@Dada wrote:

Jeg var skuffet over min bror.
Han kom ikke på hospitalet da Joseph blev født.
Han besøgte os heller ikke da vi var kommet hjem – og efter 4 uger vendte skuffelsen sig til vrede.
Jeg var på hospitalet samme aften min nevø blev født. Og jeg har ALTID været der for min nevø og passet ham.

Han har stadig ikke set ham – men jeg modtog en sms (EN SMS!) i sidste uge, om at han ønskede jeg kunne tilgive ham og at han ville have mig i sit liv og at han elskede mig.
Jeg svarede ikke. Og jeg ønsker ikke at tale med ham mere. Han kan tydeligvis godt leve uden os.

Men jeg var godt nok skuffet – Nu gider jeg ham bare ikke.

Hvor er det bare ærgerligt, at han ikke kan se ud over sin egen næsetip. I min verden skriver man et brev, og ikke på computer – i hånden, og sender til en person, hvis man virkelig har jokket i spinaten og ikke har mod på eller mulighed for at mødes ansigt til ansigt. En SMS er simpelthen for ringe. Det samme synes jeg egentlig en mail er. Hvis man skriver et brev, så få modtageren mulighed for at læse det i fred og ro, gå og gruble over det, og så svare – i fred og ro. En mail opfordrer til et hurtigt svar, og man kan let komme til at skrive noget i affekt. Det samme for en SMSs vedkommende.
Jeg forstår faktisk godt, du ikke gider ham, men på den anden side, så er det jo bare en mand… Mænd tænker ikke så langt som at en sms ikke er nok. De tænker i det hele taget ikke særlig meget. Joseph vil gå glip af en god legekammerat til familiesammenkomsterne, og du vil gå glip af en bror, der prøver, uanset hvor ynkeligt han så end gør det, at gå dig i møde længere end bare på halvvejen.

@Mooooor wrote:

Jeg har ingen største skuffelse.

Men snulle behøver du absolut svare alle her i tråden. Tråden er lang pga du skal skrive tilbage til alle.

Nu er der mange der allerede har skrevet det til dig, som jeg ville. Jeg har oprettet denne tråd, og derfor ser jeg det kun relevant, at jeg svarer. Jeg har ALDRIG før oplevet en brokke sig over, at andre skriver for meget i et debatforum. Det er simpelthen dårlig stil, synes jeg. Og JA jeg behøver at svare på PRÆCIS så mange indlæg som jeg har lyst til. Det er god stil, omsorgsfuldt, og bare sådan noget jeg gør.

Hvis børneopsparingen er sat i aktier hvilket mange har gjort, så er tabet vel reelt nok.

@1012lmp wrote:

Min største skuffelse lige pt er at jeg troede jeg havde fundet en veninde for livet….
Det hele viste sig så at være en løgn…

For mig er venskab at man kan tale om tingene som voksne mennesker, man forstår hinanden ligemeget om man er enig eller ej, gensidig respekt, at være der for hianden når det er værst.

Er rigtig ked af det lige nu…og meget skuffet for troede virkelig denne person had it all, men blev endnu engang skuffet…
Hvorfor finder jeg altid sådanne veninder…ARG… 😥

Og endnu en skuffelse… ikke nok med mine såkaldte veninder er sådan…så er min far ligesådan…

Venindeforhold bliver hurtigt meget følsomme, for man deler jo alt med personen! Derfor gør det så tissehamrende ondt, når de vender en ryggen. Jeg forstår godt, du er skuffet og ked af det, og at din far tilmed er sådan gør ikke noget nemmere!

@Deamgirl_2002 wrote:

hmm… Der har været mange skuffelser i mit liv men langt de fleste har jeg med tiden kunnet vende til noget positivt og det håber jeg også med de skuffelser jeg har oplevet indenfor det sidste år.

