Min historie – Forespørgsel fra Shiva.

Min historie om min ”graviditet” og fødsel.
For 3½ år siden, var jeg 17 år gammel. Jeg gik i 2.G i gymnasiet og havde haft fast kæreste siden 1.G. Mit liv lå for mine fødder, og jeg var godt tilfreds med mit liv. Jeg havde mange planer for fremtiden og havde hele mit liv vidst hvordan mit liv skulle gå, og alt var planlagt. Men ja, alt forandres..

D. 7. december 2004 lå jeg i min seng på mit værelse. Kæresten var lige gået og jeg havde lagt mig til rette under dynen og var parat til at sove. Jeg havde vel kun ligget i ½ times tid før jeg fik små stik i min mave. Jeg ignorerede det og tænkte at det nok bare var en lille smule mavepine. Jeg faldt i søvn, men 10 min efter vågnede jeg igen ved at min mave gjorde ondt. Jeg krøb sammen og prøvede at falde i søvn igen, men smerten kom hele tiden tilbage. Jeg blev urolig, men tænkte at det nok bare var begyndende sygdom da resten af familien lige havde haft en influenza tur. 2 timer gik med at vende og dreje sig i sengen, men smerte tiltog. Jeg fik ind til mine forældre og vækkede dem. Min mor spurgte hvad der var galt, og jeg forklarede hende at jeg havde mavesmerter og at min mave var hård at røre ved. Hun ringede til vagtlægen, men han bad mig bare om at tage nogle panodiler og forsikrede mig om at det nok skulle gå over. Da jeg fik piller gik smerterne ikke i sig selv, og min mor ringede til vagtlægen igen. Han bedte mig igen om at tage en pille og tage til egen læge om morgenen. Pludselig ryger der vandt fra mit underliv og ud i sengen. Jeg bliver utrolig bange og tror det er blod, men da jeg kigger er det bare klart vand. Min mor siger ”Det her ligner veer, Maria” Jeg siger: ”Hvis det her er ligesom veer, så skal jeg aldrig nogensinde ha’ børn”.

Kl. 9 om morgenen stiller min mor og jeg nede ved lægen. Min egen læge er der ikke, så det var en lægestuderende der tog imod mig. Hun mærkede på min mave, trykkede og trykkede. Hun ser forvirret på mig, og uden at sige et ord til os, tager hun telefonen og ringer til sygehuset. ”Jeg har en pige her som skal sendes med ambulance. Hendes mave er hård og jeg tror at enten er der en indre blødning, eller også er der en graviditet udenfor livmoderen”. Jeg går i panik og forstår ikke hvad der sker. Min mor får fremstammet at vi altså godt selv kan køre over på sygehuset, da det ligger meget tæt på, og det får vi lov til.

Da vi ankommer til sygehuset, står der en sygeplejerske klar til at tage imod mig. De viser mig ind i et rum, hvor jeg bliver bedt om at lægge mig ned. En anden sygeplejerske ankommer og jeg bliver undersøgt. De scanner mig, og jeg får underlivsundersøgelse, men de kan ikke finde ud af hvad der er galt med mig. Alle sygeplejerskerne snakker sammen om mulige grunde til mine smerter, og de vælger at tilkalde en læge. Lægen kommer og jeg bliver igen både scannet og underlivsundersøgt. De kan ingen årsag finde. Overlægen bliver tilkaldt og han scanner mig igen og siger ”Nåh, ja.. Lad da være med at pylre sådan.. Du er jo BARE GRAVID!!”
BARE GRAVID.. ”Jamen, hvor langt er hun henne så” spørger min mor. Lægen siger at jeg er i fødsel!! Jeg besvimer….

Da jeg vågner igen er jeg helt rundt på gulvet. Jeg græder og er helt ulykkelig og fortvivlet. Mit liv er slut. Mit liv er helt sikkert slut.
Efter det er det hele mere eller mindre sort. Jeg kan huske at jeg kom op på fødegangen og jeg fik lov til at komme hjem, men skulle komme tilbage når veerne tog til. Kan også huske at min far kom op på sygehuset og smilte over hele hovedet. ”Grine i stedet for at græde” har han senere sagt. Hjemturen er glemt.

