Min Datter

Idas fødsel

Onsdag den 15. marts startede som en god dag. Jeg var 39+1, i min graviditet. Jeg mærkede liv som jeg skulle, og regnede med at jeg i løbet af ganske få dage, ville kunne side med min lille guldklump i mine arme, fordi jeg allerede dagen efter skulle til samtale om igangsættelse af fødslen, på grund af, svær bækkenløsning.

Intet, absolut intet tydede på at der var noget som kunne gå galt dagen før, da jeg var ved jordmoderen. den eneste grund til igangsættelsen, så ud til at blive flyttet frem var at jeg var så tæt på termin (39+1), og barnet dermed var fuldbårent, og der var derfor ingen grund til at jeg skulle gå rundt og have så ondt. Gå rundt var nu så meget sagt, det meste af dagen lå jeg bare i min seng, og kom kun ud af lejligheden, når jeg skulle til jordmoder, eller når jeg skulle hjem til enten mine forældre, ellers sørens forældre, hvor jeg blev vartet op.

Omkring klokken 15.00 holder jeg op med at mærke liv, hvilket jeg ikke tænker meget over, for jeg tror jo bare at den lille har lagt sig til at sove, men hen på aftenen bliver jeg dog lidt nervøs, og drikker en liter iskold vand i løbet af en times tid, som man jo altid for at vide, man skal gøre når det er længe siden man sidst har mærket liv, der kom stadigvæk ingen reaktion. Jeg får set lidt TV med min kæreste, Søren, og da klokken nærmer sig 22.00 er jeg ved at være træt, og vil gerne snart sove. Vi ligger og snakker en ½ times tid, inden jeg bestemmer at nu skal vi sove. Men inden jeg lægger mig til at sove, vil jeg lige ha et spark eller to, så jeg puffer lidt til maven, mens jeg sidder på toilettet, for at få tisset ordentligt af. Der finder jeg Idas små fødder, kan lige så tydeligt mærke dem under huden, men der er ingen reaktion som der plejer, jeg bryder fuldstændig sammen, sætter mig på en stol, hvor jeg ind i mellem hulkene for fremstammet, at jeg altså vil ha en levende lille baby – ikke et dødt barn.

Det gentager jeg igen og igen. Min kæreste, kan slet ikke trøste mig, så han ringer til fødegangen, så vi kan komme derover og få kørt en strimmel, og hørt hjertelyden, og jeg kan blive beroliget.

Fødegangen fortæller min kæreste at vi bare skal komme forbi, når vi nu ikke bor længere væk (200 m) så vi kan blive Tjekket.

Klokken er blevet 22.45 da VI bliver vi vidst ind på føde stuen, og kort efter kommer der en jordmoder indtil os. Jordmoder begynder at lede efter hjertelyd med ctg-en, men hun kan ikke finde den, uanset hvor hun leder, det tager vel taget omkring 5- 7 min. men det føles som meget længere, inden hun giver op, og går ud for at finde en scanner og en læge.

Allerede nu ved jeg godt hvad klokken har slået, og alt håb er næsten slukket inden i mig, for alle de gange vi har hørt hjerte lyd, er den jo kommet, med det samme.

Jordmoderen kommer igen, denne gang har hun lægen, og scanneren med. Lægen sætter scanneren på min mave, og hun scanner og hun scanner. hun kan se at barnet ligger helt stille, men hun er meget i tvivl om hvorvidt hjertet slår – eller det siger hun da i hvert fald til os, så Jordmoderen går ud af stuen for at finde en Dop tone. Jordmoderen kommer igen, og sætter resolut scanneren på, der hvor de kan se at hjertet er, men der kommer ingen lyd.

Så siger lægen endelig, efter hvad der for mig lige så godt kunne havde været 100 år, at barnets hjerte desværre ikke længere slår. Klokken er 23.15. den 15 marts 2006 og min verden er lige brudt sammen. jeg forstår det ikke, det barn som jeg har båret rundt på i 9 måneder er dødt, jeg begynder med at græde, det samme gør Søren, og mens ligger Jordmoderen nærmest og nusser mine ben, mens hun siger igen og igen at det er okay, man må godt græde.

