Skat, du er kedelig!

Jeg bliver altså lige nød til at sige alt det her højt..
min kæreste er lige kørt fordi vi har haft et kæmpe skænderi.
Det startede med at der var én p-plads var på vejen foran vores lejlighed fordi folk er rigtig gode til at parkere ind over to båse. Min kæreste blev så sur at han sagde han ikke gad parkere der men istedet stillede bilen på den anden side af p-skiltet så han risikerer en bøde. De sidste to bøde han ahr fået har han først betalt når han er blevet truet med inkasso osv. og jeg blev sur over han ville lade det ske igen. Men han var bare stædig og sagde at det er fordi han er så træt af de ikke kan parkere ordenligt.
Da vi så kom op i lejligheden sagde han at han ville køre en kammerat hjem til Vejle (vi bor i Odense) hvilket også er helt i orden. Jeg regnede jo med han ville komme hjem lige bagefter, for han havde lovet at have en rolig slappe af weekend sammen med mig men lige inden de går ud af døren siger han at han ikke ved hvornår han kommer tilbage! Jeg blev bare så såret! Han har været sammen med vennerne de sidste 8 weekender I TRÆK og det er jo også det han har lyst til denne gang. Er det virkelig så skrækkeligt at være sammen med mig? Han sagde at der ikke var noget sjovt at lave herhjemme og han ikke gad at komme hjem bare for at se fjernsyn. Er det ikke bare en anden mpåde at sige “skat, du er simpelthen for kedelig, så jeg vil hellere være sammen med vennerne end dig…”?
Han siger at alt jeg snakker om er baby, og ikke laver noget! Altså, baby er mit et og alt lige nu! Det er den jeg tænker på nat og dag og når jeg så får af vide at det ikke er sjovt at være hjemme så er baby jo alt jeg har, for den sårer mig ihvertfald ikke!
Ved slet ikke hvad jeg skal sige eller gøre. Jeg kan ikke følge med i deres livsstil mere med sprut, øl, lange nætter og fester, og fordi jeg ikke kan det så er jeg åbenbart ikke ligeså sjov som vennerne, jeg fortjener ikke ligeså meget opmærksomhed i hvertfald.

Det er svært nok i forvejen at skulle lægge hele sin livsstil om og jeg er meget bange for at vennerne glider væk ligeså stille, men at min kæreste så også “vælger” dem fremfor mig. Det er næsten ikke til at bære. I hverdagene er jeg god nok, men i weekenden er jeg sikker på at der er vennerne det eneste der dur.

Hvad skal jeg gøre? HVis jeg snakker med ham er han bare stædig og så kommer vi ingen vejne.. Er bare inde i en periode hvor jeg har brug for ham og brug for at der er styr på tingene og snakke om baby med ham.. Er det for meget at forlange lidt hjælp til af en fyr på 22 år?