At være den tredje

Hej!

Jeg sidder med et problem, og jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre mere..
Det ligger sådan, at jeg har to ældre søstre, på 27 og 24, og de to er vel nærmest ligesom bedste venner.
Selv er jeg 17.

De to rotter sig altid sammen mod mig, og gør grin med mig, og skælder mig ud og ja, alt jeg gør, er forkert i deres øjne.

Igår havde vi en familiemiddag, og jeg har fået eksem rundt om munden, og det er noget jeg er MEGET pinlig over, og jeg prøvede at dække det så godt jeg kunne.
Så sad vi og havde spist middag, og pludselig siger hende på 24 rigtigt højt, “Du har sovs i hele hovedet!” og alle kigger underligt på mig.
Hun begynder at grine helt vildt, og det gør den anden søster også.
Så spørger jeg meget lavmældt, hvor, så jeg kan tørre det væk.
Hun griner bare helt vildt, og siger “rundt om munden,” og tager så sin hånd og ‘tørrer’ det af med sin hånd, og siger så ret højlydt “nå, nej, det var bare bruncreme!!” og griner helt vildt, hvilket min anden søster også gør. Alle ved bordet kigger igen på mig, og på dette tidspunkt er jeg meget rød i hovedet, og sidder med tårer i øjnene.
Mine søstrer bliver ved med at sidde og grine af mig, og jeg prøver virkelig at skjule mit ansigt, og jeg tænker på om man nu kan se at jeg er helt rød rundt om munden.

Jeg fortalte det så til min søster her i morges, at det gjorde mig rigtigt ked af det, når de gjorde grin med mig på den måde, og hendes svar var “Jamen du gad jo ikke selv at tørre det væk,” og griner igen.
Jeg føler bare som om jeg er deres lille dumme klovn, som de bare kan gøre grin med og behandle som lort, for de tager mig aldrig seriøst. Det irriterer mig virkeligt, og jeg ved godt, at jeg jo ikke er så gammel (17), men alligevel føler jeg bare ikke at de kan behandle mig dårligere af den grund.

Og hvis der er rodet et eller andet sted, er det altid min skyld, selvom det ikke er mine ting, eller jeg ikke har været hjemme de sidste par dage.

Jeg snakkede så med min mor om det lige før jeg skrev dette, og jeg begyndte at græde over den måde som de var overfor mig på.
Det hun sagde var bare, “ja, det er bedre at kun have én hjemme af gangen,” og så fortæller jeg videre, og så siger hun “Ja, men nu skal du jo lige huske at finde din venindes adresse,” (Jeg skal besøge hende), og ja, så har min mor lige fået snakket ud om det.

Nu ved jeg virkelig ikke hvad mere jeg kan gøre, for de er alle ligeglade!
Hvad syntes i jeg skal gøre ved det nu? Jeg har også tænkt på at skrive et brev til dem om det, men jeg tror bare de vil sige at jeg er åndssvag fordi jeg ikke tør snakke med dem om det, face-to-face.

Undskyld det blev så langt.. jeg håber der er nogen der vil hjælpe mig!