SUK – smerter og håbløshed!

Hej piger.

Nu tog jeg mig sammen og opretter et indlæg herinde. Håber det kan løsne lidt op om tankerne og evt give mig nogle gode råd.

Det er som sagt min første graviditet. Og vi glæder os vildt meget. Vi prøvede i 6 mdr før der var bid – så ja han er bare ønskebabyen. Har virkelig nydt at være gravid og mærke det lille liv i min mave. Vi har stort set alt klar og har endda fundet NAVNET (hemmeligt). Vi har begge to familie som bare glæder sig mindst lige så meget som os. Jeg har en super dejlig mor som har tilbudt at komme og hjælpe de første dage efter fødslen. Og venner/veninder som omtaler sig selv som mostre og onkler til vores lille søn. Ja det er sgu lidt perfekt alt sammen. Hehe.

Men men men når det er sagt så er det alligevel ikke så perfekt alligevel.
Her de sidste 2 mdr er det bare gået ned ad bakke. Jeg har tre skæve lændehvirvler og hybermobile led. Og det resulterer i at jeg har smerter 24/7. Blandet med almene bækkensmerter er det virkelig hårdt. Det eneste som hjælper på det er motion. Men da jeg ydermere lider meget af hjertebanken, utilpashed og vand i kroppen er det ikke en mulighed.
Som det ser ud nu lever jeg mit liv på sofaen. Jeg får lavet minimum af hverdagsting, men bare det at lave mad i 20 min gør mig rigtig utilpas og får min krop til at svulme op med vand. Hver nat er jeg så plaget af lænde/bækkensmerter, hvilket gør at jeg sover 1½ time ad gangen. Det er ikke fordi jeg forventer at jeg stadig kan en hel masse ting. Er trods alt rimelig gravid. Og jeg forventer skam at det hele er lidt ømt. Men bare ikke SÅ slemt!!
Jeg kan ikke holde til at køre bil. Jeg kan ikke holde til at sidde på en alm stol i mere end få minutter. Jeg kan ikke slendre en tur med hundene. Jeg kan ikke tømme opvaskemaskinen. Ikke lige tage på shoppetur med veninderne. Jeg befinder mig som sagt mere eller mindre på sofaen en hel dag..
Kæresten gør virkelig meget. Og han er en super støtte. Han vandrer med hundene. Han handler. Han ordner brænde til vinteren. Han laver mad. Han vasker gulv. Han passer stort set alt. Men det er begrænset hvad han kan nå, når han først er hjemme efter 16.
Alt det her påvirker mig rigtig meget psykisk. For det er ikke bare en smule ondt ved forskellige stillinger – nej det er konstant smerte hele tiden. Den sidste tid er jeg bare begyndt at være ked af det rigtig tit. Græder mindst et par gange om ugen.
Jeg får dårlig samvittighed overfor baby, for tænker det da umuligt kan være sundt med så ked af det en mor.
Misforstå mig ikke – jeg er SÅ glad for at være gravid. Jeg glæder mig mere end nogensinde før. Og jeg forsøger virkelig at nyde den “sidste tid”, som folk altid siger til en når man brokker sig lidt. Men det er bare rigtig svært.
Jeg er bange for at gå over tid – for som sagt er smerterne kun blevet værre og værre. Jeg frygter at min psyke kommer helt i bund hvis smerterne bliver ved med at stige i de næste uger.

Jeg har snakket længe og meget med både venner, kæresten og min mor. Og efter lang tids overtalelse og overvejelse blev mig og kæresten enige om at jeg skulle prøve at snakke med lægen om hvordan jeg havde det. Er ret god til bare at sige at jeg har det udemærket, når folk spørger. Jeg hader at føle mig “svag” for normalt kan jeg jo klare hele verden. Vi har herhjemme snakket om, om vi ikke kunne snakke om at få en dato for igangsættelse. Så sent som muligt. Men så jeg ligesom havde en dato at forholde mig til psykisk. Altså noget i retningen af, hvis der ikke var nogle tegn på fødsel mit i uge 39, så kunne jeg blive sat igang.(og vi har læst om hvor slem en igangsættelse kan være, tro mig, jeg HÅBER jeg føder selv!!!)

I går var jeg så til sidste lægetjek. Lidt sent men sådan er det med ferie osv.
Fik taget mig sammen til at fortælle hvordan jeg egentligt havde det, da han spurgte hvordan det gik. Brugte endda ordet “deprimeret” om mig selv. Jeg græd og græd – fordi det er så svært at fortælle om. Han var rigtig sød og lyttede. Men jo mere jeg fik fortalt – jo mere blev det drejet over i en forkert retning – ifølge mig.
Der kom sætninger som:

“Du skal huske du ikke kan det samme nu som før” – det er jeg udemærket klar over!?

“Det er psykisk hårdt at være gravid.” – you dont say.

“Du skal ikke bekymre dig om hvordan tingene ser ud om 14 dage” – nej men det gør jeg. Jeg er bange for om jeg bare bliver mere og mere ked hvis smerterne stiger som de har gjort indtil nu.

“Du skal bare nyde den sidste tid”
– Alle de der sætninger fik det til at lyde som om jeg ikke er glad for graviditeten. Og jeg gik der fra med følelsen af at føle mig som en hypokondrisk UNG utrolig følsom og bekymret UNG kvinde. Og det syntes jeg ikke rigtigt har noget med mig at gøre.

Puha det blev en lang smøre.
Jeg ved ikke helt hvad jeg vil med det her indlæg. Jo måske høre jeres erfaringer, råd osv. Skal jeg forsøge at få en tidligere tid ved min jordemoder, eller skal jeg bare glemme det, for chancen for at jeg kan få en “sikkerheds” dato er lig nul – ifølge lægen.
Har tid hos jordemoder d.13 aug. Der er jeg 37+5.

Efter mig, kæresten(og andre kloge mennesker) havde snakket længe og grundigt om det med en igangsættelse så tæt på termin som muligt – kunne jeg mærke en virkelig stor lettelse. Ikke at jeg ikke er bange for det. For det er jeg skam. Jeg håber som sagt at gå i fødsel af mig selv. Men kan bare mærke at det ville hjælpe rigtig meget psykisk – hvis jeg vidste at “nu skal du bare overleve til fx d.22 og så bliver du sat igang hvis der intet er sket”.

Håber det giver lidt mening.

Mvh Stephanie – som er lidt for trist for tiden…..