En mærkelige følelse: stolthed blandet med vemodighed

Vi skal have konfirmation på Lørdag,
Mit yngste barn skal konfirmeres. Stort stort er det. Jeg glæder mig og bliver så stolt og rørt. Men det er min yngste barn og samtidigt temmelig vemodigt for det er ligesom en epoke der er overstået. Min baby træder ind i de voksnes rækker.
Han bliver så flot. Jeg har på trods af min depression skrevet 2 sange og en tale.
Mine store drenge glæder sig så meget.

Hvad husker i bedste fra jeres konfirmation??

Holdt i tale for jeres forældre??

Hvad skulle have været anderledes hvis i havde haft frit spil??

Det eneste jeg husker er at mine forældre skændes hele aftenen.