Jeg er et menneske, hvad er du?

Kan ikke lade være med at blive en smule ked af det over al den snak der er om trosretninger både her og i medierne. Synes at tro er blevet et “prædikat” fremfor en grundholdning, eller en del af det at være menneske.

Synes det er trist hvis vi, som unge og (forhåbentlig) oplyste mennesker ikke kan komme ud over den barriere og se hinanden som mennesker fremfor en religion.

Min tro er privat for mig, og ingen skal anfægte den, ligesom jeg ikke har ret til at anfægte andres trosretning. Af og til føler jeg dog at grænserne bliver enddog meget mudrede for hvor troen sætter ind og fornuften stopper. Underlægger en person sig så mange dogmer at troen overtager mennesket så gør det mig en smle utilpas.. Måske fordi jeg ikke tror på at mennesket er født til at leve så dogmatisk, men til at træffe egne beslutninger på godt og ondt.

Måske har jeg egentlig ikke ret til at “sortere” i min tro, for det er vel enten eller? Men sorteringen er jo foregået gennem århundreder. Førhen dræbte man muslimerne i såkaldte “hellige korstog” (dengang verden var væsentligt mere religionspræget end i dag), under 2. verdenskrig slog man jøder, homoseksuelle og handicappede ihjel i kristendommens navn- og jeg græmmes. Naturligvis er det kogt meget ned at det “bare” skyldes kristendommen, men for mig er det stadig fanatisme, om man så kalder det religion eller politik. Men sorteringen er alligevel foregået. man dræber ikke længere folk for at have anden trosretning, og hvem kunne i dag finde på at sige at homoseksuelle skulle “fjernes”, selvom homoseksualitet ikke er velset i (ihvertfald) kristendommens grundholdning. Idag har vi sorteret i de gamle skrifter, og accepterer homoseksualitet fordi tiderne har ændret sig.

Ligeså er det fanatisme at dræbe uskyldige mennesker i terrorangreb, og vel næppe noget nogen af os kan stå inde for?

men mit problem er stadig at jeg ikke altid kan bedømme hvor personen “slutter” og religionen begynder. Jeg ynder at bedømme mennesker udfra deres karakter og ikke deres religion- og religionen personen bærer i hjertet er mig ubetydelig sålænge personen tænker og handler selvstændigt og rationelt.

jeg forstår ikke hvis folk siger “det siger min religion at jeg skal”, men jeg forstår “det siger min fornuft og rationalisme mig”.. For mig bliver en tilværelse der er for dogmatisk et dikteret liv, omend det med garanti tjener som et solidt anker og sørger for at holde folk på “den rette sti”..

Men det jeg egentlig vil sige er at jeg ønsker mig at se alle mennesker for hvem de er, og ikke hvad de bliver fortalt de skal være.. Måske harmonerer de to ting mange gange, men ikke altid.

Skulle jeg f.eks følge buddet ” du skal ære din fader og din moder”, jamen så kræver det altså at de også respekterer mig- samfundet i dag er ikke sat sådan sammen at Jeg bare skal ære nogen hvis de altid træder på mig, taler grimt til mig eller andet… Altså har jeg delvist fralagt mig dette dogme fordi det ikke paser ind i det moderne samfund i den formulering.. ( At alt så er åbent for fortolkninger er en anden sag).

Og nu blev dette vist ret lagt, hvilket tyder på at jeg i alvorlig grad trænger til stimuli, eller også skal jeg lægge min filosoferen på hylden.. (uha den var værre)..

Jeg vil bare fortælle hele verden ( eller ihvertfald dem der er herinde og læser dansk), at jeg hellere vil lære personen end religionen at kende, omend trosdebatter kan være spændende, men de bør ikke fylde for meget. Vi er vel alle “unge” mødre med dejlige børn?