-
Indlæg
-
Ja, det er lige, hvad det her er.
Jeg er bare så frustreret og fortvivlet over mig selv. Kæresten og jeg forsøger jo ikke at få et barn, men i december blev jeg gravid på pillen, men mistede desværre. Det er da ellers den ideele sommer at være gravid i hva? Ikke noget med 30 grader i skyggen eller noget 🙄
Nå, men vi havde for noget tid siden sex lige i ægløsningsperioden, hvor jeg havde misset en p-pillen noget tid før, så var ikke ordentligt beskyttet. Og selvom jeg ikke har ville indrømme det overfor andre, så har jeg håbet. Håbet at den var der. At vi skulle være forældre. Nu har jeg fået min mens, men den er lidt underlig, så jeg håber stadig. HVORFOR? Hvorfor gør jeg det her mod mig selv? Den er der ikke! Det er ikke mening, at jeg skal være gravid! Hvorfor fatter jeg det ikke bare? Hvorfor kan jeg ikke bare leve mit liv som de fleste andre unge mennsker? Jeg er kun 21, jeg har massere af tid.
Måske fordi jeg ikke er ligesom alle andre unge mennesker? Jeg gider ikke gå i byen konstant, jeg er til hjemmelig hygge og famileliv. Jeg har etbaleret mig med kæreste og hjem. Men for fanden, derfor burde jeg jo bare nyde tilværelsen med mig og min kæreste. Det er som om, jeg tror, at det er fantastisk at få et barn. Men det er det vel også….
Og så er der jo alt det med min sygdom. Det er slet ikke ansvarligt af mig at få et barn. Jeg er syg, måske bliver jeg aldrig rask. Måske får mit barn/børn min sygdom. Men måske bliver jeg rask, måske får den/de ikke min sygdom.
Jeg er så fortvivlet. Jeg elsker børn. Min kæreste elsker børn. Jeg vil stifte en familie med min kæreste, og helst nu. Der er så meget for og så meget imod. Min tanker er et kaos.
Jeg fatter ikke, hvorfor jeg bliver ved med at pine mig selv. Jeg burde glemme alt om børn.
Jeg trængte bare til at få det hele ud, undskyld, men det var en nødvendighed.
20369 IndlægHej
Der er intet åndssvagt over dit indlæg!! Jeg tror de fleste herinde har haft de samme tanker som dig.
Selv er jeg 13 år ældre end dig, men jeg spekulerer da også over, om jeg i det hele taget ønsker mig børn. Om jeg vil være god nok som mor? Vil jeg undvære min frihed? Vil de arve mine gener og derved komme til at lide at daglige hovedpiner? Bliver jeg sammen med Lars for altid?
Der er tusindvis af spørgsmål, men der er ingen svar.
Jeg kan kun sige til dig, at du er nødt til at følge dit hjerte! Mærk efter, tænk efter! Snak med dine nærmeste. Skriv dine tanker ned, som du har gjort her.
Jeg tror som sagt, at vi er mange som sagtens kan sætte sig ind i dine tanker og følelser!Tina
Hej Tina.
Mange tak for dit svar. Netop den med en god mor bekymrer mig meget. Jeg har som sagt en sygdom. EUP (noget psykisk). Og det er der, jeg har flest spørgsmål. Vil jeg være en af de der forfærdelige ustabile mødre? Som udsætter børnene for alt muligt, som de ikke skal udsættes for? Vil de blive mærket? Eller som jeg elsker at udtrykke det ( 🙄 ), vil jeg ødelægge dem?
Du siger, jeg skal mærke efter, men det er bare et kaos.Det er rart at vide, at jeg ikke er deneneste, som har disse tanker. Self er detikek rart for andre, men jeg føler mig ikek så unormal så.
Åh, har allermest lyst til bare at give dig et kæmpe kram..
..det er ikke et åndsvagt indlæg. Og jeg kan sagtens følge dine følelser og frustration.
