Når barnet kommer ud..

Den følelse jeg fik er svær at forklarer fordi jeg følte så meget på en gang.

Lige det han smuttede ud tænkte jeg nok mest “hvad er det?!” fordi her var den her fedtede, blodige, underligt-i-hudfarven klump som jm holdte op. Jeg grinte hysterisk af lettelse over at det ovre, af udmattelse og stotlhed over at jeg f*ndme gjorde det!

Men da hun lagde ham på maven var moderfølelsen der med det samme. Jeg kunne dog ikke at fatte at noget jeg havde “lavet” var så umådeligt sødt og nuttet. Men igen, adrenalinen kørte på højtryk og jeg sejlede rundt i en rus af lykke.

Da jeg blev kørt væk for at skulle sys var jeg stadig i den lykke rus. Jeg ville bare tilbage til min kæreste og vores nye søn. Men jeg lå på intensiv med Tristan i armene var der ingen tvivl, han var min!

Men alligevel, selvom jeg øjeblikketligt følte at den skrigende klump fosterfedt 😆 var min, så har jeg stadig skulle lærer ham at kende. Han er jo virkelig nu, ikke bare en puffen i maven og en grå klat på en skærm. Han har ansigts udtryk, lyde og personlighed som jeg også lige skal vænne mig til.

Så jeg vil sige – moderfølelsen var der, men jeg skal stadig igennem de næste mange år lære min lille knægt at kende. Faktisk tror jeg han konstant udvikler ham, så kende ham helt kommer jeg nok aldrig til 😀