Nu har jeg slet ikke været så langt ude, men det lyder til at selvmordskandidater eller hvad man siger, er ligeså forskellige som alle os der ikke er det. Så måske er der nogle der er lidt egoistiske og tænker jeg har brug for at komme helt væk fra denne verden og andre der tænker at de gør kun ondt værre ved at blive i denne verden, så jeg tror der er lidt sandhed i begge dele. Men noget der er egoistisk og det er bare for dem der ser på. Er dem der begår selvmord i offentligeden. Måske er det ikke bevidst, men der er mange der får ar på sjælen af det. Je har en veninde der så en mand hoppe ud foran et tog for ca 4 år siden og hun går stadig til psykolog.
Men jeg synes det er et meget interresant emne som også er meget individuelt, da det jo handler om individer.
Bare en tanke fra en der ser tingene udefra og ind.
I må meget gerne kommentere og fortælle da jeg er meget interesseret.
Mange venlige hilsner fra Camilla

Jeg synes det er lidt med forskel.
Jeg har selv haft en lidt ældre mor, og har egenlig ikke haft det store problem med det, men tror at vis jeg havde en mor der var 60-70 år ville det være noget helt andet.
Jeg kan slet ikke klare tankenom at miste min mor, og jeg ved udemærket at det sker en dag, og at det kunne ske på andre end naturlige måder, men vis man får børn når man er 60-70 og gennemsnitsalderen er på ca 75-80 år så synes jeg sgu det er synd for barnet at opleve sådan en forfærdelig oplevelse som at miste en forældre.
Men jeg tror også at det kommer an på personerne for vi kender vel alle en i pensionsalderen der hver dag tager sig en løbetur eller går til gymnastik eller whatever som jo har masser af energi, og sikkert mere en mig, og jeg er altså 23. Men så er der også dem der ikke kan gå eller lider af gigt eller whatever som måske ikke er så egnet til at få børn, men hvem kan så dømme i de sager. Godt det ikke er mig. For jeg kan sgu godt forstå at man vil have børn, for der er da ikke noget mere givende end når ens lille putte kigger på en med sine store øjne og giver en det største hjertevarmende smil på denne jord. Det vil jeg da ikke frarøve nogen.
Så min konklusion er nok at det er det samme med unge mødre som med gamle mødre(og for den sags skyld alle mennesker). Vi er alle forskellige. Heldigvis.
Men det er spændende at læse alle jeres meninger for det er et lidt touchy emne.

Altså, nu er min datter slet ikke så stor endnu til at kunne ”irettesætte”(Hader det ord) hende. Jeg har bare den holdning at børn også har lov til sin mening og at ytre sig. Da jeg arbejder i en vuggestue har jeg også været ude for at de små vidundere fik raserianfald og der sagde jeg simpelthen bare til dem, at det var i orden at de blev sure, men at jeg godt ville trøste dem vis de ville have det, og det hjalp sgu. Det er nok noget andet når det er ens eget barn, men jeg synes ikke at man kan irettesætte børn nå de er sure eller rasende, for vis der var nogle der prøvede det på mig ville jeg blive tosset. Vis et barn slår er det oftest fordi barnet har behov for opmærksomhed. Dette betyder ikke at barnet har fået for lidt opmærksomhed eller at barnet er besværligt, men det er svært at sige det, og selvom at det er negativ opmærksomhed er det opmærksomhed. Så derfor synes jeg at det er forældrenes ansvar at vise barnet, hvordan man opfører sig og derved får kram og kys alligevel. Vis man sætter et barn i et hjørne eller på et tæppe eller for den sags skyld på sit værelse, gør man sig selv en bjørnetjeneste i ikke at have vist barnet hvordan, man får den positive opmærksomhed som jo er 100% bedre end noget andet.
Jeg håber ikke jeg har trådt nogen over tæerne, men det er min mening.
Mange venlige hilsner fra Camilla