Da jeg kommer hjem bliver der ringet efter min søster, som kommer med det samme. Der bliver ringet rundt til familien og ja.. Jeg er bare helt rundt på gulvet. Jeg græder, græder og græder. Mit liv er slut!!
Jeg ringer til min daværende kæreste. ”Jeg er gravid” får jeg fremstammet og hans svar var ”Nå, jamen det må vi jo få gjort noget ved så”. Jeg får sagt at jeg altså er i fødsel, så det kan ikke lade sig gøre. Han går lige så meget i chok som mig, men siger at han selvfølgelig kommer når han har fri fra arbejde. Resten af aftenen går egentlig bare med fortvivlelse.

Kl. 5 natten d. 8. december tiltager veerne og jeg kalder på mine forældre. Vi kører på sygehuset med det samme. Jeg bliver taget godt imod, men er bange. Meget meget bange. Ved ikke hvad der skal ske, og det gør bare så frygteligt ondt! Jeg mærker spark først gang.. Jeg hopper næsten en halv meter. Der er noget inden i mig der sparke. Det er et BARN!!!!

Jeg får æren af at indvie en ny barselsseng på fødegangen og en sød jordmorder kommer hen til mig og vi snakker rigtig godt sammen. Hun beroliger mig og siger at jeg klarer det fantastisk. Det betyder meget at det kommer udefra, og ikke bare fra min familie.
Veerne tager til, men jeg blev forundret over at det ikke var værre. Når man ser folk i film der føder, råber de og skriger.. Men jeg ligger bare stille og prøver at trække vejret stille og roligt.

kl. 11.08 får jeg den sidste presseve og min søn kommer op på mit bryst. Min søn!! Det første jeg siger er ”Han er jo flot”. Jeg havde inderst inde været SÅ bange for at han var misdannet, men havde ikke sagt det til nogen. Jeg ligger og kigger på ham.. Det hele havde været så uvirkeligt, og pludselig ligger jeg med en fantastisk dreng på maven. Han er min. 2900 gram og 50 cm vidunder.
På barselsgangen får jeg besøg af familien og min bedste veninde. De er alle i chok, men tager det virkeligt pænt. Jeg bestemte mig for inderst inde, at jeg SELVFØLGELIG ville beholde min lille dreng og at det jo ikke var HANS skyld at han var kommet som en overraskelse. Han var MIN dreng. Min.

Min far var ude og købe alle tingene ind til min søn og sikke en hjælp det var. Alt stod klar oppe på mit værelse da vi kom hjem fra sygehuset.
Min søn kom til at hedde Christoffer og mit nye liv begyndte. Mig og Christoffers nye liv.

I store træk fortsatte mit liv, selvom jeg troede det ville være forbi. Jeg flyttede hjemmefra da Christoffer var 4 måneder, og min søn og jeg fik et perfekt lille rækkehus. Jeg gjorde det forbi med Christoffers far et halvt år efter fødslen, da han ikke var parat til at være far. Han gjorde det klart at han ville beholde sit normale liv, og derfor valgte jeg at sige at jeg ville være alenemor.

I dag..

bor jeg stadig i rækkehuset, men flytter i større hus her til juli. Jeg gjorde min studentereksamen færdig og huen kom på hoved i juli 2007. September 2007 begyndte jeg på læreruddannelsen i Jelling, som jeg stadig er UTROLIG glad for. Jeg bor sammen med min kæreste, Mads, som er den perfekte papfar for Christoffer. De elsker hinanden ubetinget.
Christoffer er en velfungerende, positiv, altid smilende og ja.. DEJLIG dreng på knap 3½ år. Jeg ELSKER mit liv, jeg ELSKER min søn.. og jeg ville ikke bytte mit liv med Christoffer for noget andet.
Happy ending, ja tak 🙂

Mig ca 6 timer før fødslen. Maven var kun lige kommet, fordi han var faldet ned på plads 🙂

Taget lige efter fødslen