreste var der 100 procent hele vejen, han var så sød og dejlig.. han gjorde alt hvad han kunde for at det skulle blive lettere for mig… nu havde jeg ikke lige den nemmeste fødsel men han var rigtig stolt af mig.. og da han fik wictor i armene så kunne han ikke holde tårene tilbage, og det kunne han heller ikke da han ringede til familien og fortalte at han endelig var kommet ud… det er den største oplevelse og bedste oplevelse vi har haft sammen.
Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.