Spædbørn burde gøre oprør

Spædbørn burde gøre oprør

Babyalarmer har i flere år været fast udstyr i næsten alle hjem med spædbørn, og i dag har alarmsystemerne udviklet sig til større elektriske installationer med kameraovervågning. I stedet for alarmer bør forældrene stole på deres egen “forældreradar”.

Mange forældre stiller ikke længere spørgsmål ved, om de overhovedet skal have en babyalarm. I stedet er alarmsystemerne udviklet til i dag at omfatte overvågningskameraer, hvor mor og far på en skærm kan overvåge deres barns mindste bevægelser. Nu kan et spædbarn ikke en gang vrikke med en lillefinger i søvne eller drømme sødt, uden at være overvåget af apparater.
Hvordan er det mon kommet så vidt? Jeg synes, vi er ved at være på kanten af det etiske! Spædbørnene burde gøre oprør og kræve overvågning af deres mor og far!

Vi vil gøre det bedste
Da babyalarmerne kom frem, kunne forældre føle sig “lokket” af butikker med babyudstyr, kataloger og andet, som overbeviste dem om, at de ikke var ansvarlige, hvis de ikke konstant havde lytteudstyr på barnet. Forældre vil jo gøre alt godt for deres børn, så der kom selvfølgelig alarmer i næsten alle hjem. For hvem tør, som nye forældre sige, “sådan en behøver vi ikke”?
Som sundhedsplejerske har jeg altid været lidt forundret over disse alarmer. Jeg har aldrig mødt forældre, som IKKE kunne høre deres spædbørn eller har oplevet at overhøre dem. Tværtimod er det modsatte ofte temaet i mine besøg. At man som forældre kan høre sit lille barn meget, sommetider så meget, at det kan blive anstrengende.
Jeg er personlig ikke bange for udvikling, og er selv tilhænger af udstyr, der kan lette hverdagen. Derfor er babyalarmer i lyd og billede for mig en genial opfindelse til forældre med et syns eller hørelseshandikap. Men til forældre med alle sanser i behold, har jeg stadig svært ved at forstå, hvad alarmerne gør godt for.

Stol på “forældreradaren”
Mange forældre begrunder babyalarmen med, at den giver dem en sikkerhed for, at de ikke overhører barnet, eller at de bedre kan slappe af uden at gå og kigge til barnet hele tiden. Det tror jeg ikke på!
Jeg tror på, at forældre er udstyret med en naturlig “forældreradar”, som gør, at vi altid hører eller fornemmer, når vores barn har brug for os. Den evne skal vi stole på.
Det er forældre allerede rigtig gode til. Hvor ofte har en mor eller far ikke rejst sig med ordene, “nu græder den lille”, inden omgivelserne har hørt noget, og gået ud for at trøste eller hente barnet. Det er intuitionen og kendskabet til ens eget barn, der bruges. Den evne kan måske gå tabt, hvis vi undlader at slå “forældreradaren” til og kun venter på maskinelle alarmopkald?
I starten er alle forældre usikre på, om de ser og hører, når barnet har brug for dem. Sådan er det bare, og sådan skal det også være. For det er jo netop den usikkerhed, der skærper forældrenes sanser, så de altid hører deres barn.

Vi lærer gennem samværet
I starten siger forældrenes instinkt, at de skal være i nærheden af deres nyfødte barn. Barnet står derfor enten i samme rum, i rummet lige ved siden af, på altanen eller lige udenfor vinduet, så man som mor eller far hele tiden kan høre eller se barnet.
Forældre ser bevægelser i dynen, øver sig i at lære børnenes lyde at kende, både når det er alvor, og når det bare er drømmelyde. Alt det lærer vi som forældre i den første tid, fordi vi er helt tæt op ad det nyfødte barn.
Efterhånden lærer vi det så godt at kende, at vi tør sætte barnet lidt længere væk, for at det kan få bedre ro under søvnen, men naturligvis ikke længere væk end vores høreevne kan række.
Et spædbarn er ikke sproglig, men fortæller med dets ansigtsudtryk, lyde og kropsbevægelser til deres mor og far, hvad de gerne vil have. Det er det “sprog”, vi som forældre, skal lære at forstå. Vi skal fortsat øve os i at lære barnets lyde at kende, for de ændrer sig jo i takt med barnets øvrige udvikling. Vi må ikke bare stole på elektriske eller batteridrevne alarmer, som i øvrigt kan tage alle mulige andre underlige lyde ind – lyde fra naboen, fra gaden, fra andre babyalarmer osv. Vi skal lære at lytte til netop vores barn og ikke blande det med alt muligt andet. Mit råd er derfor. Stol på jer selv, drop alarmen og tænd for “forældreradaren”, den virker med garanti altid!