Jeg drukner..

Først vil jeg sige thumbs up til alle jer enlige der er helt alene – ingen far til barnet, ingen kæreste, ingen forældre eller noget som helst: I klarer det godt…
Men sig mig engang – hvordan gør i?
Med arbejde fra 8 til 15:30 hver dag, rengøring, pasning af jeres barn( leg osv – opmærksomhed ) handle ind, lave mad, vaske op, ordne vasketøj, søge job( som jeg gør, er kun i praktik pt. ), rydde op, betale regninger og ordne andre papirer osv. ?

Milles far er skredet – helt. Har ikke hørt fra ham længe… Vi blev uvenner. Han har skiftet nummer, blokket mig på msn og facebook. Han bor ude på landet, har ingen bil, der går ingen bus. Kan ikke kontakte ham 🙁 Han sagde han ville flytte tilbage til os, hvilket jeg faktisk var ved at overveje – manden betyder jo alt for mig. Men så sagde han til en anden at han aldrig ville være sammen med mig igen. Følte mig brugt, big time – konfronterede ham med dette resultat.
Har skrevet til ham på facebook flere gange og idag har jeg skrevet det sidste brev:

Idag skulle jeg så have været i Esbjerg til optagelsesprøve som kontor-elev. Havde faktisk glædet mig. Men mor kunne ikke lige tage Mille, hun ville nok hellere til line-dance. Og Kim har bilen, mor gad ikke lige spørge om jeg kunne låne den, og har sku ikke tid til lige at få fat i ham når han ikke svarer mig. Jeg har nemlig vasketøj, rengøring, handlen ind, passe mille, lave mad, ordne papirer i forbinelse med praktik, søge job, rydde op, vaske op, praktik fra 8-15:30 osv. Undskyld mig hvis jeg lyder lidt sur når jeg siger TAK FOR HJÆLPEN ! Og ikke nok med det, men jeg skal bryde mit hoved med hvad fanden du laver, du har slettet mig på facebook, blokket mig på msn, fået nyt nummer, og ja så er du jo sær når du er sur. Du gør mækelige ting. Og hvordan det hele nogenside skal gå? Og om jeg nogensidnde får et job der kan passe med at være enlig mor, UDEN HJÆLP FRA NOGEN? Undskyld mig hvis du syntes jeg er vanskelig, men lige nu har JEG ikke lyst til at leve mere. For jeg kan simpelthen ikke overskue det. Hver gang jeg har 2 sekunder hvor jeg ikke har gang i alle de praktiske ting eller en skrigene Mille – for hun kan mærke mor ikke har det godt, når jeg har 2 sekunder alene så tuder jeg for jeg kan bare ikke mere. Den eneste jeg havde i mit liv var dig – men du er så også skredet, hvad har jeg så tilbage? De som burde hjælpe mig er der bare ikke. Alle er totalt ligeglade. Jeg har bare mig selv. Ting som jeg gerne ville, som fx. at besøge min eneste veninde på sygehuset og se hendes lille søn, eller tage til optalgelsesprøve for at sikre mig en fremtid – ja de ting kan jeg bare skyde en hvid pil efter, for der er ikke noget der hedder “Christina” mere.
Håber ikke dette var for meget for dig, for du har det jo SÅÅÅÅ SVÆRT… Syntes du er så pisse barnlig. Du vælger selv…. Du har et barn for fanden – men har hun en far ?

---

Undskyld det blev så langt, men jeg er ved at dø her… Kan ikke se hvordan mit liv skal hænge sammen. Hvad gør jeg?