Smager så godt at være mor.

Først får jeg sippet af sutteflasken (uden låg) i god tro om, at jeg faktisk har rakt ud efter tekoppen (uden hank). Surt opstød, på surt opstød bølger henover indersiderne på min hals. Fy for den lede, en bitter bitter smag. Behøver jeg snart fortælle, at det ikke kun er sket den her ene gang? I denne ene uge (øh, altså en hel uge)!

Sagen er bare således, at det desværre ikke kun er når jeg har lyst til te, at jeg efterhånden får kvajet mig. Nej, for her til morgen bliver jeg bedt om at sætte kaffe over. Og jeg vil da altid gerne være behjælpelig. Men for at være ganske nøjagtig, så får Alex efterfølgende hostet hele første skænk op igen. Jeg, -som selvfølgelig nok tror, at han bare har fået kaffen i den gale hals-, griner højlydt af ham. Mens jeg selv drikker godt fra egen kop. Så sker det akkurat for mig. Spuler væsken udover mig selv.

Pyh, hvad var det?

Se, så åbner Alex for filterholderen. Og håååner mig, som en i bare fanden.

Rikke, mælkeerstatning?

Tjae, jeg har nu mest lyst til at fortælle dig, at det selvfølgelig er tidlig morgen. Men efterhånden undrer jeg mig, mere og mere, over meningen med begrebet – ammehjerne?