Ulykkelig…

Årh ha… Jeg ved ikke engang, hvorfor jeg skriver det her… Måske for at få noget medlidenhed…

Sagen er den, at det ikke går så godt herhjemme for tiden…

Vi er ved at lave overetage (nyt soveværelse + børneværelse) og har været det i næsten 2 måneder, jeg er i gang med det hårdeste semester på studiet og føler mig samtidig med det hele fuldstændig overset af min kæreste.

Han er ved at slide sig selv ihjel, fordi han er håndværker, og når han kommer hjem fra arbejde går han i gang med overetagen og arbejder deroppe hele tiden. Når det så bliver sengetid vælter han bare om på øret og sover til næste dag, hvor det hele starter forfra.

Når han endelig holder fri er det for at hygge med vennerne, hvilket gør, at jeg føler mig overset – han giver sig jo ikke tid til mig. Det betyder så, at jeg begynder at vrisse af ham, fordi når han endelig holder fri, så er det ikke sammen med mig.

Jeg kan ikke få ham til at forstå, hvordan jeg har det og det giver mig en følelse af, at jeg er helt vildt urimelig overfor ham… På den anden side gør det mig bare så ulykkelig, at det skal være sådan – og har snart været det i 2 måneder.

Med hensyn til sex: der er heller ikke rigtig noget mere, fordi han hele tiden arbejder så hårdt og derfor ikke har overskud til andet. Det kan jeg et eller andet sted også godt forstå, men det kan bare være svært at takle med alle de hormoner i kroppen og når man føler sig som en flodhest med elefantfødder og strækmærker på maven…

Hvordan får jeg ham til at forstå, hvordan jeg har det?

Åh altså… Piger; hjælp mig med at blive i godt humør igen.

– en halvdeprimeret Louise