Jeg kan slet ikke ha det at jordmoderen og lægen bare står og venter på en yderligere reaktion, fra vores side af, så jeg spørger dem, om vi ikke godt må få lov til at være os selv. Jordmoderen og lægen går deres vej, og mig og søren sidder bare og holder om hinanden mens vi græder. Jeg siger at vi bliver nød til at ringe til vores forældre, og jeg får Sørens telefon, jeg ringer til alle numrene hjemme hos mine forældre, og til trods for at de både har en fastnet, og 4 mobil telefoner, bliver der ikke svaret på nogen af dem. Der efter ringer søren til hans forældre, hvor han får fat på sin mor, det eneste han får sagt er ”den er død”, og at de skal kører ned og vække mine forældre, fordi vi ikke kan ringe dem op. Karin, sørens mor siger at det skal de nok, og at de derefter kommer ud på fødegangen til os.

Derefter ligger vi os sammen på fødebriksen, og bare græder og holder om hinanden, indtil der kort efter kommer en ny jordmoder ind til os, den Jordmoderen som jeg var til konsultation hos dagen før. Hun spørger efter om de skal kontakte vores familier, eller om vi selv vil gøre det, hvortil vi bare siger at det har vi gjort, og at de er på vej.

Jordmoderen begynder med at for tælle hvad der nu skal ske. Hun siger at jeg skal føde selv- det vil jeg ha både fysisk, men ikke mindst psykisk have det bedst af, og at de vil prøve at sætte fødslen i gang med stikpiller, når vi føler os klar. Vi får at vide at jeg vil få 2 stikpiller om dagen med 8 timers mellemrum, indtil at jeg har åbnet mig så meget, at de vil kunne være i stand til at tage vandet, derefter må vi så se om veerne kommer af sig selv eller om veerne skal provokeres frem af et vedrop, og at jeg vil kunne få alt det smertestillende som jeg ønsker. Hun siger også at det bedste vil være at tage hjem og sove, også komme igen næste morgen for at få den 1. stikpille.

Men vi vil bare ikke hjem til vores lejelighed – ikke hjem til alle de ting som vi havde købt til vores barn, det er alt for uoverskueligt, så vi siger, at vi vil tage med mine forældre hjem og være der – og bo der indtil videre.

Jordmoderen fortæller, at hun vil komme igen, og fortælle det hele engang til, efter at vores forældre er kommet.

Der bliver banket på døren, og ind træder Arne og Karin – Sørens mor og far. De er lige som vi helt opløste af tårer, og vi får begge et ordentligt knus, de fortæller at min mor og far er på vej.

5 min. efter kommer min egen mor og far, og igen får vi kæmpe knus, af et par tåreopløste bedsteforældre, til et lille dødt barn.

Vi fortæller kort selv hvad jordmoderen har fortalt os, og at vi har tænkt os at tage med min mor og far hjem, og alle giver os ret i at det sikkert er en god ide.

Jordmoderen kommer igen ind og fortæller endnu en gang hvad der nu skal ske. Fortæller lidt om hvordan et dødt barn ser ud, og hvor vigtigt det er at vi får set vores barn, og får holdt det. At vi skal tage stilling til hvorvidt vi ønsker obduktion osv. Hun fortæller også at det sikkert vil være en god ide at snakke med en præst.

Vi vil gerne hjem, klokken er vel omkring et, halv 2 men inden skal jeg lige have taget et par blodprøver. Måske de kan give svar på, hvorfor vores lille barn skulle dø.

Et par blodprøver var vidst en underdrivelse der siger spar 2, ikke mindre en 11 rør, blev fyldt med mit blod.

Vi aftalte at vi skulle ringe ind på fødegangen klokken 8 næste morgen hvis vi var vågne, ellers skulle vi bare ringe når vi vågnede.

Klokken halv 2 forlader vi hospitalet

Vi kører med mine forældre, hverken mig eller Søren er vidst i stand til at køre bil nu, så Sørens far kører vores egen bil hjem til mine forældre.

Køreturen fra Aalborg sygehus nord, hjem til mineforældre føltes som om at den varede 1000 kilometer, til trods for at der kun var 20.

Det var en smuk nat, himlen var helt stjerneklar i den frosne nat.

Da vi kom hjem satte vi os alle 6, Min Far, min Mor, Sørens Far, Sørens Mor, Søren og jeg i stuen, og drak kaffe/ safte vand, ingen af os havde nogen lyst til at sove.

Efter en lille time, nede i stuen vælger vi at gå i seng, men vi kan ikke sove, vi bare græder og græder, mens vi ligger og holder om hinanden. Vi fik næsten ikke sovet jeg selv fik sovet ca. 45 min, Søren lidt mere. Jeg er flere gange oppe på toilettet, og hver gang jeg ser min store runde mave i spejlet, som hidtil har været et symbol på livets begyndelse, for mig til at bryde fuldstændig sammen, endnu engang.

