Når man som papmor skal være mor!

Min kæreste og jeg har drømt barn meget længe – men noget stopper mig (udover den detajle, at vi skal giftes om 9 mdr – så ingen fødsel der 😛 )

Men jeg har en sød, kærlig og ja, jeg kunne blive ved med søde ord om min papdatter, men hun er jo ikke MIN – og jeg ser hende ca. hver 3. weekend, ferier mv.
Jeg har meget svært ved at begrebsdefinere mig selv overfor hende!

Problemstillingen ligger i, at jeg bekymrer mig meget omkring det at skulle være mor til mit EGET barn – og så være bonusmor ved siden af. Jeg ved jo, at der vil være en forskel på mit eget og pap følelsesmæssigt for mig. Og meget egoistisk 🙁 så ser jeg ikke min papdatter som være kommende storesøster til min fremtids børn.
Min papdatter deltager eksempelvis ikke i fødselsdage i min familie eller i min kærestes familie medmindre det lige passer ind med en bonusweekend, og hun har heller ikke været med mig og kæresten på alle vores ferie, men kun lige, når det har passet ind i hendes mor og vores kaldender – men når jeg selv sidder og reflektere over det, så vil vi jo ikke kunne fortsætte på den måde, når vi selv får barn/børn – ( det er meget svært at forklare – undskyld). Men hvis det fortsætter på den måde med at hun deltager, når det passer, så føler jeg mig som en helt ond stedmor overfor hende, fordi der vil bliver gjort forskel. Samtidig føler jeg ikke ,at jeg kan få hende meget tættere ind i mit liv, når vi ses så “sjældent” (kan der ikke laves om på).

Håber der er nogle, der har noget rigtig fornuftigt at sige til mig 🙂 for har brug for jeres råd, meninger mv.

jamen jeg syntes det er fint du er ærlig men mon ikke du lige skal overveje det igen har du aldrig hørt det udtryk der hedder hvis man tager mor/far så tager man hele pakken