Så er vi hjemme!!

Ja så er vi hjemme igen. Mange tak for jeres krydsede fingre og tanker :).

Det hele startede tirsdag aften ved at han faldt herhjemme. Michael tog jo til lægevagten med ham, da han havde skreget i nogle timer, og kastede vildt op. VI var bange for hjernerystelse. De tog derud til midnat, og lægen mente bare det var omgangssyge..

Nå okay. De tog hjem. Han kastede op hele natten og dagen. Spiste intet. Alt kom op. Han blev slap. Lå bare og kiggede ud i luften. Kunne ikke komme i kontant med ham. Pludselig kastede han sådan noget sort noget op!. Michael ringer hurtigt til lægen, og jeg tager derop med ham.

Ligeså snart hun ser ham, siger hun at han skal indlægges. Han er alt for slap. Kigger lige ud i rummet. Har sorte rander under øjenen osv.

Vi tager så imod børneafdelingen. Da vi kommer derind kigger lægen på ham. Først konstatere vi at han har tabt næsten 1 kg på en månede. Derefter kan vi se at han har udslæt overalt. Lægen mener det kan skyldes den voldsomme opkast.

Inden vi skal hjem vil hun lige kigge ind i bleen. Der opdager vi så at han er helt hævet op. Hun spørger om det er normalt. Øh nej siger jeg så. Hun ringer efter en unokolog (staves). En knap så rar fyr.

Da han kommer, er Michael er lige smuttet ud for at ryge. Jeg sidder der så alene. Han tager bleen af ham og klemmer voldsomt på hans brok. Alexander skriger som en sindsyg. JEg kommer helt automatisk til at slå lægens hånd væk 😳 . Det var bare hårdt at se ham sådan.

Så kigger han på mig og siger “han har en brok. Den skal opereres ud. Hans tarm er sikkert død. Så den fjerner vi også”. Jeg blev helt lammet. Og begyndte at græde. Blev jo vildt bange. Han kigger så på mig som om jeg er mærkelig. Så kommer Michael heldigvis ind igen.

Herefter går det lidt stærkt. Han kommer op på sengen og får hospitalstøj på. De forsøger at tage en blodprøve. De kan ikke ramme åren, så står bare med nålen inden i hans arm. Så jeg tuder bare igen, mens jeg forsøger at trøste ham. Puha.

De beslutter sig for at tage prøverne igennem fingeren. Det gik bedre.

Vi bliver kørt op på stuen hvor vi venter på det er vores tur. Narkoselægen kommer. (ham der lage rygmarvsbedævelsen da jeg skulle have pigerne). En virkelig sød fyr :). Han forklarede os det hele. Eller prøvede. Jeg var så bange for det skulle ende i stomi.

Nå nu bliver det så vores tur. JEg tager mit lækre operationstøj på og går bagefter. Michael måtte ikke komme med, så ham sagde vi farvel til ude på gangen. Jeg fik lov til at sidde med ham imens de gave ham masken.

Puha. Jeg tudede bare så meget. Hvor var det dog grimt at gå fra ham der. Helt bevistløs.

Vi gik så ud og spiste imens. Jeg rystede helt vildt. Var så dårlig.

Efter 2 timer ringer de efter os. Der var en lille dreng der savnede hans far og mor :). (Der nåede bare at løbe mange tanker igennem hovedet på mig på de 2 timer! ).

Da vi kommer derover skriger han som en vild. Hans øjne er vildt. Han kan ikke kende os. Jeg får ham over. Prøver at trøste ham. Men han skriger som en vild. Sygeplejersken kommer med morfin og han falder straks til ro. Efter lidt tid sover han.

Så kommer lægen ind igen. Han er stadig ligeså dum som tidligere. Heldigvis forklare narkoselægen hvad der er sket:

Han har fået en brok i lysken/ved den ene testikkel. Der har siddet noget tarm i klemme, som ved bedøvelsen, selv trak sig ud. Så den er indtil videre ikke beskadet (skal vi holde øje med). Den ene testikkel var blevet snoet rundt, og var helt sort. De prøvede at dreje den tilbage igen men den var helt død. Så den måtte de desværre fjerne. Den anden testikkel syede de fast til siden og indimod midten, så den ikke kan gøre det samme.
De fjernede også den brok han havde fået.

EFter næsten 3 timer på opvågningen kommer vi tilbage på stuen. Jeg får en madras på gulvet. Der sover vi sammen.

Klokken 2 begynder han så at kaste op. Helt vildt. Han falder dog hurtigt i søvn efter han har drukket lidt igen.
Klokken 5 kaster han op som en vild igen. Og han er helt fraværende. Jeg kalder på ham, men han kigger bare ud i luften. Sygeplejersken gør det samme. Vi tager hans blodtryk. Det er lidt for højt. Lægen mener vi skal se tiden an og se når han vågner.

Han falder i søvn lige derefter. Og sover indtil kl. 7.30.

Da han vågner er han okay frisk. Han smiler lidt. Jeg kan, efter noget tid, få kontakt med ham. Så det er bare dejligt. Børster hans tænder og tager ham med ud i køkkenet.

Her spiser han 1.5 franskbrød. Drikker 1,5 glas mælk, 1 glas saft og 1 glas vand :D. Han var bare så tørstig. Han begynder at snakke osv :). Så det var så dejligt.

Lægen kommer og snakker med os. Han er stadig ret svag og slap. Han ligger også og sover nu igen. Han orker ikke rigtigt noget. Han har en del smerter, så han får smertestillende. Jeg skal selv stå for at holde hans ar rene. Men mon ikke det går, med min forhistorie som sygeplejerske studerende. Skal dog holde rigtig meget øje. Det kan godt komme tilbage igen og der kan gå betændelse i det.

Han skulle eftersigende godt kunne få børn senere hen. Men det bliver jo lidt mere besvægligt.

Stoler bare aldrig mere på vagtlæger!! Havde han bare set ordentlig efter. Men ja. Han er jo også bare et menneske. Ved det godt. Men han har haft så mange smerter i et døgn, at han har kastet op at smerte og han har haft så ondt at han ikke har grædt. Bare stirret ud i luften :(. Han var desuden også dehydreret da han blev indlagt. Så han fik en masse væske på drop.

Knus en chokeret og ked af det mor – som er glad for at være hjemme hos alle hendes børn og dejlige mand 🙂

Lidt billeder af drengen: