Er jeg for ego?

Ja har virkelig haft en træls dag i dag… Først sov vi for længe, så jeg nåede ikke ned med Josefine i tide i BH.

Nååå men i løbet af dagen snakker jeg et par gange med Daniel og fortæller så at jeg savner dem rigtig meget og jeg næsten ikke orker mere. Spørger så at vis vi nu skulle være så uheldige at han ikke kommer hjem i morgen, om vi så ikke kunne bytte? At jeg var ude ved Alexander lidt…

Nej nej nej, det ville han ikke. Jeg skulle bare blive hjemme og slappe af…

SLAPPE AF?!?!?!
Ved godt det ikke er sjovt at ligge på et sygehus, men han skal ikke lave mad, han skal ikke vaske tøj, han skal ikke gøre rent eller vaske op, han har andre forældre som han kan snakke med, og der er mennesker omkring ham hele tiden.
Han kan bruge ALT sin energi på Alexander (hvilket han selvfølgelig skal)

Jeg har jo ikke nogle til at gøre tingene for mig, jeg står jo pt med alt selv. Og så har jeg altså også et KÆMPE behov for at være sammen med min søn for pokker…

Nå men spørger så ind til om de har snakket med lægen (som gik stuegang kl 17) Næææ det havde han ikke… Spørger så om han så spurgt efter lægen. Nææææ det havde han heller ikke…
De sad jo lige og drak lidt kaffe og spille playstation….
Siger så om det så ikke var en ide at få talt med den læge INDEN alexander skal sove… Bare vis de tager det dræn i aften at han så ikke skal vækkes på grund af det…
Så bliver han sur og siger at han ikke kunne trylle og at jeg lige måtte slappe af…
Ved sgu godt han ikke kan trylle men det skader da ikke og spørger om lægen er på vej eller…

Tror ikke han er klar over hvor meget jeg endelig står med her hjemme… Og at det er pisse modbydeligt at sidde hjemme og vente på svar hele tiden…

Ved godt der er mange enlige mødre der fint kan magte det hele, men er ikke vantil at være alene og ikke på den måde som jeg er det nu… Ikke nok med at jeg skal være 120% på for pigernes skyld, og holde styre på alt her hjemme, så render jeg også og tænker meget på min søn…

Er jeg for ego i det her eller?