Nøddebrune øjne.

Ok, tøser.. jeg er nødt til at få luftet mit sind. Løftet en sten. Deler lige min ulykke med jer. Mit savn.

Den smukke fremmede, jeg har kendt i 5 år, han oser af sex. Uhmn, skøn aroma. Sammenknebne nøddebrune øjne. Med en udklækket gnist. Mystik, men spænding. Markant næse. Der leder vej ned til et sæt kyssefyldige læber. Indrammet af smilefolder. Som efter sigende beretter om, at mennesket har, hvad han behøver. Under, har en svag kløft bo i hans hage. Ledende ned til en tonet hals. Fremstruttende krageben og brede skuldre. Herunder stopper fantasierne såmen heller ikke. Manden må være fuldendt. Kropsdækkende gys bruser henover en kvinde i hans selskab. Bliver mindet om at ville være kvinde. En stolthed jeg nært har forlagt mig. Af ren indlevelse i moderrollen.

Faktisk har jeg mange gange været i tvivl om, hvilken rolle han har i mit liv. Vi har altid kunne hygge os sammen. Fantastisk kemi. Og lysten til sexen. Hænger som en magnet på mig. Fordi vi hver især har truffet et valg i fortiden, om ikke at være sammen, så er nysgerrigheden ikke ligefrem svækket. Det forbudte. Men jeg tror aldrig, at jeg har gjort det helt klart for mig selv, hvorfor egentlig ikke. Jeg har trods alt været pjattet med ham, siden et af vores første møder. Han virker interessant, fordi han virker sexet. Så let at omgås, fordi han også er kærlig. Men tiden har bare aldrig været moden nok til ham og jeg. Jeg er vild, når han er rolig. Og jeg er rolig, når han er vild. Jeg er i forhold. Så er han i forhold. Så jeg, igen.

Vi har holdt kontakten mobilt igennem årene. Og han kontakter mig da også efter, at jeg er blevet mor. Hvor jeg faktisk står alene med alt. Lige fra økonomisk til følelsesmæssigt. Så jeg svarer ham, at jeg også savner ham. For det er sandheden. Kian bliver passet. Vi mødes. Alt virker så naturligt. Så roligt. Vi spiser. Sludrer. Hygger med vin. Havner i soveværelset. Selvfølgelig sammen. Første gang. Og dagen efter venter drømmemanden spændt i min lejlighed, til jeg er tilbage med Kian. Deres første møde. Jeg ved, at Kian ikke altid er lige let medgørlig. Slet ikke i et møde med nye ansigter. Men af en eller anden årsag intet problem her. I selskab med lige præcis det her ansigt. De er lidt pjattede sammen. Den fremmede er pludselig mild i hans stemme. Og Kian viser dyb begejstring i en høj omgang pludren. Jeg, som sidder på sidelinjen, kan slet ikke forstå, hvad her sker. Jeg har ikke set den fremmede sådan før. Faktisk slet ingen overfor Kian, sådan før. Så jeg ved ikke, om jeg måske går hen og bliver lidt skræmt. På den mest mulige behagelige måde. Fordi her opstår følelser i mig, som virker voldsomt stærke. I øjeblikket vil jeg slet ikke have, at det ender. Men bagefter lever jeg i en hel anden tro.

Jeg vågner op i min seng, jeg kun deler med mig selv igen. Og om søndagene også med Kian. Min eneste rigtige mand, lige nu. Men siden jeg sidst har set den fremmede, har jeg manglet ham i nærheden af mig. Har efterladt en tomhed i mit eget hjerte, som gaber højt op. Så jeg er nødt til at se ham de sidste gange. Hvor jeg bør have forudset, at flere møder med ham bliver for virkeligt. At det ikke er den hverdag, jeg lige nu har mulighed for at vågne op til. Selvom jeg så frygteligt gerne vil. Kian fortjener min fulde kærlighed. Og mere kan jeg ikke give fra mig lige nu.

Fremmede, du er i mine tanker.