-
Indlæg
-
hvad er jeres holdning til at man har eller får børn når man er psykisk syg?
Hvor slemt skal det være før man burde gribe ind?
og er der nogen herinde der lider af nogen form, og får i behandling for det?Min holdning er psykisk syge mennesker kan være ligeså gode og omsorgsfulde forældre end “raske”
man skulle selvfølgelig gribe ind hvis man var til fare for sig selv eller barnet, eller hvis det blev omsorgsvigtet
Jeg lider af socialfobi, angst, der nogen gange kan gå over i paranoia..
jeg for antidep medicin for det, og det hjælper da et styk hen af vejenDamnit så har jeg lige skrevet et indlæg, som så forsvinder, så jeg prøver lige igen.
Jeg er selv syg, så jeg vil bruge ting fra min egen sygdom, men min holdning er general.
Jeg har emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse, også kaldet borderline.Der er mange aspekter i dit spørgsmål. Jeg synes, det hele afhænger meget af, hvor syg man er. Selvom man har en diagnose, så er der jo forskellige grader af den samme sygdom.
Først er der den problemstilling, at mange psykiske syge kan svinge enormt i deres sygdomsforløb. Jeg synes, det er enormt vigtigt, at man ikke er indlagt eller bliver indlagt jævnligt. Hvis det er noget, der sker een gang, mens man har børn, så kan jeg acceptere det, men det skal ikke være noget, som gentager sig.
Derudover synes jeg ikke, at man skal være selvskadende, hverken på den ene eller anden måde. Og derudover børm man ikke være meget medicineret.At man tager medicin synes jeg er helt fint, det er slet ikek det, jeg mener! Men nogle mennesker er så medicineret, at man kan se det på laaaang afstand, og de virker som om de er i deres egen lille verden, det synes jeg ikke, at børn skal se på. Man bør heller ikke have psykoser.Når det omhandler psykisk syge forældre, så er det desværre tit sådan, at rollerne bliver byttet om. At barnet bliver den voksne, og gør hvad det kan for at mildne mor eller fars liv. Jeg synes, det er enormt vigtigt, at man tænker over det. Er man i stand til at sætte barnets behov over egne? Kan man skubbe sine egne problemer til side, når barnet er tilstede? Jeg siger ikke, at barnet aldrig må se far eller mor ked af det, for det er en naturlig ting, men altså jeg håber, I forstår, hvad jeg mener.
Der er også spørgsmålet om vidergivelse af sygdommen. Desværre ligger det nogle gange i generne. Og man skal overveje nøje, om man vil tage den risiko.
Sidst men ikke mindst synes jeg, at det er vigtig, at man har sit bagland i orden. At man ved, man har nogen til at tage over og hjælpe. Bar fordi man bliver mor, så bliver man desværre ikke automatisk rask, så man vil få nedturer, og det er okay, så længe, at der er nogen, som vil sørge for barnets ve og vel. Det kan være en kæreste/mand eller familie.
Og når jeg snakker nedturer, så mener jeg altså kun nedturer på 1-3 dage! Hvis man har længerevarende nedturer, så synes jeg, at man skal overveje, om det er den rigtige beslutning at få børn.@ItIsABrokenHallelujah wrote:
Randi – jeg har ikke tænkt mig at give dig hug. Jeg er het enig med dig 😉
Nå, det var godt… 😀
nu vil jeg lige åbne med at spørgsmål: hvornår er man meget psykisk syg? og meget medicineret ? 😉
Jeg har selv en del diagnoser efterhånden.. borderline, adhd, socialbetinget angst og klinisk dep.
Jeg skal have medicin for alle fire dele når vi når så langt inde på psyk, de mener endda at mit borderline har udviklet sig og er blevet til skizoid (staves) det tror jeg så ikke.. men det vil undersøgelserne vise til den tid…
Jeg magter opgaven som forælder, jeg har ikke ret meget bagland i form af støtte og nogen til at aflaste mig med felix.. kun meget sjældent.. har haft “fri” 3 gange i et par timer..
selvom der sker dramatiske ting i mit liv nogengange (eller jeg føler selv de er store de ting) så formår jeg at holde dem nede indtil felix er puttet om aftenen og i mellemtiden så hygger jeg mig bare med felix..
Jeg er tidligere cutter (dog ikke mere).Min pointe er bare at jeg har det i en svær grad meget af det siger de kloge.. og jeg magter mit barn pga den ubetingede kærlighed der følger med sådan et barn 😉 så jeg synes det er helt okay at psykisksyge eller folk med psykiske lidelser for børn, så længe de ærkender at de har et problem og forsøger at arbejde med det, at de tager i mod den hjælp der bliver tilbudt af det offentlige selvom det engang i mellem kan føles mere som en belastning end en hjælp.. for så kan man magte meget mere hvis man tør stå ved at man er “syg” og tør gøre noget ved det.. så tager man jo hele tiden små skridt fremad..
der er ingen hug til nogen herfra og håber heller ikke at få nogen selv 🙂 men det er min mening..
@Moar18 wrote:
nu vil jeg lige åbne med at spørgsmål: hvornår er man meget psykisk syg? og meget medicineret ? 😉
Jeg ved ikke, om det er henvendt til mig? jeg svarer dog lige.
Jeg synes, man er meget psykisk syg, når man ryger ind og ud af psykiatriske afdelinger. Når man forsøger selvmord. Bare som nogle eksempler. F.eks også, hvis man grundet sin sygdom drikker eller gør andre selvskadende ting.
Jeg har gået på et dagscenter for psykisk syge, så jeg har oplevet stærkt medicinerede mennesker. Og når jeg siger meget medicineret, så snakker jeg om folk, som sidder blandt andre, men de er et helt andet sted. Øjene er slørrede, bevægelserne/opfattelsesevnen langsomme. Man kan ikke føre en samtale med dem, for de er mentalt langt væk. En hvilken som helst person vil kunne se på denne person, at noget var helt galt. Måske ville de ikke tænke, at personen havde taget medicin, måske tro, at vedkommende var pisse fuld/høj.
Jeg håber, det var svar nok.
Og forresten, og det er nærmest det vigtigste, at perosn vedkender, at perosn er syg og modtager hjælp!
@ItIsABrokenHallelujah wrote:
Og forresten, og det er nærmest det vigtigste, at perosn vedkender, at perosn er syg og modtager hjælp!
undskyld men kender du mig så?- midtvest jylland.. det er jo også hvor jeg kommer fra.. jeg går også i behandling.. måske det var samme sted?- du må gerne skrive en pm hvis du har lyst..
Nu er der mange forskellige grader af psykiske sygdomme, nogle kan klare sig med mild medicinering. Andre ville det være totalt uansvarligt at de fik børn. Hvis et forældrepar begge selv modtager hjælp og ikke kan tage vare for sig selv, så kan de heller ikke klare et barn.
Jeg har tilkaldevagter på et lukket afsnit for psykisk syge og de er bestemt ikke egnede og har heller ikke selv intentioner om at skulle passe børn. De kan blive frygtelig voldsomme overfor andre eller gøre vold mod sig selv. Nogle gange virker medicin heller ikke og de må bæltefikseres i sengen indtil der er ro.
Så man må vurdere det fra sag til sag.
Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.