Undskyldninger og tilgivelse.

Ja med inspiration fra en DB kom jeg til at tænke dybere over lige netop dette. Og dette er slet ikke for at få nogen til at få det dårligt overhovedet.

Men når det kommer til det med undskylde og tilgive. Skal man så tilgive ALT ???

Er en undskyldning altid nok hvis bare den er hjertefølt.

Altså tamme undskyldninger hvor den der undskylder samtidig begære sin uskyld kan ingen jo rigtig bruge til noget for de jo samtidig gør udtryk for de intet har gjort forkert. Og hvorfor så undskylde hvis man ikke har gjort noget forkert ???

Men de undskyldninger hvor du kan mærke at personen mener det.

Personligt er jeg meget large med at tilgive eller ikke mindst tage imod en undskyldning.

MEN der er altså ting som jeg ikke kan og ej heller vil tilgive og ej heller modtage undskyldninger for. Hvis dem som har gjort mig uret har det dårligt over det passer det mig så også helt fint. Men der er vi også ude i tilfælde som med min bror.

Jeg er ikke længere offer for ham. Men tilgivet bliver han aldrig. For det at tilgive er for mig også det samme som at sige at det erokay nu og det er glemt. Og det er det ikke og bliver det aldrig. Og få lettet sit hjerte for sin dårlige samvittighed skal han ikke have lov til at få.

Og ja så er der nogen der vil sige at man skal ikke lade hadet styre og lade det opsluge en for det taber man kun selv på, og det derfor er godt at tilgive. Det er så bare ikke tilfældet her. For hade ham gør jeg ikke. Men tilgive ham gør jeg heller ikke.

Ved ikke om det giver mening.

Men menr I at man skal tilgive alt, eller er der ting som I heller ikke vil kunne tilgive ???