Jeg synes bestemt ikke det lyder til, at du bør glemme alt om at få et barn -tværtimod.
Det lyder til, du har et rigtigt moderhjerte, som bare har så meget at give af..
..jeg synes, du skal fortælle din kæreste, hvordan du har det, og hvor inderligt du ønsker at være mor -nu.
Det ér fantastisk at være mor -uden tvivl. Men ikke altid sus og dus -men for mig, lyder du bare så afklaret..
..så jeg synes bestemt, du skal lukke op overfor din kæreste, så du forhåbentlig snart kan få dig dit (åbenlyst) inderligt ønskede barn..Held og lykke herfra*
@Ane_lillemor wrote:
Åh, har allermest lyst til bare at give dig et kæmpe kram..
..det er ikke et åndsvagt indlæg. Og jeg kan sagtens følge dine følelser og frustration.
Jeg synes bestemt ikke det lyder til, at du bør glemme alt om at få et barn -tværtimod.
Det lyder til, du har et rigtigt moderhjerte, som bare har så meget at give af..
..jeg synes, du skal fortælle din kæreste, hvordan du har det, og hvor inderligt du ønsker at være mor -nu.
Det ér fantastisk at være mor -uden tvivl. Men ikke altid sus og dus -men for mig, lyder du bare så afklaret..
..så jeg synes bestemt, du skal lukke op overfor din kæreste, så du forhåbentlig snart kan få dig dit (åbenlyst) inderligt ønskede barn..Held og lykke herfra*
Ej okay, prøv lige at få mig til at græde. Tak for de meget smukke ord!
Det var ikke meningen, men er sørme glad for, det var positivt..pyh! Det var så lidt..
..og jeg mener det.Der vil altid være spekulationer -om alting..
..men jeg synes, dit indlæg stråler af, at du er klar til at være mor -og ikke mindst, at du virkelig ønsker det.
Og det kan og skal du ikke ignorere -det kan ikke lade sig gøre og nytter ingenting.
Jeg havde det selv på samme måde, inden jeg blev gravid -og har altid haft det sådan.
Blev gravid som 16 årig (på p-piller), men vidste med det samme, at jeg skulle have det barn, da jeg altid vidste, at jeg skulle og ville være ung mor..
..det er bare som om, at det altid har været forudbestemt.
Graviditeten, fødslen, den første tid, nu -ALT er bare så naturligt for mig. Kunne aldrig være anderledes..Dette skriver jeg, fordi dit indlæg minder så meget om mine egne følelser, og derfor skriver jeg det til dig, som jeg gør..
Den dag du sidder med dit barn på armen, VED du, at det hele tiden har været sådan, det skulle være..
@Ane_lillemor wrote:
Der vil altid være spekulationer -om alting..
..men jeg synes, dit indlæg stråler af, at du er klar til at være mor -og ikke mindst, at du virkelig ønsker det.
Og det kan og skal du ikke ignorere -det kan ikke lade sig gøre og nytter ingenting.
Jeg havde det selv på samme måde, inden jeg blev gravid -og har altid haft det sådan.
Blev gravid som 16 årig (på p-piller), men vidste med det samme, at jeg skulle have det barn, da jeg altid vidste, at jeg skulle og ville være ung mor..
..det er bare som om, at det altid har været forudbestemt.
Graviditeten, fødslen, den første tid, nu -ALT er bare så naturligt for mig. Kunne aldrig være anderledes..Dette skriver jeg, fordi dit indlæg minder så meget om mine egne følelser, og derfor skriver jeg det til dig, som jeg gør..
Den dag du sidder med dit barn på armen, VED du, at det hele tiden har været sådan, det skulle være..
Altså. Jeg bliver så rørt indeni af dine indlæg. Jeg håber så inderligt, at du har ret.
