Er det kun mig?

Ja ved godt jeg har oprettet en del tråde idag, men det er lang tid siden jeg har haft internet og går jo ikke i nogen mødregruppe, så alle spørgsmål og ting har jeg bare gået og tumlet med selv.. Så håber i kan klare og høre lidt mere på mig 🙄

Nu har vi jo snakket om min fødsel og syning herinde. Og der kom jeg til at tænke på den følelse jeg havde efter fødslen..

Når man ser fødsler digitalt, ser man altid hvor fantastisk og følelsesladet moren sys det er..

Men da jeg fødte kiggede jeg bare på mit barn og følte mig tvunget til at sige neeej, åhh og ihh hvor er hun smuk og presse mig selv til at klemme en lille tåre ud.. Inderst inde havde jeg en følelse af at jeg allerhelst ville sove. og den smerte jeg havde haft under fødslen og den følelse af magtesløshed, rettede jeg mod hende og var egentlig pisse sur på hende. Kunne godt lide at vise hende frem. men i de første 2 uger, synes jeg ikke hun var pæn eller specielt dejlig, hun var virkelig fremmede over for mig og jeg følte ikke jeg havde et ansvar for hende. Som om hun var til låns og jeg havde sagt ja til at passe en ting og ikke et levende væsen..

På sygehuset sørgede min kæreste for hende om natten, fordi jeg var så træt og sov som en sten uden at R kunne vække mig..
Jeg gav hende mad når hun var sulten og sad med hende når hun græd.
Men jeg kunne ikke få mig selv til at tale til hende, fordi det føltes akavet og jeg synes ikke hun lignede mit barn..
Savnede kun tiden hvor jeg stadig var gravid..

Nu er jeg selvfølgelig overdrevet lykkelig for hende og elsker hende overalt på jorden. Men det gjorde jeg bestemt ikke i starten..

Følte og føler mig som en ekstremt dårlig mor, når jeg tænker på den tid..
Så ville bare høre om nogen af jer også har haft det sådan, eller om den fantastiske kærlighed kom med det samme?

Det er først for nylig, jeg begynder at smile ved tanken om hvordan det var at få et barn..