-
Indlæg
-
Nu sad jeg lige og så de andre tråde med parforhold og gældestråd.
Og tænker, hvorfor jeg ikke lever i et sundt og velfungerende parforhold.
Som jeg skrev i den anden tråd er min filosofiske livsstil, at jeg lever efter at gøre mig selv og min datter lykkelig og og min lykke skal ikke afhænge af en mand.Jeg bor alene med min datter, og er kærester med hendes far. Men for det første står forholdet stille, da jeg er så stædig at jeg ikke vil flytte i HANS hus, da jeg vil betale halvdelen af det hvis jeg skulle flytte ind, men jeg er jo studerende og fortsætter med det i 3 år så det kan ikke lade sig gøre.
For det andet har jeg bare mine tvivl med ham, har i aldrig tænkt ” der må være en derude der minder mere om mig?”. Desvære er jeg typen der ikke går på kompromis med sådan nogle ting da jeg ikke gider vågne op om 30 år og indse at det var helt forket.
Håber i forstår mig men jeg bliver nød til snart at tage en beslutning; om det skal fortsætte!
Dog skal det siges at jeg også gik fra ham første gang da Emma var 9 mdr. og vi var fra hinanden ca. i 2 år men fandt så sammen igen så spørger lige om jeg er fyldt op med dårlig samvittighed hvis jeg skulle gøre det igen.
Håber i har et råd eller to 😀
Du skriver at du ikke ønsker at flytte ind i huset, fordi at du ikke kan betale halvdelen af huslejen. Der må være noget andet der ligger bag, og som holder dig tilbage. Hvis du af hele dit hjerte ønskede at I skulle bo sammen alle tre, så tror jeg at du så stort på om han betalte lidt mere end dig.
Han får jo også flere penge til sig selv, hvis du flytter ind, så jeg tror bestemt ikke han føler sig udnyttet. Hvordan forholder han sig til situationen? Ønsker han at I skal flytte ind?
Du må stille dig selv spørgsmålet: ‘Vil jeg flytte sammen med ham? Bliver jeg lykkelig, hvis jeg gør det?’
Siden jeg flyttede sammen med min mand, efter vi havde kendt hinanden i kort tid, så har vi haft fælles økonomi. Han har haft fuldtidsarbejde og jeg har været på su, men der har ikke været noget der hed “min og dine penge.”
Vores mænd får jo også noget ud af det senere økonomisk, når vi studere.
Med hele denne lange smørre vil jeg sige: Tænk over hvad du vil og hvad der inderst inde holder dig tilbage. Held og lykke med det.
Nogle mennesker kan bare ikke leve med en der ikke har samme krav og ønsker til livet som dem selv. Du skriver det er svært for dig at gå på kompromis, og du tvivler på, at han er den rigtige i jeres liv.
Hvis du tvivler nu, så vil du tvivle resten af livet. Det kan jeg selvfølgelig ikke sige med 100% sikkerhed, men da det meget ofte ikke er muligt at lave om på sin partner, så vil du højst sansynligvis tvivle lige til den dag du bliver ligeglad eller finder noget der er bedre.Det kan hjælpe at snakke med ham om, hvordan du gerne ser, at han er, men det kan også meget vel gøre ham ked og frustreret. Bottumline; de færreste forandre sig, ligegyldigt hvor mange gange man så taler om det, så du er nødt til at gøre op med dig selv, om du kan leve med ham, sådan som han er, eller være dig selv og søge lykken et helt nyt sted. Du lyder til at være et meget selvstændigt menneske.
Men jeg tror det handler om tryghed. Du føler en vis tryghed i at han er der et sted, og du har ham, og det gør dig glad og tryg bare at vide at han er der ved din side. Måske er hans behov noget andet. Hvis han har spurgt om i skal flytte sammen, så er det måske fordi han mangler nærhed i forholdet. Og dit nærhedsbehov er måske allerede dækket med din datter, og da du har svært ved at gå på kompromis, så kan du ikke opfylde hans behov – hvis de altså er anderledes fra dine.
Så passer i sammen baseret på jeres behov, så skal i nok klare jer.Du skal kunne se dig selv lykkelig om 10, 20 og 30 år frem, det er din og din datters fremtid det gælder, og også den mand som du enten vælger til eller fra.
Håber det hele gav lidt mening 😛På den anden side, kan man også have FOR mange krav, når man er på udkig efter mandEN i livet. Jeg siger ikke du skal nøjes, det skal ingen, men at være stædig i et forhold, den holder ikke i længden 😉 Man er ALTID 2 i et forhold (nogle gange 3, men det er sært..) og man KAN ikke altid være enig, og folk har deres perioder hvir tingene går lidt nedad bakke.
Så overvej grundigt. Er hans krav nogle som du kan eftergive uden din stædighed, eller hvordan ser det ud? 🙂Håber i finder ud af det..
Det kunne være mig selv der havde skrevet det indlæg… godt nok bor vi sammen nu, men det fungerer ikke optimalt.
Jeg flyttede første gang da vores datter var 3 mdr, og vi flyttede så sammen igen, da hun var godt et år! Men pyh hvor er det svært… Vi vil vel allesammen gerne have en kernefamilie????
@MamaMia wrote:
Det kunne være mig selv der havde skrevet det indlæg… godt nok bor vi sammen nu, men det fungerer ikke optimalt.
Jeg flyttede første gang da vores datter var 3 mdr, og vi flyttede så sammen igen, da hun var godt et år! Men pyh hvor er det svært… Vi vil vel allesammen gerne have en kernefamilie????
Hvor er jeg glad for at du skriver at jeg ikke er den eneste (selfølgelig ikke at det ikke går godt).
ja man føler sig lidt fanget, jeg ved ikke oom jeg magter at gå fra ham igen (ved heller ikke om det er det jeg vil). Så føler mig fanget da jeg hverken ved om jeg skal frem eller tilbage 😀
Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.