Kontanthjælp og æren.

Jeg havde engang et vennepar.

Hun var social og sundhedshjælper-elev, og han var ingenting. Udover hendes kæreste.

Han havde mistet sit arbejde, derfor levede de 100% af hendes elevløn. For som han sagde -han skulle fandme ikke på kontanthjælp og være bistandsnasser!

De havde ikke råd til meget, det var svært at få det hele til at hænge sammen, og de skændtes en del over økonomien. De fik aldrig noget nyt, og i øvrigt havde han venner som kom og ‘hang ud’ med ham i løbet af dagen, og sov på sofaen om natten. -Hun var jo afsted meget af tiden, og hvorfor skulle han kede sig imens?

Jeg var DYBT forarget, og det sagde jeg også til ham. jeg synes simpelthen ikke man kan byde et andet menneske at forsørge een, når man har andre muligheder, men pga sin værdighed ikke vil bruge dem.

Og sådan har jeg det stadig -hvorfor er der mere værdighed i at blive forsørget af sine forældre eller sin kæreste, når man har MULIGHED for at få økonomisk hjælp + hjælp til at komme videre i systemet?

Hvad mener I?