vuggestue-brok

Ihh, ønkser egentlig ikke at denne tråd skal være endnu et sure opståd fra min side af, men er simpelthen så ked af det – sikkert uden grund.

Grunden er, at der er en pædagog i Melvins vuggestue, der bliver ved med at påpege, at Melvin hele tiden ved sidde på skødet af hende, og er meget tryghedssøgende. Hun siger, at han har svært ved at lege længere tid alene, samt at han har brug for at vide, at der er voksne omkring ham. Jeg kan godt genkende mange af tingene, for sådan var han også, da han var baby (har tit spekulerert i, at han er et high need barn), men da han fyldte et år, gav jeg mere slip og lod min kæreste tage mere over, og nu spørger han lige så ofte efter min kæreste som efter mig dvs. han er ikke længere over mig hele tiden.

Jeg bliver så forvirret, fordi jeg får forskellige beskeder fra vuggestuen. Når jeg spørger den anden pædagog eller medhjælper siger de, at der aldrig er problemer, og han sagtens kan lege alene. Herhjemme er det som sagt også blevet bedre.

Så jeg forstår ikke hendes udsagn. Mener hun der er et problem, som skal tages op? (det regner jeg med at spørge hende om næste gang jeg ser hende) Eller er det blot en udmelding på, hvordan status quo er der henne? Er det noget jeg skal ligge mere i? Og hvorfor er det kun hos hende, han er sådan? Hun må som pædagog med 35 års erfaring have oplevet det før, og også have redskaberne til det, hvis hun ville ændre det…?

Jeg er selvfølgelig ekstra opmærksom på disse ting, da jeg har haft en fødselsdepression og har kommunen ekstra inde over. Derudover får vi også besøg af en sygeplejerske og psykolog en gang om måneden – så sådanne tvedelte udsag forvirer mig altså virkelig.

Har I andre oplevet noget tilsvarende med institutionerne?