Da jeg blev storesøster i en alder af ca 9 år, stillede min mor nogle høje krav til mig. De krav fortsatte resten af min barndom, ja til jeg blev 14-16 år hvor jeg sagde fra over for hende. Min far prøvede hvad han kunne for at skåne mig, og lade mig være barn.

Mit brud som følge af mine forældres skilsmisse da jeg var 16-17 år. Jeg prøvede at give hende en chance for at vise hun også intereserede sig for mig. Men jeg blev gang på gang skuffet og svigtet, men mest svigtet. Når jeg prøvede at fortælle hende om ting der skete i mit liv, så afbrød hun mig og fortalte om hendes liv. For mig føltes det som om hun var ligeglad med mig og hvad jeg foretog mig. Det gjorde ondt indeni en teenager-piges hjerte. Skuffelsen var stor når man havde brug for at fortælle om de ting jeg fandt vigtige i mit liv dengang. Men svigtet var endnu større fordi jeg sad med en følelse af at jeg ikke betød noget for min.

Da jeg i nogle år havde fundet mig i at være en on/off del i min mors liv, ja så tog jeg et valg om at bryde min kontakt med hende. Jeg var været omkring 19 år på det tidspunkt. Da jeg som 20 årig opdagede, at jeg var gravid. Så overvejede jeg, om jeg skulle genoptage kontakten til hende. Men noget holdt mig tilbage, en angst om endnu et svigt tror jeg. Min mor hørt ad om veje at jeg var gravid, og hun kontaktede mig, for at høre om det var sandt. Jeg bekraftede hende i, at der var rigtigt, det hun havde hørt. Men ellers ikke nogen ændring i vores forhold. Hun blev inviteret til min førstefødtes barnedåb, et håb om en ændring. Jeg blev endnu en gang skuffet, Nok fordi jeg havde en forventnig om at hun vil give Johan (min søn) en gave til et okay beløb. Efter barnedåben brugte jeg meget tid på at overveje, om jeg kunne overskue hende i mit liv, med de ting det nu ville indbringe. Jeg kom frem til det resultat, at det kunne jeg ikke overskue. Jeg syntes ikke, at min søn og fremtidige børn skulle udsættes for det, jeg oplevede som barn.

Derfor kørte jeg min kontakt til min mor ned til absolut minimum. Jeg gjorde det uden at fortælle min mor hvorfor. Hun ved, at jeg har fået 2 børn udover Johan. Men børnene kender ikke deres biologiske mormor, ja de ved ikke hvad det vil sige at have en mormor. Jeg anser idag min mor som en tilfældig person, som jeg til tider møder på gaden. Vi kan snakke om overfladiske ting, men jeg betragter hende ikke som min mor. Hun er den kvinde, som har fødte mig, og det er så det for mig.

Jeg har med tiden accepteret at leve et liv uden min mor. Men mit valg har da tit gjort meget ondt følelsesmæssigt. For selvfølgelig mangler jeg en mor i mit liv. Men ikke for enhver pris. Det skal helst være en kvinde/person, som virkelig vil være en del af mig. Det skal være en person, jeg kan stole på 200%, og det føler jeg ikke at jeg kan med min biologiske mor. Udover at jeg mangler en mor, så mangler jeg jo også en mormor til mine børn. For jeg ved hvor vigtigt det er at have en bedsteforælder i børns liv. Men det går ikke altid som man drømmer om.