Tankespind …

Hmm jeg er nok ikke den første i verdenshistorien med de her tanker, men har alligevel brug for at få dem ud.
Min kæreste og jeg, er ikke decideret igang med PB, men aftalen er at sker det, så tager vi det som det kommer, og vi bruger ikke rigtigt noget for at forhindre det, – deraf aftalen at vi tager det hvis det kommer. 🙂
Der er ingen tvivl at jeg gerne vil have et barn, og gerne mens jeg stadig er lidt ung. (Havde selv forældre der var godt over de 40 før de fik mig, og det vil jeg ikke byde mine børn.) Det her er min første cyklus hvor vi ikke rigtig bruger noget, og tiden for mens begynder hastigt at nærme sig, samt testdag. Jeg ved godt at chancerne for at der er bonus i første hug ikke er vildt stor, men heller ikke umulig. Og nu begynder tankerne bare at kredse… :usikker:
Kan parforholdet holde til det, selvom vi har lovet hinanden at det vil det?
Vil jeg ende som alene mor? Kan økonomien klare det? Får vi pladsmangel?
Hvordan kommer det til at stå med uddannelse som jeg skal starte på til august? Vi har “kun” været sammen i et år, er det for tidligt?

Jeg står bare lidt i et dilemma, og ved ikke helt hvad jeg skal tænke. Jeg vil meget gerne have et barn og gerne nu, men mange bekymringer synes at overskygge det. Kæresten siger bare “Det skal nok gå”, ( :hammer: ) og tror muligvis også han er lidt træt af at høre om det, så for at skåne ham, lukker jeg lige op for posen herinde. Undskyld for det lange indlæg.