Karies, Jerusalems ødelæggelse.

7 nætter med meget tandpine og meget lidt søvn. Noget, der kan slå enhver ud. Og jeg er ramt. Så meget at Kian har bemærket min uro. Jeg er ikke sikker på, hvor længe jeg kan holde smerten ud. Mor har ondt. Så han klamrer sig til mig. Min kun måneder gamle søn tager sig af mig. Pludrer i en mild tone, krammer og kysser mig. Befinder sig i en konstanthed ved mine fødder. En tidlig alder, at finde sig sin rolle, som mand i huset.

Smask, den sad. Træspilledåse, smidt direkte i ansigt. Jeg kan åbenbart ikke føle smerte nok. Godmorgen mor, så står vi op. Efter 2 og en halv times søvn bliver jeg vækket til Jerusalems ødelæggelse. Rettere, ligger midt i den. Mit hjem er totalskadet. I ren protest, mangel på opmærksomhed, har Kian haft fat i alt. Alt er tømt. Gulvet tilgengæld, slet ikke til at spotte. Diverse tøj fra diverse klædeskabe, spredt ud på diverse gulv. Møbler, vendt op og ned. Gardin og gardinstang, revet ned fra væggen. Vægge og glas smurt ind i kiks. Små fine symmetriske håndaftryk, overalt. Så tilpas meget rod, at jeg ikke kan gøre andet end bare at grine. 2 (plus det løse) timers søvn, og hvad fik jeg ud af det? Evnen til at sove fra en sprunget bombe.

Ikke nok med, at jeg ikke overkommer at yde den fulde service for mit barn. Så overkommer jeg faktisk overhovedet heller ikke noget som helst andet. Slet ikke at hive støvsuger og gulvspand frem. Har så ondt. Kan ikke foretage mig meget andet, end at lukke mig ind i mig selv. Rokke fra side til side. Bogstavelig talt stå og trampe på samme sted i en hel time. Mens uvidende Kian fornøjeligt sidder og klapper i takt til mine bevægelser. Jeg må få ham hentet. Kan ikke bare sidde der og være forsømt. Snart hentet af far. Hjem til oldeforældrene og få lidt ekstraordinært omsorg. Så har jeg i det mindste ikke også ondt i samvittigheden.

Herhjemme bliver smerten tilgengæld kun værre. Er snart overbevist om, at her er en 5 kilo tung baby på vej ud af kæben på mig. Er til sidst nødt til at kontakte vagtlægen. For her på Fyn er her selvfølgelig ikke noget der hedder døgnklinik til tandproblemer. Vagtlægerne tilgengæld, indkalder mig og af sted af sted jeg tager i en hulens fart. Men de vil hverken rive min tand ud, eller bytte kæbe med mig. Heller ikke ved bestikkelse. Nytteløst. Får dog udleveret både panodiler, iprener, ibuprofener og mandolginer til at tage toppen af det værste. Skønt. Efter omgående indtagelse af en håndfuld piller bliver jeg hurtigt beroliget. Så meeeget træt. Får endda sløret syn.

Ny dag, og jeg vågner op i en hospitalsseng. Besvimet midt på gulvet hos vagtlægen. 100 procent bevidstløs. Desværre ikke koma, men i det mindste har jeg glemt smerten. Hvis ikke det altså bare er pillerne fra i går, der virker endnu. Jeg bliver udskrevet og baabuu baabuu. Dagen står på tandlægebesøg. 7 kanyler bedøvelse og tandkød, der bliver tømt for 1 liter betændelse. Karies, mums. 1 rodbehandling og 1 anbefaling på, at få en kæbekirug til at kigge på de 3 visdomstænder, der i øvrigt er på vej frem. Succes. Så efterfølgende ser jeg nok lidt skæv ud i ansigtet, men smerten er væk. Meget usexet kæbeorgasme, siger jeg dig.

Bare en lille reminder om, at det altså er suuuper vigtigt at passe på jeres tænder. Har fået stor respekt for det skidt.