Min fødselsberetning!

Tjae jeg sidder og stener lidt, og ved ikke helt hvad jeg kan give mig til.
Fandt så frem til jeg kunne skrive min fødselsberetning, da jeg alligevel skal have den skrevet til Lokes nye hjemmeside.

Jeg vælger at skrive den herinde, da der er en del der ikke ved hvorfor jeg havde sådan en dårlig oplevelse med fødslen af min søn.

Noget tid før jeg overhovedet blev gravid fik jeg et forfærdeligt smæld i ryggen. Det gjorde utroligt ondt, og jeg fik at vide min iskaris nerve sad i klemme. Derfor fik jeg nogle muskelafslappende piller.

Da jeg blev gravid mærkede jeg ikke så meget i starten, men som der kom lidt mave og mere vægt begyndte smerterne igen at tage til.
Jeg fik igen at vide det var min iskarisnerve, og ellers henvist til fysioterapeut.

Han mente ikke at det var den nerve, da der ikke skete nogen forbedringer, men der i mod at det kunne være en diskus prolaps..

Huh?! Jeg anede ikke hvad det var, men nævnede det for min læge der slog det hen.

Efterfølgende kom jeg til noget varmt vands gymnastik for de med rygskader, da det skulle have en positiv effekt. Desværre havde det det ikke. Efter noget tid havde jeg meget slemme smerter i mine baller, lår, ben og fødder. Jeg kunne faktisk ikke rigtigt gå. Derfor fik jeg et par krykker.

Jeg måtte holde med varmt vands gymnastikken, og ellers prøvede jeg bare at slappe af derhjemme. Jeg kunne ikke andet, for alt gjorde faktisk ondt. Der gik ikke en eneste dag, hvor jeg ikke græd over de skide smerter. Jeg havde aldrig oplevet noget lignede.

Jeg tog så til min egen læge igen, og fortalte det slet ikke kunne passe jeg skulle have så ondt. Hun kontaktede derpå Give rygcenter. Jeg kunne ikke få en MR scanning før i sidste trimester, da det ville kunne have skadelig effekt på den kommende baby.

Jeg var derfor under graviditeten indlagt på barselsgangen til smertebehandling. Det var meningen jeg skulle være der de sidste 8 uger af min graviditet. Desværre blev jeg syg af den medicin de gav mig, og da de sagde jeg skulle have morfin dagligt takkede jeg nej. Det ønskede jeg ikke at udsætte baby for, og så kunne jeg lige så godt slappe af hjemme, som på sygehuset.

Da jeg langt om længe fik en MR scanning i starten af Juli, viste den ikke bare en, men faktisk hele to diskus prolapser. Den ene var af så voldsom karakter de ville have jeg skulle tage en beslutning om operation før eller efter min fødsel. Men at jeg skulle have PKS.

Jeg valgte at jeg først ville opereres efter fødslen, da jeg ikke havde lyst til at komme i fuld narkose, så det kunne have en dårlig effekt på baby. Nu havde jeg også gået så længe med disse voldsomme smerter, at jeg mente jeg godt kunne overkomme den sidste tid. Men den ene diskus var simpelthen kommet af jeg havde haft den anden så længe!

Jeg var så til en snak med overlægen på kvindeafdelingen, og der fik vi snakket diverse ting ud om et KS. Hun ringede nogle dage efter, og gav mig datoen. Den 26 Juli skulle jeg være mor, og se min dreng for første gang. (Min termin hed ellers 3 August 2006)

Hvor var det dog bare vildt.. Jeg havde datoen for hvornår jeg skulle se min søn. Det havde jeg meget svært ved at opfatte, så der var både glæde og forvirring.

Den 14 Juli mødtes vi med min bror, svigerinde + deres børn. Hun ventede deres nr. 5. Vi var ude, da der jo var “godt vejr”. (Jeg syntes det var uudholdelig). Men jeg orkede ikke rigtigt. Jeg var meget udkørt, og jeg følte faktisk hele tiden jeg skulle tisse, så vi tog hurtigt hjem.

Resten af dagen, og natten gik ellers med jeg så rendte på toilettet og skulle tisse gentagne gange..

Om morgenen ved 7 tiden vågnede jeg. Jeg troede jeg tissede i sengen.. Jeg tænkte faktisk “Great nu pisser jeg fandme også i sengen”. Jeg kiggede lidt på Anders, som sov så sødt. Jeg blev enig med mig selv om jeg ikke ville vække ham.. Jeg havde sikkert kun plaskede min egen del til.

Jeg rejste mig så for at gå på toilettet, og i bad. Da jeg rejste mig stod der bare en stor skylle ud af mig, og jeg kunne se slimproppen i sengen.
Jeg stivnede helt, og så fik jeg ellers vækket Anders.

Jeg sagde til ham “Skaaat.. Vandet er gået”, og han kiggede træt på mig “Hvaffor noget vand?”.. Det gik så ellers op for ham hvad jeg mente, og han for op.

Egentlig tænkte jeg noget så dumt som hvis jeg gik ud på toilettet så ville gulvet blive vådt (Det var trægulv). Men Anders stak mig telefonen, bad mig gå ud og sidde på toilettet og ringe til fødegangen, for at høre hvordan og hvorledes.

