Mænd og graviditet

Vi har ingen børn herhjemme, men det er noget der er lidt i mine tanker engang imellem. Vi har ikke rigtig talt om det sådan direkte, men der er noget der undrer mig lidt med hensyn til min mand.

Da jeg en dag så dum i tv og vi så en gravid stor mave med strækmaver udbrød han “ad hvad er det!?” (strækmærkerne)

Måtte jo så forklare ham at det er meget normalt med strækmærker.
Han nærmest væmmes ved fødsler i tv og kan ikke tåle at se det. Siger det er klamt.
Han siger at han ikke vil med til min fødsel og at han synes det er væmmeligt at se.

Jeg spurgte ham en dag om han ikke vil have børn en dag i fremtiden. Han svarede med et grin “bare det ikke er mig der skal føde dem”.

Det er som om at intet ved børn eller fødsel eller graviditet er i hans tanker OVERHOVEDET.

Han nærmer sig de 30, men har aldrig hørt ham sige “nååå hvor er den baby sød” eller lignende..

Skal dog siges at han ikke har søskende eller nogensinde har været i nærkontakt med et lille barn, måske det er derfor?

Men er det normalt at nogle mænd totalt væmmes ved strækmærker og fødsel? For det ender da med at jeg en dag kommer til at føde ALENE…
Er det normalt at for nogle mænd er børn ikke lykken og et stort ønske?!
Han vil gerne have børn siger han. Men det er som om at det ikke fylder meget i hans hovede.

Jeg troede måske bare at alle mænd ville se det som den største gave at se sit barn komme til verden!?
Og det undrer mig at han ikke på nogen måde udtrykker ønsker om børn engang i fremtiden. Ikke nødvendigvis NU, men bare engang i fremtiden.

Det er som om det område ER MIT OMRÅDE og at det styrer jeg bare selv. Initiativ til barn, fødsel osv osv. Det er som om at det er ikke-eksisterende i hans verden. Men der er heller ikk småbørn i hans familie.