jer der IKKE ammede

Tjah jeg havde flere grunde..

Til at starte med kunne jeg bare ikke forene mig med tanken om at skulle amme – jeg kunne stortude i flere timer bare folk nævnte at når jeg skulle amme så… jeg gik fuldkommen i baglås. Det gjorde ondt i marv og ben at tænke på og det føltes helt forkert, hvorfor ved jeg ikke.

Så det var faktisk en enorm lettelse da jeg fandt ud af at jeg tog så meget medicin imod min asthma at jeg slet ikke MÅ amme (ihvertfald tør jeg ikke tage chancen da min medicin kan give nyresvigt, knogleskørhed og grå stær hos voksne mennesker, gad vide hvad det så gør ved et spædbarn!?). Jeg følte at endelig havde jeg en legal grund for at sige nej til amning! Jeg har nemlig, ligesom bubble, ofte følt jeg skal forsvarer mig overfor andre mennesker når det kommer til mit valg om ikke at amme.

Jeg fik da også skæld ud af rigtig mange, både herinde i flere debatter og lign. sider hvor jeg forsøgte at finde ud af det hele. Jeg lagde dog hele tiden fagfolkene vide at amning det er bare ikke mig! Og det blev fuldt ud accepteret – jeg har kun een gang mødt en læge som var lidt hård med mig, og det var da Tristan var 1 måned og røg på sygehuset.. men der fik han bare igen og fik afvide at det skulle han overhovedet ikke blande sig i, han skulle bare passe sit job og finde ud af hvad min søn fejlede!

Jeg har aldrig haft lyst til at amme Tristan. Da han blev født og kom op på maven havde jeg ikke lyst til at han skulle ligges til og det blev han heller ikke for det havde min jordemoder fuld forståelse for og syntes også det var synd for mig hvis jeg skulle presses til det når jeg havde det så elendigt (hun havde set mig græde flere gange ved samtaler om netop amning).

Jeg forsøgte oprigtigt at forene mig med tanken om det, men jeg kunne ikke. Et eller andet klikkede i mit hoved når samtalen faldt på at jeg skulle amme (for har intet problem med at andre ammer, men misunder dem på den anden side heller ikke) og det fungerede bare ikke. Det med flaske har så også virket perfekt for mig – det har gjort at min kæreste kunne tage ham en del mere mens jeg hvilede da han var her, min far har kunnet passe ham mens jeg sov – min søster har kunnet give mig de pauser jeg har haft brug for når alt bare blev lidt for hårdt. Jeg har kunnet trække på mange flere hjælpemidler end ellers og det tror jeg har gavnet mig rigtig meget da de første par uger af Tristans liv var meget psykisk hårde for mig og jeg havde en lidt voldsom reaktion på fødslen og det at blive mor (som heldigvis er gået over igen).