-
Indlæg
-
Efter jeg fik et tilbud fra en mandlig bekendt forleden dag, har jeg gået og tænkt på det med at få en kæreste…
Jeg er enlig mor til 2 små børn, hvor de begge har vanskeligheder og specielle behov.
Jeg har ikke mulighed for at date, da jeg er 100 % enlig, og i det hele taget går mit liv med mine børn, og ikke ret meget andet. 🙄Jeg er 30 år nu, tyngdeloven har gjort sit indtog på min krop, og rynkerne er kommet for at blive 😉
Kan man overhovedet tillade sig at være kræsen i den situation?
Eller er det tid til at tage hvad man kan få, og være taknemmelig for det?
Nu tænker jeg ikke specifikt på mig selv, men vil gerne kaste emnet op til disskution, for jeg ved at der er mange enlige mødre derude der går med de samme overvejelser som mig.
Nej det skal man på ingen måde.
Der er en kæreste til alle, men man må gerne være lidt kræsen.
Nej! Man skal aldrig nøjes. For 5 år siden var jeg så langt nede efter et brud at jeg troede at ingen ville have mig. Jeg fandt en fedladen fyr som slet ikke var mig. Han tiltrak mig slet ikke fysisk overhovedet, men jeg var sammen med ham alligevel. Han var virkelig skummel og totalt klam og ingen syntes om ham.
Jeg kan 5 år efter stadigvæk pludselig væmmes ved tanken selvom jeg nu er i et lykkeligt forhold (ja det betaler sig at vente).Det har sat sit psykisk i mig et eller andet sted kan jeg mærke. Det der med at være fysisk sammen med en man synes er ulækker skal man aldrig gøre! Jeg kan stadig i ny og næ have drømme hvor jeg løber og ikke kan slippe af med ham..han nærmest forfølger mig i drømmen. (I den virkelige verden var han forgabt i mig og havde svært ved at acceptere da jeg slog op).
Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.