Downs syndrom.

Hejsa til alle.
Jeg er ny herinde, men har søgt lidt efter folk som har været igennem det samme. Jeg fandt i januar måned ud af at jeg ventede mit barn nr 2. Glæden var stor over den gode nyhed 😀
Så her for ca. 3 uger siden skal jeg til nf, første gang så vi vores lille vidunder ligger dejligt, men den gider så ikke ligge som lægerne ønsker for at de kan få de bedste mål, vi får en nu tid og skal så ind 2 dage efter, denne gang er babyen meget aktiv, men desværre fik vi et negativt resultat af scanningen som sagde at risiko beregningen var 21 😯

Jeg blev chokeret, jeg bliver så tilbudt at komme ind ugen efter og få taget en moderkagebiopsi, dette tilbud siger vi naturligvis ja til. Vi kommer så ind ugen efter og får foretaget prøven og de fortæller at inden weekenden vil vi have svaret på om der er downs syndrom. Fredag eftermiddag kommer det frygtede opkald så, sygeplejersken fortæller at de har har taget testen to gange og der er kommet samme resultat og det viste desværre at barnet havde downs syndrom…
Jeg var fuldstændig tudefærdig, men min kæreste og jeg har været enige om fra starten at hvis det viste sig at der ville være noget galt ønskede vi ikke at sætte det til verden da man jo ikke har en diagnose før barnet kommer ud 🙁 .

De fortæller så at jeg skal møde op på hospitalet mandag og snakke med en læge som vil fortælle hvad der kommer til at foregå, grundet dette er jo at jeg har været for langt henne til en abort. Men vi kommer så derind og de fortæller hvad der skal ske og at jeg både skal få den ud samt til en udskrabning da det hele ikke kan komme ud af sig selv. Jeg bliver så indlagt fredag (20/3-09) da jeg er 15+4, Sygeplejerskerne fortæller hvad de gør og de var meget søde og forstående omkring hele situationen… Da kl er ca. 16.30 kommer den ud, helt smertefrit…
Sygeplejerskerne kommer herefter og spørger om vi ønsker at se det, dette snakker vi så lige kort om og beslutter så at det vil vi gerne, vi fik afvide at det var en lille dreng men at de kunne se på nakken at folden var større en på normale fostre i den størelse.
Vi skal nu til en samtale med lægerne om 5 uger for at få svar på de sidste prøver og omkring fremtiden hvis vi planlægger at forsøge igen.
Det har været et følelsesmæssigt helvede at være igennem. Heldigvis har vi ikke fortalt min dreng på 5 år om noget af det, men vi håber på at han en dag vil blive storebror 🙂

Zikkan