Hvis du har det på samme måde, som jeg havde det og stadig har det, så har jeg ret 😉
Lidt gåpåmod herfra..hihi.Men nej, jeg skriver det af hjertet og af menneskelig erfaring.
@Ane_lillemor wrote:
Hvis du har det på samme måde, som jeg havde det og stadig har det, så har jeg ret 😉
Lidt gåpåmod herfra..hihi.Men nej, jeg skriver det af hjertet og af menneskelig erfaring.
Hvor er du sød 😳
Det ved jeg ikke, om jeg er. Men jeg mener hvert ord, og håber bare, du kan bruge det til noget..at jeg kan hjælpe.
Det er jeg rigtig, rigtig glad for.
Og nu er jeg blevet rigtig, rigtig søvnig..
..så vil lige ønske dig en dejlig nat. Og så håber jeg, du har den rigtige indstilling i morgen -og sørger for at følge dit hjerte og inderste ønske.Mange kærlige knus og stryg over kinden fra mig.
Hvor er det rart ikke at være den eneste,
der har det på denne måde…..
Jeg har selv været gravid 2 gange (på pillen), men tidspunket var forkert.
Den 1 gang som 16årig gik den til 🙁 Ham jeg var sammen med den gang, ville ikke høre tale om et barn og min mor slog hånden af mig .:( -til deres held gik den til, og jeg fik en abort.- Vi gik fra hinanden i 03
Og 2 gang var jeg 18år, der valgte jeg den selv fra, kunne ikke overskue det. På daværende tidspunkt havde jeg lige været ude for et trafikuheld. Vi gik fra hinanden, han fyldte for meget!
Der er nu gået 3år og i dag lever jeg sammen med min forlovede, jeg elsker ham overalt på jorden- vi har været sammen i næsten 2år, det jo ingen tid men…..Når jeg nu ved det er det jeg vil og græder indeni af sorg over tabet af den sidste. Min svingerinde r gravid nu, og jeg tænker hver gang, hvad med mig. 😥
Kæresten vil også gerne, når tiden er til det..!
Men så kommer alt det bagefter, om man nu kan klare det og om man vil være en god mor?
Jeg har altid børn omkring mig idet jeg er den ældste i en søskendeflok på 6, jeg var med til fødslen til mig anden yngste bror og tog imod min yngste bror hjemme på sofaen- hvor jordemoren kom en time efter han var født 😆Jeg elsker børn, bliver ked af det hver gang jeg ser en bebs, og tænker bare det var mig..
Jeg undskylder mange gange, hvis dette indlæg ikke er til at forstå, så må i spørge 🙂
Mange kram
Maria
Tror aldrig man kan være 100% sikker på at det er det helt rigtige, alle har tanker om det er det rigtige, om de kan klare og hvad man giver videre til sine børn.
Jeg har selv en arvelig sygdom, som har givet mig 4 blodpropper, og jeg har næsten sikkert også givet Julie den, men det må vi håndtere til den tid, vi er klar over det, og kender signalerne.
Julie var ikke planlagt, men håbede inderligt, da jeg stod med testen i hånden.
Dumt siger nogen, forholdet var 3 mdr gammelt, faderen var meget ustabil og tog stoffer og jeg var kun 18 år.
Men jeg valgte hvad mit hjerte sagde, og det var at beholde.
Jeg har i dag en smuk og klog ung dame på 3,5 år..
Hendes far sidder godt nok i fængsel (ikke mit bedste valg, meeen)
og det er hun self mærket af, det har været hårdt, jeg har tænkt hvor har jeg gjort…
Men vil aldrig gøre det om igen…
Søde pige (undskyld udtrykket 😳 ) Hvis du går med så mange tanker, tænker jeg bare, at du virkelig ønsker dette, og det bedste for dit fremtidige barn… Du kan og skal ikke kunne kontrollere alt, lyt til dit hjerte, og så skal tingene nok gå..
Ønsker det aller bedste for jer 2 og i vil være i mine tanker…
Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.