Efter en meget lang nat, står jeg op lidt over 6, det er mig umuligt at sove mere, eller slappe bare nogen lunde af i sengen, og jeg kan hører at der er andre som er stået op.

Jeg møder min 1 år yngre bror, Hans-Henrik på 17, som kommer og giver mig stort knus, og siger at det er han virkelig ked af

.

Da han er taget i skole, fortæller min mor og far, at Hans-Henrik, lige som alle andre var meget chokeret over at jeg stadig havde barnet inde i maven, og over at lægerne ikke bare havde lavet kejsersnit.

Min endnu yngre bror, Niels-Christian på 12, er der i første omgang ikke rigtig så meget at mærke på, men pludselig midt i hans havregrød, er det som om at den barske sandhed går op for ham, og han bryder sammen midt i hans havregrød. Min mor har svært ved at trøste ham. Han havde glædet sig så meget, så sent som 5 dage tidligere, havde han spurgt os, om vi ikke ville med ham i Babysam, fordi han aldrig havde været i en babybutik. Så vi havde været et kort smut i Babysam, og hade kigget på bamser og alt muligt andet legetøj til hans lille kommende niece eller nevø.

I løbet af morgenen kommer vi i bad, og får ringet til fødegangen om at vi kommer nu, så jeg kan få lagt den første stikpille.

Søren, min Mor og jeg kører af sted lidt over 8, torsdag morgen.

Resultatet af undersøgelsen er at jeg helt og aldeles lukket, men at jeg kun har 1 cm. livmoderhals tilbage. Klokken 9.15 ca. bliver den første stikpille lagt, og jeg skal nu ligge stille, på briksen den næste time, så at pillen kan få lov til at blive opløst der hvor den skal være. En time efter får jeg lov til at rejse mig, kan ikke rigtig mærke at der skulle være ved at ske noget. På vej hjem er vi forbi lejligheden, for at hente noget tøj til os selv, vores dyner og puder, som var bedre end dem vi havde hjemme hos mine forældre. Også det tøj, det tæppe jeg havde strikket, og bamsen som søren havde købt til vores barn, som det skulle have på/med i kisten.

Det var hårdt at være oppe i lejeligheden, og vi var der også kun lige i den tid det tog at pakke vores ting. Vi tog igen hjem til mine forældre.

vi snakkede en del der hjemme; om hvad der skulle ske nu, hvad man gjorde bag efter, med henhold til begravelse osv. men vi havde ikke rigtig noget vi kunne forholde os til, så mine forældre rådede os til at tage kontakt til vores præst, fordi han måtte da vide man skal gøre. Som sagt som gjort. Klokken 14.00 besøgte vi præsten, og vi snakkede om hvad der var sket, hvad der skulle ske de næste dage, og hvad vi derefter skulle gøre, med papirarbejde, kiste, gravsted og begravelse. Vi besluttede at der ikke var grund til at involvere en bedemand. Vi ville gøre så meget som muligt for vores barn som overhovedet muligt selv, for det ville blive det eneste vi nogensinde ville kunne gøre for det

Det var en utrolig god samtale hvor vi meget styr på vores tanker.

Omkring klokken kl. 17 var vi atter af sted på sygehuset, denne gang var både min mor, sørens mor og søren med, hvor jeg denne gang var 1 cm. åben, med en kant på ca. 1 cm. jordmoderen sagde at hvis jeg var heldig, var dette den sidste pille jeg skulle have. Jeg bad om at få lov til at få en sovepille med hjem, så jeg kunne få lidt søvn den nat – vidste at jeg ville få brug for alle mine kræfter, når fødslen kom. Igen ligger jeg den time efter at pillen er blevet sat op. I ventetiden, indtil den time er gået kommer det en læge ind og fortæller om de undersøgelser, de gerne vil have lov til at lave på vores barn, da de skal ha vores accept for at de må udfører dem, det siger vi ja til fordi at hvis det er muligt vil vi gerne ha en forklaring på vores ufødte barns død, vi bliver dog forberedt på at i 30 % af tilfældene finder de aldrig en årsag.

Efter en time tager vi hjem, vi skal bare ringe, hvis der kommer veer, eller har spørgsmål. Hvis ikke skal vi bare ringe næste morgen så vi kan komme videre med igangsættelsen
Jeg får en indslumringspille med mig hjem, da jeg har alvorligt brug for søvn inden fødslen

Indslumringspillen virker, og jeg falder i søvn, men vågner et par gange i løbet af natten, for at gå på toilettet, har svært ved at falle i søvn igen, det spænder også sådan konstant lidt i maven – men det gør ikke decideret ondt og igen denne morgen står jeg tidligt op.

