Julen er fyldt med traditioner, nogle traditioner vi som mødre gerne vil give videre til vores børn. I denne artikel vil vi prøve at give vores bud på hvordan det kan gøres på børnenes præmisser, i stedet for vi mødres alt for høje ambitions niveau.
En ting som kan være utrolig svært for os mødre er at acceptere at vores børns kreationer ikke er perfekte. Ungerne laver juledekorationer hvor grannet vender forkert, lyset er skævt, flere steder er leret bart og midt i det hele har de plantet Byggemand Bob. Enhver mor vil i de stille aftentimer begynde at rette lidt på ”fejl og mangler”, men vores råd er at lade være med at rette på dit barns kreativitet. Børnene skal opleve at vi i julen hygger os, og ikke at de ting de i stolthed har lavet til dig ikke slår til ved at være perfekte.
Tag gerne børnene med på juleindkøb, på den måde kan du allerede fra helt lille lære dem glæden ved at give. De store julegaveindkøb bliver nok for overskuelige for dem, men riv en dag ud af kalenderen hvor du tager junior med på en hyggetur i det nærmeste butikscenter. Tag hjemmefra en snak om hvad I syntes at morfar skal have i julegave og lad barnet gå ind i butikken og finde det, betale ved kassen og bede om indpakning. Det vil hun kunne huske på selve juleaften og vores gæt er at hun vil stå ved morfars side indtil han har åbnet hendes gave og måske endda glemme sine egne gaver for en stund. Det er lige så vigtigt at lære børnene at give gaver, som det er at modtage dem.
Vis at hans liv også er vigtigt for dig. Selv om det kan virke utrolig uoverskueligt at skulle til 3-4 juleafslutninger er det utroligt vigtigt at du giver dig tid til det. Vores børn har deres egne små liv, deres egne aktiviteter og det er vigtigt at vi viser dem at de er lige så vigtige som vores. Har du først været til juleafslutning på gymnastik holdet, til svømning, i skolen og SFO’en kan du godt være kørt lidt surt i det, men det er vigtigt stadig at tage af sted. Har du flere børn kan du med fordel uddelegere opgaverne lidt. Far og mor kan skiftes lidt og man kan med fordel lade bedsteforældrene tage med nogle gange. Det er knap så vigtigt hvem det er der deltager med barnet, det er lang vigtigere at den der gør det har tid, ro og lyst til at vise barnet at vi går op i hans liv, og hans hobbyer.
Har du selv nogle ting du husker fra din egen jul skal du ikke være bange for at føre dem videre, og heller ikke selv om du husker tilbage på det som frygteligt at vente på at åbne gaverne kl. 20 om aftenen. En god grund til at du husker de traditioner dine forældre har givet dig er netop at de har hjulpet dig med at beholde forventningens glæde. Ikke alt behøver at foregå efter børnenes hoved, men julen foregår kun en gang om året og lige netop i denne måned kan vi godt gå lidt på kompromis med sengetider, økologi og sukkerindhold. Nye traditioner kan også nemt finde sin plads blandt de gamle, var der noget dine venner gjorde som du gerne ville prøve, så genopfind de ting med dine børn og giv dem nogle nye traditioner. Har du overskud, så skriv det hele ned så de engang når de bliver voksne kan se tilbage på de ting I lavede sammen og vælge hvad de ønsker at give videre til dine børnebørn.
Er børnene små anbefaler vi at man holder sig til kvalitet og ikke kvantitet. Der behøver langt fra at ligge 10 gaver til det lille barn under træet, hun vil højst sandsynligt ikke have energi til at åbne dem alle, men vil i stedet blive mættet af indtryk så tidligt at de sidste gaver bliver en sur pligt at åbne og få takket for. Giv hende i stedet en eller to gode gaver som hun kan bruge med det samme og som hun vil kunne tage med sig på diverse julefrokoster i juledagene derefter. Det samme kan selvfølgelig også gælde for juleslik og mængden af julepynt og hjemmelavede gaver der skal laves.
Efterlad en kommentar