Da den var ca. 7.20 ringede jeg så til fødegangen. De bad mig komme med det samme, og sagde vi skulle holde fødselsdag i dag. De ville gøre klar til kejsersnit, når nu jeg skulle have det grundet min ryg.

Både Anders & jeg var vildt forvirrede, og tasken der i ugerne inden var pakket utallige gange skulle altså findes frem nu.
Jeg begyndte så småt at få veer, og satte mig mens Anders gjorde det sidste klar.

Da vi var klar måtte jeg fumle mig ned til bilen med mine krykker, og ellers i smerter af både ryggen, og de begyndende veer. Anders & jeg kiggede smilende på hinanden i bilen mens jeg sagde “Nu skal vi sgu være forældre skat”.

Det var meget underligt. Vi var begge glade, men samtidig meget nervøse over det der nu skulle ske. Jeg havde jo endnu ikke snakket med en narkoselæge ang. kejsersnit.

Turen til sygehuset varede ikke mere end 5 minutter, så vi var på fødegangen ca. kl. 8.

Der blev taget i mod os, og så fik vi ellers en stue at vente lidt på. Der kom så en JM der tjekkede at det var vandet der var gået, og det var der så ingen tvivl om, da det stadig løb ud af mig.

Hun satte også en målende dims på (Har glemt hvad de hedder) for at tjekke Lokes hjertelyd. Men vi fik intet fortalt om kejsersnittet, kun at der ikke var gjort klar og vi lige skulle vente lidt.

Da de var færdig med at køre den der streg fik vi så vores egen stue.
Veerne tog til og jeg begyndte at få meget store smerter om i ryggen.
Der kom så en JM og lagde drop og kateter. Der var kl. 9 ca og vi fik at vide, at nu var det snart vores tur.

Men tiden gik.. Smerterne blev større og større. Ikke blot ve smerterne, men min ryg. Det gjorde afsygeligt ondt, så Anders hev flere gange i snoren.

Når der endelig kom en JM blev vi blot spidset af med den ene eller anden undskyldning. Og fordi jeg græd fik jeg den ene gang at vide “Det er din egen skyld, træk vejret ordentlig så holder det”..

Jeg tænkte bare mit, og græd endnu mere. Helt ærlig var de der ikke for at hjælpe. Det her var jo helt urimligt.

Min søster & min mor ringede. De kunne høre hvor store smerter jeg havde, og de ringede så begge til fødegangen. De sagde at nu skulle jeg altså have det KS før det gik mere galt end det allerede var!

Dernæst kom der en JM ind. Ikke for at hjælpe mig, men blot for at skælde ud. Hvad fanden bildede min familie ind at ringe og sige, hvad de skulle foretage sig.

Mine smerter var nu så store, at jeg faktisk lå og skreg mens benene bare havde deres helt egen rytme, og min ryg føltes som om den ville blive rykket i stykker.

Kl.15 ca kommer der så langt om længe en ny JM der vi endnu en gang hiver i snoren. Hun ser mig have en ve, og siger “Du skal til nu”.. Det var simpelthen det jeg havde ventet på at høre alle disse timer.
Hun går så ud for at ringe efter en portør.

Der sker bare ingenting.. Der kommer ingen portør, så hun ringer endnu engang. Hun mener det tager alt for lang tid med den tilstand jeg er i, og derfor beslutter hun at hun sammen med Anders selv vil køre mig på operationsstuen..

Pga. jeg er blevet udsat for ventetiden, og veerne som jeg slet ikke må have og min ryg der er helt ødelagt skal det være AKS. Eller det er hvad det udvikler sig til. På operationsbordet skriger jeg stadig og jeg bliver bundet fast på både hænder & fødder og skriger efter de skal slå mig ud med narkose NU!!

Da jeg vågner op igen er jeg helt rundt på gulvet. Jeg har store smerter foran og stadig i min ryg. Jeg ligger på opvågningstuen. Pludselig hører jeg Anders. Så ved jeg hvad der skal ske, og hvad der er sket.
Jeg er blevet mor & skal møde min søn for første gang.

Anders bliver fulgt ind til mig af en sygeplejerske, og i sin favn har han vores søn. Jeg bliver helt grædefærdig da jeg ser Anders. Det hele er bare så følsomt, og jeg er stadig små omtåget efter narkosen.

Han rækker mig Loke, og jeg er bare ved at tude. Han er den dejligste lille skabning. Ikke særligt stor, men helt tilpas. Anders fortæller mig hvad han vejer, måler & hvornår han blev født. Det var simpelthen det største øjeblik i mit liv og jeg blev på et sekund forelsket i min lille Loke <3

Loke sammen med sin far -16 minutter gammel.

Det første billede af Loke & mig. Det er tydeligt at se glæden.

Uha det endte med at være en laaaang beskrivelse. Håber nogen kommer helt hertil.
Da jeg ikke måtte have veer, og endte med at have dem i næsten 8 timer og jeg faktisk i væreste tilfælde kunne blive larm har jeg klaget over deres behandling. Så lige nu har jeg gang i en sag mod fødegangen. Der kan gå lang tid før der kommer en afgørelse. Men det der skulle være mit livs bedste oplevelse, endte med at blive et af mit livs væreste!
Selvom jeg havde alle de smerter både gennem graviditeten og fødslen, og efterfølgende. Så kunne jeg ike undvære Loke for noget som helst. Han er det bedste i denne verdenen. <3