7 december 2007 fandt jeg ud af min mand havde været mig utro, med 2 forskellige tøser med 1 mdrs mellemrum. Heraf var den ene en af mine tætteste veninder…

umiddelbar reaktion var jeg brækkede næsen på ham, jeg er bestemt ikke stolt af det, men det hele kom som et kæmpe chok, jeg troede vi havde et lykkeligt ægteskab, som ikke havde varet længere end 1½ år… Jeg nåede slet ikke at tænke, jeg blev så vred, følte mig så såret, ydmyget at den eneste person i hele denne verden jeg stolede på kunne svigte mig så hårdt!! Han flyttede dagen efter…

Jeg var alene, knust og pludselig uden nogen jeg kunne stole på i december måned hvor alt skulle være magisk og dejligt.. Fra altid at have haft ham, havde jeg lige pludselig kun mig selv og 2 børn der for alt i verden skulle have en tryg og stabil hverdag. Oven i alt det skulle jeg skrive eksamens opgave (den blev skrevet og jeg bestod)

I februar vælger manden at tage til sverige for at arbejde, hvilket efterlod det hele til mig, da han ikke havde råd til, at komme hjem og se sine børn. han var væk i 3 mdr.

i maj knækker jeg sammen, jeg kan ikke mere, jeg kan ikke være både mor og far, sørge for alt, gennemføre min uddannelse, en uddannelse ved siden af og ekstra arbejde. Jeg får diagnosen depression og en sygemelding.
Jeg vælger at ignorere sygemeldingen, da en afgørende eksamen ventede lige om hjørnet, som jeg skulle klare godt og efter det var der sommerferie.

I september mister jeg 2 andre tætte veninder, den ene stak mig i ryggen og sårede mig dybt, den anden brød kontakten.

alt i alt har 2008 ikke været mit år, det har budt på mange skuffelser og meget mistillid.

der er dog også sket gode ting: manden og jeg fandt sammen igen i juni og arbejder på vores forhold og det går bedre dag for dag. Jeg har fundet ud af hvem mine VIRKELIGE veninder/venner er, jeg har fået mit eget hus, mine eksamener er gået rigtig godt og vigtigst af alt har jeg fundet ud af hvem JEG er:)

men jeg håber nu får et bedere 2009;)

Jeg håber I har fået talt godt ud om tingene. Jeg ville aldrig selv kunne tilgive utroskab! Det er godt, at du har fået sorteret ud i veninderne, og vigtigst af alt, at du har fundet ud af, hvem DU er!

@tdals wrote:

Lige pt ligger der nok to ting som vejer tungest hos mig.

Skuffelsen på Malicks vegne over at hans far ikke bare kan tage sig sammen og være der for ham og tænke på Malick først og fremmest istedet for altid at tænkepå sig selv. Og nu skal udsætte mig og Malick for et helvedelot foregen fornøjelsesskyld. Jaer skuffet over at han kan være så barnlig overfor sin søn, og det er Malick der skal betale prisen.

Ja erskuffet over mig selv over jeg ikke har formået at holde nok ro i mit hoved og nu skal til at tage konsekvensen her af, ogja måtte stoppe med min skole og ja søge om pension. Ville ønske at der var andre relevante muligheder som ikke allerede var afprøvet. Men ja jeg sluger gerne min stolthed for Malick’s skyld.

1: Mænd der ikke tager ansvar er bare så ucharmerende og frastødende. Jeg forstår godt din skuffelse. Som mor kan man ikke bare sige fra, når det bliver svært, for der er ikke nogen far der kommer springende frem fra ingenting og hjælper. Hvis faderen siger fra er det åbenbart den største selvfølge at kvinden tager al ansvar og i øvrigt finder sig i alt det l*rt han bringer med sig når han pludselig gider barnet igen i 3 sekunder…

2: Du må ikke være skuffet over dig selv. Det er ikke hele vores egen psyke vi har kontrol over. Vi kan ikke bare beslutte os for noget, hvis hele ens sind og sjæl siger noget andet. Jeg synes du gør så meget for Malick som du overhovedet kan – og DET skal du søreme være stolt af!

@MissLadybug wrote:

@Snulle wrote:

@MissLadybug wrote:

Min største skuffelse er min momor.. Hun er ikke intresseret i hendes børnebørn eller hendes børn for den sags skyld… det skete for flere år tilbage at hun ikke ville lave noget at gøre med os.. Det er kun hendes kærestes børn der dur.. selv da mine forældre blev skilt og min mor havde brug for at snakke ville min mormor ikke hører på hende..
Er rigtig ked af det er gået sådan med min mormor for sådan har det ikke altid været.. da jeg var mindre kom hun tit forbi når hun havde fri og så blev jeg hentet af hende.. og hun kom også tit i weekenden med morgenbrød.. har virkelig haft et tæt forhold til hende.. og nu er hun den eneste af mine bedsteforældre jeg har tilbage.. så det er jeg rigtig ked af..
har dog overvejet at skrive et brev til hende men ved ikke om jeg tør at sende det til hende..

