Ja, nu er jeg så i uge 22+1. og syns bare tiden er fløjt afsted! kan slet ikke forstå det!
Men ja nu kommer alle de der spørgsmål oppe i ens hovede bare! Bliver jeg nu en god mor? Hvad nu hvis jeg gør noget forkert? Er det nu også det rigtig vi har valgt? osv.
Dage hvor jeg bare glæder mig så sindsygt meget til hun er her og skal holde hende ind til mig og andre dage med alle de der bekymringer!
Er det normalt når det er ens første barn at have alle de bekymringer?
Havde i det også sådan?