hva dælen skal man sige

Nogen kan måske huske mit indlæg om min gode kammerat der skal være far med en pige han havde kendt 1½ måned da hun fandt ud af hun var gravid.
Jeg har indtil nu holdt min mening for mig selv men jeg kan simpelthen ikke længere. Hans forældre ringede og spurgte om mig og kæresten ikke kom og snakkede med dem, for den var helt gal med kammeraten og kæresten. De vidste vi var de eneste der også vidste det stod galt til så de ville gerne snakke med os.

Sagen er den, at hun hverken har arbejde eller uddannelse. Det havde jeg heller ikke, så det har jeg ikke et problem med. Problemet er at hun ikke gider søge arbejde eller melde sig på en uddannelse. At arbejde på en tank er ikke godt nok for hende, sagde hun direkte til svigermor! Hun har INGEN indtægt. Hun er blevet smidt ud af sin lejlighed fordi hun ikke betaler husleje, hun har ingen strøm da hun ikke har betalt el, min kammerat fylder hendes køleskab TIT fordi hun ingen penge har til mad, hendes hun var underernæret, barnet er for lille fordi hun ikke spiser rigtigt, hun ryger stadig og folk ryger hash hos hende og så har hun sQ lige droppet min kammerat. Hun sagde hun ikke var sikker på sine følelser længere hvilket osse er en ærlig sag.

Min kammerat tør ikke stille sig op imod hende og gør bare som hun siger. Han lider og er så frygtelig ulykkelig fordi han stadig er nyforelsket. De har jo kun været sammen i 3,5 måned!

Når han ringer og snakker om det, hvad skal man så sige? Hvis jeg begynder at sige min mening så eksploderer jeg, men jeg kan heller ikke sige alt nok skal gå når jeg ikke længere tror på det..

Hvad ville i gøre? De er jo lige gode om det!
Undskyld det blev så langt!