Jeg har det psykisk svært ved at gå i bad, fordi jeg da bliver tvunget til at se på min nøgne runde mave – og jeg bare tudbrøler imens jeg står under bruseren.

10 min før vi er på vej ud af døren, på vej mod fødegangen, ringer en af mine forældres venner som er sygeplejerske, for at spørge min mor hvordan det står til med os alle sammen, da hun jo har hørt ude i byen at vores barn er dødt – hun troede jeg havde født, men det havde jeg jo langt fra endnu

Inde på fødegangen, bliver jeg præsenteret for en ny, ung jordmoder, som siger at jeg skal have en stikpille til, hvilket jeg brokker mig højlydt over, da jeg havde fået at vide dagen før at det sikkert ikke vil blive nødvendigt, hun går så med til at undersøge om hun kan komme til at tage vandet. Det kan hun ikke, der er nemlig ikke sket en disse, så klokken 09.15 får jeg den 3. stikpille lagt. Igen skal jeg ligge og vente en time inden jeg igen må forlade sygehuset.

Mig og min mor står og venter i forhallen, mens søren er ude for at finde bilen, da, jeg kigger mig tilbage- og der kommer en af mineforældres venner gående med hendes kun 1 uge gamle lille pige, som hun har været inde med til PKU- og høretest, og jeg kan bare ikke lade være med at græde, for jeg vil jo aldrig nogen sinde komme til at gå med mit barn i en lift. Min mor græder også – og da Anne-Marie kommer tæt på kan vi se at hun også begynder at græde ved synet af os. Hun stiller liften fra sig, og giver os begge et hurtigt knus, inden hun går igen.

Hjemme hos mine forældre om eftermiddagen, sidder vi og prøver, på at slappe af og efter omstændigheden hygger vi os faktisk, med at side at små snakke og se det forsømte forår.

Da vi drikker eftermiddags kaffe er min lillebror meget i tvivl om, hvorvidt han skal tage til handelsskolefest eller ej, for tænk nu hvis jeg føder der om aftenen, men vi siger til ham at han bare skal tage af sted, for selv hvis de kan komme til at tage vandet, så føder jeg næppe den aften. Klokken ca. 17.00 er vi tilbage på fødegangen, hvor undersøgelsen viser at der ikke er sket nogen videre udvikling, men til mit held, er det en ældre jordmoder, som har stor erfaring, som til trods for at jeg kun er åben 1 cm. med 1 cm. kant godt kan komme til at tage vandet klokken 17.15.

Da vi har fået at vide at der kan gå op til 24 timer før der kommer veer vælger jeg igen at tage hjem, – hvis der ikke er sket noget klokken 21.00, må jeg gerne komme igen og få lagt et ve-drop, jeg kan også vente til dagen efter hvis det er det jeg har lyst til.

Ve-droppet bliver dog ikke nødvendig, for allerede i døren på vej ud af føde stuen kommer den første ve, den er ikke ret hård, men de bygger sig hurtigt op. Og med et ret kort interval – ca. 5 min. men de er ikke regelmæssige. Da vi kommer hjem til mine forældre, har jeg allerede besluttet at, de andre lige kan tage noget at spise og jeg kan få noget tørt tøj, Da jeg er totalt gennemblødt, af foster vand til trods, for den kæmpe ble jeg går rundt med.

Kort tid efter er vi igen på vej mod Aalborg sygehus nord, og nu er veerne så kraftige at jeg sidder/ligger og nærmest råber Av-Av-Av når veerne topper. På vej op i elevatoren smiler folk så glad til mig, de tror jo at jeg skal ind og føde et levnede barn, og jeg har bare sådan lyst til at fortælle hvordan det i virkeligheden hænger sammen; men jeg holder dog min mund.

Jeg kommer igen ind på stue 6, klokken 18.50 hvor jeg får at vide at jeg lige skal vente på at jordmoderen for tid. Da min mor kommer op på stuen efter havde parkeret bilen, er min tålmodighed dog brugt op, og jeg kalder i snoren, igen er det bare sygehjælperen der kommer ind, som siger at jordmoderen kommer så snart hun har tid. HMM det er jeg sku lidt negativ over

Da jordmoderen kommer, siger jeg bare at jeg skal ha noget smertestillende. Hun giver mig 2 valgmuligheder Epiduralblokaden som vil gøre mig helt smerte fri, eller Petidin som vil gøre veerne minder smertefulde, og vil få mig til at slappe af, måske endda sove. Jeg kan ikke bare ikke holde veerne ud, så jeg spørger efter hvad der virker hurtigst, og hvor hurtigt jeg kan få det.

