2 år i helvede… nyt håb? godt tegn? (ekstremt, langt rod)

i dag er det 2 år siden mit helvede startede… 😕

jeg fik lidt ondt i ryggen hen imod aften. jeg var 9 dage fra termin og døjede med svær BL… så tænkte ikke det vilde over det… gik i seng for at dulme smerten med søvnen som sædvanligt..

men som det blev senere fik jeg det værre… og værre… endte med at ligge på mine forældres køkkengulv og SKRIGE af smerte og hive efter vejret. havde aldrig oplevet noget så intenst eller smertefuldt før 🙁

min krop provokerede sig selv i fødsel. jeg var slet ikke klar, Megan lå slet ikke fast eller noget… 🙁 hun var helt blå og rød og hævet da hun kom ud klokken 02.28 natten til d. 12. August 2008…

hun var ikke mere end en uge gammel da jeg første gang blev indlagt med drop, morfin og hele molevitten 🙁 siden har der været mange indlæggelser. har ikke tal på hvor mange 😕

den sidste var i april sidste år… over et år siden. og siden har jeg mere eller mindre været overladt til mig selv… 🙁

jeg har prøvet at få smertestillende uden virkning, prøvet at få frataget al smertelindring pga lægernes (ubegrundede) frygt/mistanke om at jeg var afhængig og udnyttede systemet… 🙁

senest har jeg fået en læge der virkelig gør mig tryg! hun gir mig smertestillende. – dog ikke den slags jeg VED virker, men en mildere slags der tager smerterne fra en 8’er ned på en 5’er.. – på det niveau kan jeg mere eller mindre lade som ingenting..

de dage det når op på en 10’er er der intet at gøre. eller.. jo.. men det har jeg ikke lyst til. for gider ikke skulle forsvare mig selv, mine smerter eller mit pilleforbrug overfor nogen!!

jer af der der kender mig og/eller har oplevet mig ved hvor meget overtalelse det som regel tager før jeg tager piller. jeg HADER dem. men de er et nødvendigt onde! 🙁

smerterne er de samme som da det startede. men fordi jeg har levet med det så længe, så intenst, så ofte, har jeg lært at håndtere det bedre. jeg mister stadig kontrollen indimellem… men det er sjældnere.

jeg drømmer om at jeg en dag, om ikke bliver rask, så vænner mig nok til min tilstand til at jeg man mærke dem, uden at LADE mig mærke med dem… – hvis det gir nogensomhelst mening?! :scratch:

i dag har jeg så en tid på smerteklinikken i Give. noget jeg på én gang ser SÅ meget frem til, og samtidig frygter så enormt meget 🙁

for tænk hvis de kan hjælpe mig???? 😀 hvad hvis de kan fortælle mig hvordan jeg kan leve med min skæbne, men stadig have et LIV?!

og hvad hvis de ikke kan? 🙁 tør næsten ikke tænke tanken, men er bare blevet skuffet så mange gange før… 🙁

jeg er ikke passiv af natur. jeg duer ikke til det. jeg har ambitioner for mig, for min familie og for mit liv. ambitioner som jeg på nuværende tidspunkt ikke kan få mig selv til at tænke på fordi det knuser mig hver eneste gang 🙁

jeg har gået meget stille med dørene på det sidste… ladet som ingenting, prøvet at opretholde en facade. herinde, såvel som i min tilværelse ude i det rigtige liv.. 🙁 og det er udmattende at lade som om man har det bare nogenlunde okay… når man aldrig har haft det værre… 🙁

de sidste 2-2½ måned har været nogle af de hårdeste jeg nogensinde har oplevet. mange anfald har i styrke og effekt mindet mig om og bragt mig tilbage til den første gang, 10. August 08.. 🙁

jeg har ikke kunne være mor for mine børn, kæreste og elsker for min mand, admin herinde, bruger herinde eller veninde for dem der betyder mest for mig på nogen måde der i mine øjne er acceptabel, de sidste par måneder… 🙁 men har virkelig ikke orket det. 😥 det er så hårdt! helt ubeskriveligt!!

og i stedet for at acceptere mine begrænsninger eller helbredstilstand som jeg sikkert burde for at kunne komme ud af hullet, gør jeg det modsatte. jeg blir trodsig, rebelsk og irritabel! 😕 jeg har ikke lyst til det, og jeg ved det er dumt… men for helvede hvor jeg altså ikke dur til bare at læne mig tilbage, lade Woody om det hele og så ellers bare ignorere andet end mig selv. nogen vil kalde det en styrke, andre en svaghed.. jeg hører til de sidste…

jeg hader at jeg er den der bringer min familie ulykke og stress! 🙁 jeg hader at jeg ikke kan være for mine veninder hvad de har været for mig. jeg hader at jeg ikke kan få mig selv til at ringe, skrive eller snakke med nogen af dem, fordi jeg ved de hver især har deres eget at bøvle med og ikke vil udsætte dem for mit lort oveni hatten 🙁 jeg vil hellere lide i stilhed end påføre mine nærmeste flere bekymringer.. 🙁 men at gøre det kommer også med en pris.

jeg kan mærke den depressive følelse rulle ind over mig, ikke hele tiden – så absolut ikke. men hvis jeg en dårlig dag sidder og føler mig alene og trist og har det gennemskidt, så kan jeg mærke dem omringe mig og påvirke mig.

så nu vælger jeg at sætte al min lid til denne smerteklinik!! det er måske dumt, fordi jeg muligvis sætter mig selv op til at blive skuffet igen. – og jeg ved ikke hvor meget mere skuffelse jeg ville kunne holde til 🙁

men det SKAL kraftedderme bare virke nu!! jeg VIL fanderme have et værdigt liv! et liv jeg kan være bekendt overfor min familie, mine børn og mig selv!!

undskyld det er så rodet… jeg var egentlig gået i seng, men kunne bare ikke sove… 🙁 var nødt til at komme af med det. det gik lige ud over jer… klokken er halv 2 nu og jeg er nødt til at få sovet…

…forhåbentlig kan jeg sove nogenlunde fredfyldt efter at have tømt den emotionelle skuffe ud herinde… 🙄 😕

tak fordi jeg må lukke ud og læsse af herinde!!!