Jo, send et brev. Send et brev til hende med dine følelser, men nok vigtigst af alt dit afsavn. Beskriv hvor meget jeres tætte relation betød for dig, og hvor ked af det du er over, at I ikke har den mere. I say go for it!

inderst inde er jeg nok lidt bange for at blive afvist igen.. Men har prøvet at skrive et brev som ligger på min pc, så det skal bare sendes..

Hvis du har lyst til det, så vil jeg gerne læse det igennem og give min mening til det…. Og hvis ikke er det også helt ok. Når det allerede er skrevet, så mangler der bare et frimærke og en gåtur til postkassen!

@MissLadybug wrote:

Min største skuffelse er min momor.. Hun er ikke intresseret i hendes børnebørn eller hendes børn for den sags skyld… det skete for flere år tilbage at hun ikke ville lave noget at gøre med os.. Det er kun hendes kærestes børn der dur.. selv da mine forældre blev skilt og min mor havde brug for at snakke ville min mormor ikke hører på hende..
Er rigtig ked af det er gået sådan med min mormor for sådan har det ikke altid været.. da jeg var mindre kom hun tit forbi når hun havde fri og så blev jeg hentet af hende.. og hun kom også tit i weekenden med morgenbrød.. har virkelig haft et tæt forhold til hende.. og nu er hun den eneste af mine bedsteforældre jeg har tilbage.. så det er jeg rigtig ked af..
har dog overvejet at skrive et brev til hende men ved ikke om jeg tør at sende det til hende..

Jo, send et brev. Send et brev til hende med dine følelser, men nok vigtigst af alt dit afsavn. Beskriv hvor meget jeres tætte relation betød for dig, og hvor ked af det du er over, at I ikke har den mere. I say go for it!

@millamilla wrote:

Min største skuffelse ligger nogle år tilbage… og faktisk er den lidt 2 i en…

da min kæreste er i militæret, har en af hans soldaterkammerater “lånt” hans telefon (uden at spørge om lov) og via den flirtet med min 14-15 årige lillesøster og bedt hende om at sende billerder af sig selv i g-streng (alt via sms og mms) og “vennen” havde skrevet det var ham der skrev…

Kæresten vidste slet ikke noget om alt det før min far kom hjem til os den efterfølgende weekend (hvor kæresten var hjemme) med alle sms’erne printet ud, og anklagede min kæreste for at have skrevet de ting… mine forældre nægtede at tro på det ikke var ham, og jeg følte mig noget så spilttet, for de tvar jo min familie, men samtidig vidste jge bare at han ikke havde gjort det, kendte ham trods alt…

men vi gik fra hinanden, men forblev venner, han tog 3 uger til skotland med søværnet, og da han kom hjem, fandt vi sammen igen, men han nægtede at have noget med min familie at gøre i 1½ år…

så i den tid måtte jeg deltage i 2 barnedåbe, min søsters konfimation og en anden søsters bryllup alene, selvom han var inviteret, for han ville bare ikke… han følte sig ikke velkommen efetr den behandling han havde fået, og forstår ham godt….

Så var utrolig skuffet over mine forældre…

3-4 månder efter mine forældre anklager kommer min veninde og fortæller mig at hun altså ikke syntes jeg skal være sammen med ham mere, og at den fyr hun forsøgte at sætte mig sammen med da vi avr fra hinanden, altså stadig var interesseret i ham…

det skuffede mig så meget, for hun vidste at jeg følte min kæreste var den rette for mig… og hun var altså min bedste veninde, havde kendt hende siden vi begyndte i børnehave samme dag… det er nu 4 år siden, og har ikke rigtig snakket med hende siden…

men alt er okay nu, mellem min kæreste og mine forældre, min far græd af lykke da vi fortalte vi var gravide, han var så bange for at det ikke kunne lade sig gøre, nu vi havde forsøgt i over 1 år, så det var jo dejligt…

Puha en historie. Sikke et dilemma du har stået i. Kæmpe meget respekt til dig for at have kunnet balancere mellem kæresten og familien, når de nu ikke kunne sammen.

Og din veninde….. tsk tsk tsk!