Skruk, i snart 4 år..! (laangt)

Ja som så mange andre rundt omkring på forskellige forums er jeg også totalt meget skruk.. og har været det utroligt længe.

Det startede for omkring 3-4 år siden, men min daværende kæreste var langtfra lige så “moden” som jeg var.

Fandt så sammen med en som jeg lærte at kende gennem et tidligere forhold (har også gået i folkeskole med hans søster) og vi bor nu sammen.

Har før været helt vildt forelsket i ham, men han havde en kæreste så jeg opgav og prøvede lykken et andet sted. Men da det så ikke gik fandt jeg ud af at min nuværende kæreste var single og så måtte jeg jo prøve om jeg havde en chance.

Vi har nu boet sammen i snart 2 år og været sammen i snart 3år.
han er færdig uddannet og jeg afslutter Hf her i Juni og starter så på tekniske skole til august.

Har hele tiden sagt til ham at jeg er meget skruk og at jeg vil have 2 børn inden jeg er 25år. (er 21år nu)

Han har sagt at det var ok med ham da han også gerne vil have børn inden han blev 25år, men ikke nu. (det var i starten af vores forhold) Han bliver 24 i år.

Jeg nævner det så jævnligt fordi jeg vil være ung mor, jeg vil være ung sammen med mit barn, og jeg har ikke nogle behov for at feste eller andet. Har det bedst ved at være hjemme eller sammen med familien.

Nu er folk omkring mig så begyndt at blive gravide og få børn. Nogle jeg har gået i skole med og nogle af kærestens venner, men føler bare aldrig det bliver min tur. 😥

Han bliver ved med at sige at han gerne vil, bare ikke lige nu. hvis jeg så spørger om det kan blive næste år bliver han bare sur fordi han mener jeg træder i det. Det kan også godt være jeg gør det, men spørger med et par måneders mellemrum, så synes ikke det er fordi jeg “plager” om det.

Har holdt mig fra disse hjemmesider fordi jeg simpelthen ikke kunne holde ud at alle omkring var gravide eller havde børn. Er sygelig jaloux.
Og nu er det ved at blive rigtig slemt fordi jeg ikke kan snakke med nogen om det. Der er ingen i min omgangskreds der har tanker om børn, ingen der er skrukke som jeg er.

Så nu skriver jeg her for at få lidt støtte, lidt “hjælp” til min misundelse eller bare en lille snak om emnet. Føler mig så alene med alle mine tanker og er ved at synes jeg opfører mig barnligt fordi jeg har svært ved at blive glad på andres vejne men bare bliver sur og jaloux… 😳