Petidinen kan jeg få med det samme, og virker efter 10 min. Epidural blokaden virker med det samme, men der vil nok gå en time før jeg vil kunne få den, da der skal tilkaldes en narkoselæge.

Jeg vælger Petidinen. Jordmoderen vil gerne undersøge mig, men det vil jeg bare ikke, så hun går ud og henter petidinen.

Da jeg har fået petidinen går der ikke særligt længe før den virker, jeg slapper af, og min kæreste og mor tror jeg sover. Men det gør jeg bestemt ikke. Og det for de sørme også af vide. Men allerede efter et kvarter- tyve minutter efter at virkningen er begyndt, føles det som om virkningen er forsvundet igen, og efter yderligere et 20 min. tid ber jeg min kæreste om at kalde på jordmoderen, fordi jeg også gerne vil ha lavet en epidural. Det får jeg også lov til men inden vil jordmoderen lige undersøge mig. Kort efter konstatere jordmoderen, at jeg ikke får nogen epidural, fordi fødslen er for fremskredet og at jeg må presse når jeg har lyst. Klokken er 20.10. den næste 1 ½ time presser jeg under veerne som aldrig bliver regelmæssige hverken i styrke eller tidsmæssigt, nogle gange var der 2 min. i mellem, andre gange 5 min. hvilket min mor også kan mærke på mig, da det er hendes hånd som det går ud over. I lidt over 1 time ligger jeg i side leje, og presser, den sidste del af fødslen sidder jeg op. Klokken ca. 21. 30 fødes hovedet; men fordi hun er død, og ikke selv hjælper til, går der næsten et kvarter, før resten af kroppen fødes klokken 21.42 fredag d. 17 marts. Jordmoderen af navler barnet, og da jeg spørger om hvad det blev, spørger hun min kæreste om han vil se hvad det blev. Det vil han ikke, så hun fortæller at det var en pige. Min mor forlader lokalet, og går ud til sørens forældre og fortæller hvad det blev. Sygehjælperen henter nogle varme tæpper, og pakker Ida, som vi bestemmer at hun skal hede, ind i dem, for at hun ikke skal blive kold lige med det samme, inden jeg får Ida op til mig. Jeg er kun sprækket rent overfladisk, og kan nøjes med et par enkelte sting.

Da jeg er blevet syet, kommer min mor, og mine svigerforældre ind og ser Ida, og kort efter kommer min far, med mine 2 brødre- på vej ud på sygehus nord har han nemlig hentet min ældste bror, til handelsskolefesten, de fik alle set Ida, hvilket jeg er MEGET glad for.

Det var ikke så mærkeligt at jeg havde så ondt som jeg havde, fra vandet blev taget, til jeg havde født. Gik der kun 4 timer og 27 min. hvilket er meget stærkt for en førstegangsfødende.

Ida var bestemt ikke en lille pige, til at hun døde 6 dage før termin, hun vejede nemlig 3500 g. og var 57 cm.

Vi sad med hende i 5-6 timer inden vi sagde farvel. Den tid brugte vi på at side og holde om hende, nusse hende, og få taget billeder af hende. Da vi havde sagt farvel lavede jordemoderen et hånd og fod aftryk af hende som vi fik med hjem.

Siden hen har vi fået tegnet, 2 billeder af hende, som vi kan hænge op på vores væg, uden at støde nogen.

Set i bakspejlet, ja så var det godt at der gik knap 2 døgn fra vi fik beskeden, til hun blev født. Det gav os tiden til at få grædt af, og dermed, kunne nyde den korte tid vi sad med hende, uden alt for mange tårer. Vi fik set hende rigtigt, uden at vores øjne var slørede af alt for mange tårer.

8 uger efter vi misdtede vores datter Ida , fik vi svar på obduktionen, som ikke gav noget svar Ida var sund og rask og døde af noget der minder om vuggedød- bare inde i maven

nu næsten 13 måneder senere, er sorgen kommet lidt på afstand, den er ikke længere altovervældene sort, men kærligheden til min datter vil altid værer der, også selvom jeg aldrig fik seet hendes øjne, hørthendes stemme, og seet hendes smil.
Idas lillebror Jonas, har givet mig noget at levefor- noget at stå op tíl.

Marie