Når besteforældrene er ens naboer

ja, so overskriften lyder, så bor mine forældre ca. 60 m her fra, det eneste hus vi er nabo til.
Og så til det der med børneopdragelse, og at sige nei. Jeg er mere eller mindre alene mor, da min udlanske kæreste ikke har nogen arbejds og opholdstilledelse i øjeblikket.
F.eks. Vil jeg gerne have min datter drikker mælk til f.eks aftensmad. Både her hjemme og hos dem. Hun beder altid om saftevand, hvor jeg så siger nei. Så spørger hun bestefar om saftevand flere gange, hvor hun så får saftevand. De svarer mig igen, at “det gøre ikke noget”.
Sådan er det med mange ting. Jeg opdrager på min måde, som jeg syntes er bedst. Her i aften er hun med min mor til babetistemøde i missionshuset. Min far ringede og fortalte mig det ½ time efter de var taget afsted. Det er nu knapt 1 time siden hun skulle have været i seng, og er ikke kommet tilbage. Ved at min datter har plaget om at komme med, og min mor har givet efter. Havde de spurgt mig, havde jeg sagt nei, til at hun skulle med, hun er kun 3 år.

Hvordan er det hos jer andre, er jeres forældre lige så “forstyret” af bønebørnene? Hvad ville i gøre?

Jeg har ikke brug for at de opdrager hende, men det ville gøre det nemmere for mig, om vi var på samme side, når det kom til at sætte grænser og gøre som mor plejer.