Hvad handler det hele om?

Danmark er et dejligt land. Vi har et velfærdssystem og ingen skal gå sultne i seng,,, eller skal de?

Jeg undrer mig virkelig. Henført til en anden tråd, er min undring ikke blevet mindre.

Hvordan kan det være der er så stor forskel på, hvilken opfattelse folk har af ordet: “fattig”?

To personer med præcis den samme indtægt – en enlig mor på kontanthjælp. Den ene mener hun er fattig og den anden mener hun lever godt som enlig mor. Hvad er det man skal ha’ råd til, hvis ikke man skal gå ind under betegnelsen fattig? Er vi i det danske samfund ikke en lille smule forkælede og vil det hele?

Hvornår er man fattig? Og er det et spørgsmål om prioritering? Er det derfor opfattelsen er så forskellig?

Jeg kan næsten blive harm, når jeg ser i Go’aften Danmark, en enlig (meget solariebrun) mor til to, beklage sig over hvor fattig hun er, og hvor synd det er for hendes børn, at pengene er meget små. Til aften får de tit risengrød, da det er billig mad! Senere i programmet, ser man så selv samme mor, lufte deres to nyanskaffede race-hunde med en smøg i hånden! Hvad er problemet så? Har man så ikke selv valgt at prioritere, så man er nødt til at få risengrød til aften?

Jeg har hverken noget imod solarie-brune mennesker, race-hunde eller rygere, men for pokker da! Hvorfor ikke prioritere anderledes?

Er man fattig, hvis ikke man har råd til alt hvad man gerne vil? Eller hvornår er man fattig?

Må man ikke selv tage ansvar for sine handlinger og sin måde at leve på? Jeg er udemærket klar over man ikke kan smide om sig med penge, hverken som studerende eller kontanthjælpsmodtager, men derfor kan man vel stadig godt tage ansvar for sine handlinger og sin måde at prioritere på?

Fra januar er jeg selv studerende, og vi kommer uden tvivl til at skulle spænde ballerne! Af og til har jeg bandet og svovlet over su’en ikke var dobbelt, når man var samboende, for derefter at tage mig selv i nakken og virkelig skamme mig over at være så grisk! Vi får uden tvivl sund mad på bordet hver dag. Vi får alle tøj på kroppen og huslejen og de øvrige regninger bliver betalt. Men når det så er gjort, så er der bare ikke til så meget andet! Alligevel er jeg jo ikke fattig! Det er prioritering. Vi har valgt at blive boende i vores hus, selvom jeg nu er studerende. Det er vores prioritering – ergo må vi nedprioritere andre ting.

Hvor meget handler “fattigdom” om prioritering – kom med jeres bud!