Ked af det efter fødslen?!

Ved ikke helt om det passer ind her, men vidste ikke lige hvor jeg ellers skulle placere den.

I sidste uge fik jeg verdens dejligste lille pige – og jeg er selvfølgelig over lykkelig, og kan sidde ved hendes seng imens hun sover, og blive så rørt over hende, men alt er ikke bare lykkeligt for mig.

Mit humør svinger utrolig meget, og fra det ene øjeblik til det andet kan jeg blive helt utrolig ked af det, frustreret og bange, uden altid lige at vide hvor det kommer fra.

Vores lille prinsesse er rigtig, rigtig nem – hun græder meget sjældent, og når det sker så vil hun bare gerne op lidt, og så bliver hun glad igen – med mindre hun er sulten eller skal skiftes naturligvis.

Men tankerne flyver bare rundt, jeg er virkelig bange for ikke at være en god mor – jeg er så bange for at gøre noget forkert, og jeg føler virkelig ikke jeg kan leve op til det at være en god mor, og det gør mig så hamrende ked af det. Jeg er bange for fremtiden, jeg er virkelig et kontrol menneske, og lige nu føler jeg at jeg på ingen måde har kontrol over noget som helst, jeg kan slet ikke overskue det, og jeg er allerede begyndt at være utrolig bange for hvordan det skal gå med hende når hun starter i vuggestue/dagpleje – og der er altså knap 1 år til endnu. :usikker:

Min anden tanke går på at jeg er SÅ bange for at miste min kæreste, og jeg har ingen ide om hvorfor jeg har det på den måde, for intet er forandret imellem os, og han tager sig rigtig godt af hende på alle måder – er hun vågen om natten, så vender han ikke bare ryggen til – så står vi op sammen og går ind i stuen med hende, og sidder og ser tv, han er der virkelig 200% for både hende og mig, alligevel er jeg bare så bange for at miste ham – jeg er bange for at skulle stå alene med det hele – og jeg er bange for at hun skal vokse op som delebarn. Det er så svært at forklare hvorfor jeg har det sådan – for han er på ingen måde typen der bare “skrider” fra det hele, og han er ikke selv delebarn – han er opvokset i en god familie, med forældre der har “kæmpet” for forholdet når der har været problemer.

Hvorfor har jeg det sådan? – går det væk, eller hvad kan jeg gøre? – jeg synes ikke det er særlig fedt at sidde i bilen på vej ud og handle og pludselig blive SÅ ked af det, eller vågne op om natten når jeg endelig er faldet i søvn, fordi tankerne pludselig bare vælter rundt i hovedet på mig.

Jeg er samtidig også rigtig ked af det over at faktisk være ked af det, for det burde jo være den bedste tid i hele mit liv, og det gør mig så dårlig at være så ked af det, fordi jeg ikke har nogen grund til det, jeg burde jo være glad og lykkelig. :græder: