Min mormor er død (langt)

Handlingsforløb:
13/5-07. Min mormor har sovet ude hos sin yngste datter, de står op og spiser morgenmad, alt er fint. Så går min moster i bad. Mens hun er der hører hun et bump. Hun skynder sig ud og finder min mormor siddende på gulvet. Hun spørger til hvad der er, min mormor siger så at hun har det som om hun skal kaste op og hun har voldsomt ondt i den ene skulder. Min moster bliver nervøs og ringer trods protester fra min mormor til min morfar, han og min moster beslutter så igen med protester fra min mormor at ringe efter ambulancen. Falckredderne ankommer, tager en EKG på min mormor, alt ser fint ud, men de beslutter sig alligevel at tage hende med til tjek på sygehuset.

I ambulancen giver de hendes noget pulsnedsættende medicin, pludselig bliver det kritisk da hendes puls falder alt for meget, så resten af turen foregår med fuld udrykyning.

Hun kommer så ud på afdelingen og kommer til tjek hos en læge. Hun tjekker så min mormor og siger alt er fint, så de begynder lige så stilel at gør klar til at gå. Men i det samme kalder lægen dem tilbage, hun har set forkert. Det ser faktisk rigtigt skidt ud. Og min mormor skal med det samme opereres, en lang og meget risikabel og kompliceret operation, der vuderes til at tage mellem 5 til 12 timer. De får hendes åbnet og et stykke af det ene at de seks lag der beskytter hovedpulsåren er bristet, de udskifter så 5 cm af den og efterfølgende får vi at vide at operationen er gået udover alt forventning, så vi ånede lettede op der søndag aften og tog stille og roligt hjem og sov.

Min mormor havde været nedkølet undr operationen, så hun skulle holdes kunstigt i søvn indtil mandag ved middagstid. Da klokken var ca. 11 mandag begyndte de ligeså stille at tage sovemedicinen fra hende og de ventede og ventede men intet skete. De kører hende så til scanning og det ser alt andet end godt ud, der er overhovedet ingen hjerneaktivitet. Lægerne vælger så at tilkalde en ekspert indefor området, så vi sad hele familien og ventede på han kom med sin vudering. Hans konklusion var at der intet var at gøre, min mormor var klinisk død (hjernedød), og selv med respirator ville hun dø i løbet af et par dage, så vi valgte naturligvis at slukke for den, da der ikke var nogen grund til at trække det i langdrag.

Det var så smukt (forstå mig ret, det var virkelig trist) da vi hele familien stod inde og holdt min mormor i hånden, snakkede med hende, nussede hende i håret osv da de slukkede for respiratoren. Det var selvfølgelig også hårdt, men jeg er så glad for at jeg fik sagt ordentlig farvel. Og det var ren held jeg overhovedet var i Aalborg. Det vfar meningen at vi skulle hjem i den weekend, men så kunne vi ikke låne bil og jeg havde indstillet mig på at være hjemme. Men min mor blev ved med at hive i mig og det endte med min bror tog bussen her over og hjalp mig hjem i toget med de to små. Senere sagde min mor så at det var mærkeligt, fordi hun havde haft sådan en grim følelse af at jeg bare SKULLE komme i netop den weekend. Synes SQ det er creepy.

Er stadig i chok. Det gik jo så hurtigt. Min mormor var lige blevet 67 år, arbejdede stadig, havde også været på arbejdet om fredagen og vupti er hun væk.