Venner?

Noget har undret mig i årenes løb og det er, at man ofte høre sætningen: “Det er i orden at være ked af det.” “Det er helt i orden at blive vred eller frustreret engang imellem.” Men hvorfor pokker er der så så mange, der alligevel ikke vil stå ved det?

Det der sker, når man oplever at ens venner eller veninder ikke anerkender ens følelser, er jo netop at man i nogle tilfælde vil vælge at mure af for negative følelser for at behage den ven/veninde og det er da for ækkelt! Det er da forbandet ulækkert, at man som et voksent menneske kan tro, at man har retten og magten til at bestemme hvad et andet menneske skal føle og tænke?! Og så en da ens egen ven eller veninde..!

Forstår ikke hvorfor, at nogle vælger at tage af stand eller holde sig helt væk i en periode, hvis en ven/veninde har det svært.. Hvad ligner det?! Hvor meget ven er man så?!

Jeg prøver virkelig at være der for mine veninder, når de har brug for det. Husker faktisk at spørge ind til vennen/veninden efterfølgende.. Jeg siger ikke, at jeg selv er verdens mest fantastiske ven i hele verden, men jeg prøver i det mindste..

Ja sikke da en smøre hva’.. Men tror det er godt engang imellem at huske at fundere over hvad det er man selv byder sine venner og hvad det er at de byder en..